Anmeldelse:

En inspirerende bog om tre visionære reformpraktikere

Med tråde til nutidens skole- og børnesyn fortæller Ellen Nørgaard om tre reformpædagogiske læreres arbejde og kampe for en skole, hvor eleverne opfattes og behandles som selvstændige individer

Publiceret

Fakta:

Fakta:

Det naturlige og frie barn - tre reformpædagogiske visioner

Forfatter: Ellen Nørgaard

200 kroner.

207 sider

Fås også som e-bog for 130 kroner

Aarhus Universitetsforlag

Da Olaf de Hemmer Egeberg i 1937 læste op fra en roman i sin klasse, blev han fyret af Københavns Kommune. Fordi han havde sagt ordet tissemand højt i klassen. I 1980’ernes børneudsendelser i DR sang Kaj og Andrea ”Når man siger misse-tand, bliver det til…. tisse-mand”. Sjovt - og uden, at det vakte forargelse. Imellem de to årstal havde reformpædagogikken gået sin sejrsgang igennem det danske skolesystem.

Olaf Egeberg er en af de tre lærere, som Ellen Nørgaard fortæller om i en spændende, letlæst og inspirerende bog. De to andre er Thora Konstantin-Hansen og Asger Rosenstand Schacht. Som lærere var de meget forskellige, men de havde alle tre visionære mål og de insisterede på at realisere dem.

En af bogens præmisser er, at vi alle har en ”tilværelsesforståelse”, som Nørgaard definerer som den tolkning af viden, erfaring og grundlæggende værdier, der tilsammen bliver det billede af tilværelsen, vi forstår og handler ud fra. Med de tre læreres livshistorier får hun ikke alene fortalt om tre dynamiske personligheder. Hun får også fortalt om reformpædagogikken, som den udfoldede sig fra 1900-tallets begyndelse – med de påvirkninger og perspektiver den har i dag.

Thora Konstantin-Hansen blev født i 1867 som den yngste i en børneflok på 11 i en kunstnerisk og internationalt orienteret familie, der hvilede harmonisk i et grundtvigsk livssyn på Frederiksberg. Som 15-årig begyndte hun på N. Zahles Seminarium, og der opdagede hun, at man kunne ”lære alt muligt og blive lige så klog som et mandfolk”. Efter seminarietiden fulgte nogle vanskelige år, men da hun blev ansat på en skole, der var tilknyttet Hjemmet for Vanføre, fandt hun, ”at lykken bød hende hånden”. Hun erfarede, hvor forskellige forudsætninger børn med handicap har, og at de skulle have tid og ro til at finde deres egne arbejdsformer og naturlige udviklingsmuligheder.

De oplevelser lagde grunden til Konstantin-Hansens børnesyn og senere praksis, og det ser ud til, skriver Nørgaard, at det er her, at det, der senere blev kaldt ”den danske reformpædagogiske praksis”, som blev videreført i de frie klasser ved Vanløse Skole, har sine rødder. Thora Konstantin-Hansens vision var, at undervisning og opdragelse skulle føre til selvstændige, kreative og uafhængige individer, og hendes kampe for en anden og bedre skole beskrives med spændende udblik til tidens pædagogiske diskussioner.

Forholdet mellem kønnene, som blev et hedt pædagogisk spørgsmål i samtiden, blev kun berørt i forbindelse med afstandtagen fra ”liderlig tale” og positiv omtale af ikke-kønsopdelt undervisning

Olaf de Hemmer Egeberg blev født i 1887. Hans mor ved vi ikke meget om, men der er ikke tvivl om, at han har haft en barndom med masser af vigtige indtryk. Faren var lærer i nærheden af Randers, formand for den lokale foredragsforening, ledede et sangkor, var med i en strygekvartet for lærere og komponerede selv. Han var aktiv i Danmarks Lærerforening og tog på studierejser til Tyskland og Schweiz. Olaf Egeberg dimitterede fra Silkeborg Seminarium i 1908, hvor holdningen var, at skolegang burde bygge på den ånd og tone, der kendetegnede grundtvigske højskoler. Men forholdet mellem kønnene, som blev et hedt pædagogisk spørgsmål i samtiden, blev kun berørt i forbindelse med afstandtagen fra ”liderlig tale” og positiv omtale af ikke-kønsopdelt undervisning.

