Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Jeg har haft fornøjelsen af at bidrage med et kapitel til bogen ’Det skal kendes’. Hensigten med bogen er at inspirere andre til at gøre dannelse, og i den skriver jeg blandt andet om at finde den gyldne middelvej mellem to onder. Et ofte brugt eksempel er mod, der er den gyldne middelvej mellem fejhed og dumdristighed.

For at vise mod, skal der være noget, man er bange eller bekymret for. Jeg er bekymret for, hvordan vores børn og unge har det, og jeg er bekymret for det stigende antal unge, der mistrives – også i skolen.

Jeg oplever, at et stigende antal elever i folkeskolen har brug for specialpædagogisk bistand, flere lider af angst, af skolevægring, er depressive og i en eller anden form selvskadende.

Der er ikke én løsning, ét quickfix på det, jeg oplever. Både jeg og andre tror, at de sociale medier, og en stadigt voksende hedonisk perfekthedskultur med fokus på effektivitet og tempo, er medskaber af børn og unges mistrivsel.

Jeg vil pege på dannelse som et af svarene på at vende udviklingen. Særligt på voksnes ansvar for børns karakterdannelse.

Vi lader børn opdrage sig selv

Ingen ønsker (forhåbentlig) tidligere tiders autoritære opdragelse tilbage, hvor forældre slog deres børn, læreren gav med spanskrøret og dumme elever blev sendt uden for klassen eller sat i krogen med æselører.

Opgøret med autoriteter tog rigtig fart i slutningen af 60’erne og fortsatte op gennem 80’erne. Men det er, som om pendulets bevægelse fra det autoritære mod det autoritative ikke helt er bremset i tide. Det er fortsat henimod det, jeg vil driste mig til at kalde laissez faire: vi har overladt vores børn til at opdrage sig selv. Og vi inddrager børn i alt lige fra, hvad vi skal have at spise, hvilken farve den nye bil skal have, om vi skal bo i lejlighed på Amager eller hus i Greve, eller om far skal sige ja til det nye jobtilbud.

De komplementære roller udvandes, og tilknytningen til vores børn og unge får karakter af ligestilling, afhængighed eller symbiose. Det gælder i familien, men det gælder i dén grad også i både dagtilbud og skoler.

Skolen som privilegie eller pligt?

I det antikke Grækenland var det et privilegie for de frie borgeres børn at blive fulgt til scholé af familiens paidagog, og under industrialiseringen var det et sjældent gode for et barn at få fri fra arbejdet på tobaksfabrikken og bruge nogle timer i skolen. 

I dag oplever jeg, at skolen for et stigende antal elever opleves som en sur pligt, de skal restituere fra, når de har fri. Skolen er for dem ikke længere et sted med fællesskab, tryghed, lykke og glæde, men derimod et arnested for mistrivsel, dalende selvværd, ensomhed og frustration – et sted, hvor de føler sig forkerte.

Er det forældrenes ansvar? Ja!

Er det lærere og pædagogers ansvar? Ja!

Er det politikernes ansvar? Ja!

Er det børnenes ansvar? Nej!

Derfor skal vi som skole, forældre og politikere samarbejde om at skabe en skole, hvor børn og unge finder fællesskaber og trives. Hvor de dannes og uddannes, styrker deres karaktér og omsætter viden til visdom.

Det kan vi blandt gøre ved at give børn og unge mulighed for oplevelser, hvor de møder nyt, møder modstand og lære at håndtere følelser, og hvor deres skemaer af verden må de- og rekonstrueres, bidrager vi til deres karakterdannelse.

Når vi gør dannelsen praktisk, drejer det sig om at lægge bøgerne væk. Ikke mere læsning om dannelse, ikke mere idéhistorie, ikke flere samtalesaloner, ikke mere akademisering, ikke flere forsøg på at indkredse eller definere begrebet.

Jeg er spændt på at se, om der er mod nok hos os alle sammen.

Eller er ingen tilstrækkelig bange eller bekymrede?

Jeg tror på, at den rette balance mellem uddannelse og dannelse, karakterer og karaktér samt viden og visdom skaber en folkeskole, hvor børn og unge trives og ’eleveres’.

Vi gør dannelse!

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk