Sådan fik Bornholm uddannede musiklærere

Skolelederne på Bornholm manglede i 2017 uddannede musiklærere. Læreruddannelsen i København og kommunen indgik en aftale, der betød, at to undervisere fra Københavns Professionshøjskole pakkede instrumenter og drog til Bornholm. Folkeskolen følger op på, hvad den model kom til at betyde for skolerne – og musiklærerne – på øen.

Publiceret
På Svartingedal Skole i Hasle er den gamle gymnastiksal indrettet til musiklokale med god plads til samspil og sceneoptræden. Andreas Westh er musiklærer på skolen.
Da Jens Harvest blev ansat på Kongeskærskolen i Allinge, manglende man en musiklærer, og fordi han spillede klaver i sin fritid, fik han jobbet, selv om han egentlig havde linjefag i dansk og specialpædagogik.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Fed scene. Den ide kan jeg godt finde på at stjæle".

Musiklærer Jens Harvest fra Kongeskærskolen i Allinge på Bornholm er på besøg hos kollega Andreas Westh på Svartingedal Skole i Hasle. En gammel gymnastiksal huser musiklokalet - præcis som den gjorde, dengang Jens Harvest selv var lærer på skolen.

Bagerst i rummet er instrumenterne samlet på en stor scene. Forrest er der et par bænke og tilfældige taburetter. Jens Harvest går rundt og rører lidt ved instrumenterne. Lader en tone runge i salen fra klaveret.

Jens Harvest er 51 år og en ret erfaren musiklærer. Andreas Westh er 26 år og forholdsvis nyuddannet. Men musiklæreruddannelsen har de taget på samme hold, på samme tid og ret exceptionelt på Bornholm.

Nød lærer lærere at undervise i musik

Mindre læreruddannelsessteder kan have svært ved at tiltrække studerende nok til små fag. Sådan var det også på Bornholm. Flere skoleledere efterspurgte uddannede musiklærere, men det var svært at tiltrække dem til øen. UCC Bornholm kunne ikke oprette musikhold, fordi for få studerende søgte faget.

Stor glæde over musiklæreruddannelse på Bornholm

På flere skoler var lærere, der underviste i musik, selv om de ikke havde undervisningskompetence i faget. Derfor var daværende skolechef på Bornholm Steen Ebdrup meget glad for, at det i 2017 lykkedes for kommunen at indgå en aftale med læreruddannelsen i København om, at man sendte instrumenter og undervisere over Øresund for at give musikfaget på øen et løft.

"Tidligere har skolerne måttet sende lærere til København for at få undervisningskompetence i faget. Det er både dyrere og mere tidskrævende for skolerne - så vi er glade for, at uddannelsen kan finde sted lokalt", sagde han dengang.

Signe Schmidt har været lærer på Bornholm i 25 år. I alle år har hun undervist i musik, men indtil 2017 har hun ikke haft uddannelse i faget.

"Vi var tre i mit team i 1. klasse. Jeg kunne læse noder og spille lidt klaver. Så det blev mig. Jeg var den eneste, der kunne synge relativt rent. Og så har jeg haft musik lige siden", siger Signe Schmidt.

I dag er hun formand for Bornholms Lærerforening, men underviser stadig i musik på Åvangsskolen i Rønne.

"Jeg havde mange år, hvor jeg sagde, at jeg ville have noget uddannelse i musik. Jeg sagde, at jeg ikke ville have musik længere end til 3.-4. klasse, men jeg endte med at få det til 6. klasse. Skolelederen sagde: 'Du er den eneste, der ikke lægger sig ned og græder, når du får det'", siger Signe Schmidt.

Da faget blev udbudt på øen i 2017, fik hun lov til at tage efteruddannelsen.

"Det var så dejligt at få noget uddannelse i et fag, som jeg holder af at undervise i. Det er smaddersjovt. Det er et anderledes fag end de boglige fag. Jeg kan lide at synge, men jeg er ikke særlig dygtig. Jeg er ikke særlig musisk begavet, så jeg var lykkelig for at få noget uddannelse".

Hun bestod linjefaget i 2019 og har undervist i det siden.

"Jeg er blevet en meget bedre musiklærer. Jeg lærte at spille brugsklaver. Jeg har lært at håndtere en guitar, bas, trommer, så jeg kan sætte sammenspil i gang. Det kunne jeg ikke før. Min fornemmelse er, at alle skoler på Bornholm i dag har en uddannet musiklærer", siger kredsformanden.

Fire år i træk: Færre lærerstuderende vælger musik 

En succeshistorie for et trængt fag

Susanne Skov var en af de to undervisere fra læreruddannelsen på Campus Carlsberg i København, som i en periode over to et halvt år pendlede til Bornholm for at undervise i musik.

"Det var et hold, der var blandet af lærerstuderende, der gik på Bornholms læreruddannelse, og alle øens musiklærere, der underviste i musik, men ikke havde uddannelsen i faget musik. Det var ret fantastisk. Jeg tror, Bornholms Kommune er den eneste, der har prioriteret, at alle musiklærerne skulle på skolebænken i det fag, de underviser i", siger hun.

Der var 20 studerende til at begynde med, men nogle faldt fra på grund af sygdom, fordi de fik nyt job eller flyttede fra øen. 13 kom gennem uddannelsen, og de har stadig en vis kontakt med hinanden og underviserne i en fælles Facebook-gruppe. Et sammenhold, som efter uddannelsen øgede muligheden for faglig sparring.

"Det er virkelig på alle måder en succeshistorie. Både vi og de har været glade for det. Efter-/videreuddannelse er ikke det, der står højest på dagsordenen, når det gælder musik. På den måde er det et trængt fag. Der er kommet flere timer i skolen, der er sket gode ting, men skolerne kan nemt blive opdelt i A- og B-skoler, alt efter om de har uddannede eller ikkeuddannede musiklærere", siger hun.

Linjefag giver de nødvendige redskaber

På holdet var også lærer Jens Harvest. Han er oprindeligt uddannet elektriker, men blev efter en rygskade uddannet som lærer i 2013 med dansk og specialpædagogik som linjefag. Da han blev ansat på Kongeskærskolen i Allinge, manglede man en musiklærer, og da han spillede klaver i sin fritid, fik han jobbet. I dag har han al musikundervisning på skolen - det vil sige ni hold om ugen."Jeg har fået nogle værktøjer til, hvordan man holder overblikket over 26 børn. Det er ikke nemt at spille band med så mange elever, men vi har fået værktøjer til, hvordan det kan lade sig gøre", siger han.Andreas Westh var lærerstuderende på øen, da musikfaget rykkede over Østersøen. Han er fritidsmusiker og underviste allerede på deltid i musik på Svartingedal Skole i Hasle, mens han studerede. I dag er han ansat på skolen på fuld tid med mange timer som musiklærer. Han er glad for, at han har linjefag i musik.

"Hvis jeg skal føre nogle til eksamen, vil jeg gerne have haft dem hele vejen. Så er det mit ansvar. Musikundervisning kræver meget energimæssigt og forberedelsesmæssigt. Jeg bruger mere energi og tid på musik end på matematik og engelsk. Derfor burde det være en fuldtidsstilling, hvis man har ni musikhold, men musik fylder altså kun halvdelen af mit skema", siger Jens Harvest.

Da han blev tilbudt at tage linjefaget musik, trak han vejret dybt, før han sagde ja. Han havde lige afsluttet et linjefag i matematik.

"Selv om vi får en dag om ugen fri til at være på uddannelse, så skal man jo lægge mange frivillige timer i forberedelsen. Sådan er det. Og jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke skulle i gang lige med det samme, men da de tilbød mig musik, kunne jeg ikke sige nej, og det har jeg på ingen måde fortrudt", siger han.

Erfarne og nyuddannede lærte af hinanden

At erfarne lærere blev uddannet sammen med lærerstuderende, mener både Jens Harvest og Andreas Westh har været et stort plus.

"Det gav meget, at de helt unge kommer med nogle i mine øjne naive ideer, hvor man tænker, at det kan ikke lade sig gøre. Men så bliver vi nødt til at gå ind i det med åbent sind. Og så er der jo faktisk noget af det, der virker. Når man er uddannet, og man har virket som lærer i en årrække, tænker man, at det er jo bare endnu et fag. Vi kan det jo godt. Men vi fik da kamp til stregen alle sammen", siger Jens Harvest.

Andreas Westh synes også, at de lærerstuderende fik meget ud af at følge undervisningen med de erfarne lærere.

"Jeg kunne en masse ting, men lige det der med didaktisk at kunne plotte det ind i undervisningen var jeg ikke skarp til. Derfor var det superfedt, at der var nogle, der var ude i felten og kunne prøve ting af med det samme. Det gav rigtig meget, at der sad nogle, som umiddelbart kunne sige, hvad man skulle tænke på".

I musiklokalet sætter Andreas Westh sig til trommerne og hamrer stikkerne i skindet. Jens Harvest lader tonerne til sangen "Livstræet" flyde ud fra det gamle klaver, som er brændemærket med Nyker Skole.

"Underviserne var virkelig tålmodige. Prøv at se, hvad der sker, når du slipper musiklærere løs på instrumenter", siger Andreas Westh.

Begge glæder sig til, at de igen, når corona og kommunen tillader det, kan undervise i musik på Bornholm.

"Er du ikke også tilmeldt børnekorkurset?" spørger Jens Harvest Andreas Westh. "Jo, det bliver fedt".