Anmeldelse

Kan projektbaseret undervisning frelse folkeskolen?

Denne antologi maler levende billeder af projektarbejde i folkeskolen ud fra vidt forskellige pædagogiske udgangspunkter. Men der mangler forståelse for folkeskolens formål.

Publiceret

Fakta:

Projektbaseret undervisning

Redaktører: Peter Andersen og Micki Sonne Kaa Sunesen

368,75 kroner

253 sider

Forlag: Dafolo

Mads Hermansen har i mange år som lærer, forsker og underviser fulgt projektarbejde. Han oplevede ungdomsoprøret i 1968 som et afgørende værdi- og paradigmeskift. I et af bogens indledningsafsnit os tilbage til fortiden og nævner nøglepersoner som Wolfgang Klafki, der gennem sit eksemplariske princip og sine globale nøgleproblemer har været til stor inspiration i Danmark. Hans Jørgen Kristensen, lektor på Zahles Seminarium, nævnes også som en væsentlig aktører i forbindelse med projektarbejde på universiteterne, læreruddannelsen og i folkeskolen.

Mads Hermansen er lidt mistrøstig over udviklingen. Han mener ikke at projektarbejde, som det oprindeligt var tænkt, har sejret. Der er rester af det i organiseringen af undervisningen i folkeskolen, men den oprindelige ide er ikke realiseret.

I bogens øvrige kapitler beskrives forskellige former for projektbaseret undervisning. Et fælles træk er, at alle afsnittene maler skrækscenarier af den nuværende folkeskole som afsæt for deres frelserbudskab. De mørke portrætter af folkeskolen er efter min mening overdrevne.

Det danske skolevæsen er plaget af, at VIP'er tager på dyre udlandsrejser, ser lyset og kommer hjem og mener, at vi skal kopiere udenlandske skolesystemer. Sidst førte inspiration fra Canada, Australien og New Zealand og OECD´s målstyrings- og evalueringsprojekter til folkeskolereformkatastrofen. Nu er det skolekæden High Tech High i Californien i USA, der skal kopieres.

Louise Klinge – også medforfatter til 'Skole uden skældud' - har skrevet et afsnit om forsøg på realisation af disse amerikansk skolers pædagogik på danske folkeskoler. Hun bygger sin begrundelse for projektbaseret læring på motivationsteori og evidensbaseret forskning. Motivationsteorien har ifølge hende bevist, at samhørighed, selvbestemmelse og oplevelse af beherskelse af kompetencer er afgørende for elevernes motivation. Men hun taler overhovedet ikke om kulturelle, demokratiske og humanistiske værdier, der er formuleret i folkeskolens formål.

Artikel ”Projektbaseret læring og co-teaching” af Lisbeth Hædersdal handler om samme form for projekter. Den beskriver Høje-Taastrups vision om ”Fremtidens skole”, som det er realiseret i skolen ”Læringshuset”, hvor man konsekvent realiserer en form for projektbaseret undervisning inspireret af High Tech High-skoler i Californien. Den overordnede målsætning for skolen er, at eleverne opnår meningsfuld læring, der møder deres engagement og nysgerrighed, og at de erhverver sig det 21. århundredes nødvendige kompetencer, nemlig samarbejde, kreativitet, kritisk tænkning og kommunikation. OECD´s nøgleord. Artiklen er meget positiv, og der skrives intet om, at 32 ud af skolens 67 ansatte lærere har forladt skolen inden for det første år af dens levetid. 

Ikke desto mindre er alle artiklerne i denne antologi er læseværdige og inspirerende. De kan danne udgangspunkt for diskussion af, hvad vi vil med skolen i fremtiden.

Afsnittet ”Når der er mange rigtige svar - en undersøgelse af elevers perspektiver på problembaseret læsning” er især interessant, da forfatterne har et helt andet udgangspunkt, nemlig Læseforeningens læsemodel som de knytter an til Gert Biestas teori om kvalifikation, socialisation og subjektifikation. Men forfatterne synes ikke at være vidende om, at man i folkeskolen i mange år har arbejdet med procesorienteret litteraturpædagogik og i de seneste år med undersøgende litteraturpædagogik, blandt andet formuleret af Thomas Illum Hansen ud fra en fænomenologisk synsvinkel.

Ikke desto mindre er alle artiklerne i denne antologi er læseværdige og inspirerende. De kan danne udgangspunkt for diskussion af, hvad vi vil med skolen i fremtiden. Efter min mening har folkeskolen mest brug for, at lærerne får ro til at udvikle sig langsomt inden for den tradition, vi har formuleret i folkeskoleloven. Samtidig må vi holde fast i de værdier og den tradition, vi har i folkeskolens formål. Gennem mine egne erfaringer må jeg konkludere, at angelsaksiske modeller til frisættelse af folkeskolen er opstået på en anden kulturel baggrund end den danske og derfor ikke bare kan kopieres. Værdigrundlaget er afgørende.