Prins Christian begynder i folkeskolen efter ferien

Prins Christian begynder i børnehaveklassen på Tranegårdskolen i Gentofte Kommune efter sommerferien. Dermed bryder kongehuset traditionen med, at kongelige går på privatskole. Anders Bondo mener, at kongefamilien sender et godt signal.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kongehuset har udsendt en pressemeddelelse, hvor det kort bliver oplyst, at kronprinseparret har besluttet, at deres søn skal i folkeskole. Prinsens fætre går på den private Krebs' Skole på Østerbro.

Skoleleder på Tranegårdskolen Torben Lind, fortæller at kronprinseparret har besøgt skolen, men han ved ikke, hvorfor valget er faldet på Tranegaardskolen.

"Det er dejligt, at kongehuset gider at vælge folkeskolen, og vi er glade for, at de har valgt Tranegårdskolen. Det er et flot signal, at de mener, at folkeskolen har noget at byde på", siger Torben Lind til Berlingske Tidende.

Tranegårdsskolen er en tosporet skole med cirka 500 børn.

Formand for Danmarks Lærerforening mener, at kongehuset sender et signal om, at folkeskolen er en vigtig del af det danske samfund.

"Da kronprins Frederik og kronprinsesse Mary skulle giftes, overvejede vi, at vores bryllupsgave skulle være en tur ud i den danske folkeskole og introducere dem for folkeskolen. Men det nåede jeg aldrig", siger Anders Bondo Christensen.

"Men jeg synes, at deres valg er et rigtig godt signal om, at folkeskolen har stor værdi for det danske samfund. Og jeg tror, at det indirekte kan få en betydning".