Egeberg blev lærer i København, hvor han tog både studentereksamen og filosofikum. Her mødte han et skolevæsen, der havde vokseværk, og for at få plads til alle, blev der undervist på både formiddags- og eftermiddagshold. Klassekvotienten var mellem 25 og 30, men skoleborgmester Ernst Kaper - klasseundervisningens teoretiker og indpisker - sørgede for at hæve den til 36. Vigtige nøgleord for den skolehverdag Egeberg mødte, var flid og lydighed, høflighed og sømmelig adfærd. Lussinger var forbudt, men blev flittigt brugt. Den officielle skolestraf var op til fem slag med spanskrøret - for eksempel for opsætsighed, løgne, pjæk, vold og usædelig tale. Nørgaard bruger beretningen til at fortælle om tidens kritiske strømninger og forsøg på nyorienteringer. I 1924 var Egeberg med til at starte de såkaldte Vanløseforsøg, hvor, argumenterede han, hvert enkelt barn skulle have frihed, for det er, mente han, ”smøreolien fra lystens træ” der holder menneskehedens indviklede værk i gang.

Olaf Egeberg og kolleger tog på studieture til Tyskland, han skrev artikler, holdt foredrag og diskuterede ivrigt, men efter fire år blev forsøgene på Vanløse Skole stoppet politisk. Egeberg var skuffet, men gav ikke op, og i 1930 fremlagde han et forslag til en forsøgsskole, hvor undervisningen skulle organiseres efter et princip om ”selvdisciplinering”. Skoledirektionen sagde nej, og også et mindre radikalt forsøg blev hældt ned ad brættet. I 1932 kom der dog gang i forsøgsklasser med ”en friere ordning af lærestoffet, en bedre forbindelse mellem det saglige stof og færdighedsfagene, en stærkere betoning af manuelt arbejde og mere individuelle tilegnelses- og træningsmetoder”. Og så - i august 1937 - blev Olaf Egeberg fyret. I sin 6.klasse havde han brugt Harald Herdals roman ”Den første Verden” - og altså læst ordet tissemand højt. En ny elev fortalte sin mor om det; hun klagede til skoleinspektøren, der gik til viceskoledirektøren. Olaf Egeberg blev straks kaldt til samtale, som førte til omgående hjemsendelse og senere fyring. Han var skuffet, men forsatte med at skrive bøger og artikler og afholdt kurser.

Asger Rosenstand Schacht blev født i Hedensted i 1893. Efter at han havde gået i eksamensmellemskole, skulle Asger være mejerist - ligesom faren. Men noget andet trak, så han begyndte på Skaarup Seminarium, hvor lærerne - skrev han mange år senere - var flittige, samvittighedsfulde - og gammeldags. Men han var glad for timerne i sløjd og gymnastik. Som lærer på en privatskole opdagede han for første gang, hvor værdifuldt det var at tage eleverne med ud at botanisere. Efter soldatertiden blev han i 1919 ansat i København, hvor hans klasse med 36 drenge havde klasselokale i gymnastiksalens omklædningsrum. Ved siden af arbejdet tog han tillægseksamen i tysk, engelsk og sløjd og fulgte årskurser i historie og pædagogik. I Det Pædagogiske Selskab hørte han Georg Kerschensteiner, der lagde vægt på, at arbejdsskolen ikke kun handle om manuelt arbejde, men også om selvstændigt åndeligt arbejde, at undervisningen skulle tvinge børnene til selv at gøre sig overvejelser, og at timerne skulle skabe et arbejdsfællesskab både mellem eleverne og mellem lærere og elever.

Det inspirerede, og de følgende år deltog Schacht ivrigt i forsøgsarbejder med praktisk skolearbejde, fag og skolehaver. Men den konservative skoleborgmester Kaper var skeptisk og mente, at Schacht var ”meget fordringsfuld”. "Ja", svarede Schacht. ”Det burde man også være på børnenes vegne”. Asger Rosenstand Schacht ville ikke revolutionere skolen, han ville gøre undervisningen bedre, og som skoleleder og forfatter til en lang række undervisningsmaterialer var han med til at inspirere den orienteringsundervisning, der blev populær efter 1958-skolelovens vedtagelse, mener Ellen Nørgaard.

Med fortællingerne om de tre reformpædagogers engagerede arbejde for 'Det frie og naturlige barn', som bogen hedder, får hun fortalt historien om generationers slid med at ændre børnesynet: Fra at opfatte børn som fødte syndere, der skulle have kundskaber og færdigheder tævet og terpet ind, blev de efterhånden betragtet som selvstændige, aktive individer med naturlige udviklingsmuligheder. Bogens undertitel er 'Tre reformpædagogiske visioner'. Også den lever den til fulde op til - og mere end det. Der er vigtige udblik til især den tyske inspiration. Der fortælles om pædagogiske og politiske debatter og slagsmål. Og de tre lærers ideer kobles sammen med deres praksis. De havde visioner, de søgte hele tiden pædagogisk og psykologisk viden, som de brugte aktivt i deres forsøg på at udvikle nye og bedre praksisformer. Denne kobling mellem den store og lille historie, mellem hverdagsudfordringer, teorier og visioner formidles fornemt – med vigtige tråde til nutidens skole- og børnesyn.

Powered by Labrador CMS