Der er sommer på Christiania. Solen banker ned over Pusherstreet, hvor københavnere og christianitter har slået sig ned på bænke, ølkasser og borde for at drikke øl, kaffe, sodavand og ryge en fed. Solen har tørret jorden på stierne i bund og giver den karakteristiske lugt af sommerbrændt jord, mens et bål i en olietønde minder om, at vi er på »Staden«. På hjørnerne står spejdere og holder øje med politiet, der også har tænkt sig at besøge Christiania i dag. Der bliver råbt »ost« adskillige gange fra den ene spejder til den anden for at meddele, at politiet er om hjørnet. Salgsvarer bliver hurtigt pakket af vejen, poser skifter hænder, og sælgere bevæger sig i hast væk fra gaden og ned ad smøger og gyder.

Ved en farverig husgavl på Woodstock - et af Christianias gamle værtshuse - sidder Kasper, en 2,10 meter høj 17-årig fyr, der på Christiania går under navnet »Kæmpen«. Han hænger ud sammen med en række bekendte, ryger lidt hash og gør, som han har gjort siden 14-års-alderen, hvor han startede med at komme på Christiania.

»I starten skulle jeg bare købe noget hash, men så en varm sommerdag fik jeg en idé til at udforske Christiania lidt og fandt ud af, at der lå noget, der hed Woodstock, Nemoland og alt muligt andet«, og så begyndte jeg bare at hænge ud på Woodstock.

I øjeblikket sover Kasper hos en veninde, fordi han ikke har lyst til at være på Sønderbro, den akutinstitution, hvor han har et værelse med sine ejendele.

»Jeg har sovet hos min veninde de sidste par uger, så jeg er altså ikke rigtig hjemløs«, siger Kasper.

Vi køber en cola, og Kasper viser os om hjørnet og op på en jordvold oven på en bunker. Her står et bænkebord. Der er brandmærker i bordet og en lighter splittet i fire dele. Han hiver to joint-rør op, som sidder klemt fast mellem brædderne, og putter dem i lommen.

Du kommer herude dagligt?

»Ja, selvfølgelig. Der er mange gode ting ved at være her. Jeg kan være mig selv. Der er ikke nogen, der kommer og fortæller mig, hvad jeg skal gøre, og jeg kan ryge en fed uden at genere nogen. Jeg føler mig ikke anderledes end alle andre her. Der er altid nogle at snakke med. I starten kom jeg herude med en ven og veninde. Men knægten sidder jo i fængsel i dag, han har røvet en butik, og min veninde er bare blevet herre-snobbet«.

Selvom Kasper kun er 17 år, har han allerede en lang og tung baggrundshistorie, som han gerne fortæller om uden at forsøge at sætte sig selv i et heroisk skær. For hvis hans historie bliver bragt i en god sags tjeneste, som han siger, vil han gerne fortælle.

»Da jeg var fem år og en måned, blev jeg flyttet til en plejefamilie. Min mor var 19 år, da hun fik mig, så hun var helt umoden og sagde altid: 'Ihh, hvor er du dum'. Jeg blev boende hos min plejefamilie, til jeg var ti år, og så flyttede jeg til noget, der hed Casablanca (et opholdssted for samspilsramte børn/unge i Præstø, redaktionen), som jeg blev smidt ud fra efter et halvt år, fordi de ikke kunne styre mig. Så flyttede jeg på Sølager, som er et ungdomsfængsel. Jeg ved sgu ikke helt, hvorfor jeg var der, men jeg flyttede allerede efter et år ud til noget, der hed Toppen i Høje Gladsaxe - en ungdomspension, hvor jeg blev i et år. Så boede jeg på Spanager (skole og behandlingshjem, redaktionen), var meget aggressiv i den periode og fik et par politianmeldelser for vold og ildspåsættelse. Derefter var jeg på et fucked up lortested for psykologiske tilfælde i Vig. For det mente man, at jeg havde brug for. Det kan godt være, at jeg har en hjerneskade, men jeg er ikke dum, og hvis man bare behandler mig ordentligt, så skal jeg nok passe mig selv ... Men altså, da jeg var yngre, var jeg meget umoden og derfor også meget aggressiv. Det er jeg ikke mere. For jeg gider ikke slås. Det kan godt være, jeg har lyst til det, når folk pisser mig af, men nu kan jeg godt styre det. Senest boede jeg på Sønderbro (socialpædagogisk døgninstitution, redaktionen) og har stadig nogle af mine ting derude«.

Kasper bommer smøger fra fotografen, der gavmildt deler ud.

»Du ryger ikke Cecil?« spørger Kasper fotografen. »Det skulle du gøre. De røde med filter er rigtig gode«, fortsætter han.

Er du slet ikke til at få til at smile? spørger fotografen.

»Nej, jeg er ikke sådan specielt smilende«.

Har du kontakt til din plejefamilie og mor?

»Ja, men de prøver at lave om på mig, og hvis de ikke kan respektere mig, så kan de bare lade være med at se mig. Min far er alkoholiker, og ham har jeg ikke set, siden jeg var fem år. Jeg ved ikke, om jeg ville blive glad eller ville banke ham, hvis jeg så ham. Han var meget aggressiv, når han var fuld, og prøvede altid at sparke døren ind«.

Er du stukket af fra den ene institution efter den anden?

»Nej, jeg har hver gang sagt til min kommune, at jeg ikke gad være der. Så nu bor jeg altså hos min veninde«.

Sover du nogle gange på gaden?

»Det har jeg prøvet i store branderter og i tog, hvor jeg er faldet i søvn. Jeg har også sovet i en opgang - et sted, hvor man kunne ligge ordentligt ned«.

Hvordan var det?

»Det er jo ikke det bedste. Men når jeg har drukket, er jeg så bedøvet og træt, at jeg bare gerne vil sove. Jeg er også stukket af nogle gange og har sovet på en station, hvor det bare var koldt, og en gang imellem har jeg sovet på gaden, hvor ingen har vidst, hvor jeg var henne«.

Hvor kunne du godt tænke dig at bo, hvis det var dig, der bestemte?

»I min egen lejlighed. Den behøver ikke være kæmpe stor. Bare der er køkken, toilet med bad, en seng og strøm, så man kan se tv, have dvd'er og vhs'er og måske et musikanlæg. Jeg vil ikke have noget, der er dyrt, bare så jeg kan leve og gå ind og ryge nogle fede hver dag«.

Får du nogle penge?

»25 kroner om dagen på Sønderbro, og det er også derfor, jeg kommer der en gang imellem for at hente penge«.

Kan du leve af dem?

»Ikke rigtigt. Nogle dage spiser jeg ikke noget, andre dage - for eksempel i dag - nasser jeg en tyver til to osteboller. Man vænner maven til ikke at spise noget. Men når jeg ikke har spist noget specielt i en hel uge, kan jeg godt mærke, at maven begynder at trække sig sammen«.

Har du ikke nogle personlige ejendele?

»Jeg har et tv, men ikke nogen computer. Jeg har ikke nogle sølvkæder, som de fleste teenagere render rundt med, og heller ikke nogen øreringe. De, jeg har siddende i mit øre, er nogle, jeg har lånt. Jeg har to par busker, et par underbukser, et par sokker, et par T-shirts, måske en bluse, jeg kan passe, og en jakke, der er gået i stykker i lynlåsen. Men jeg render rundt med den alligevel. Jeg har engang haft masser af ting. De er blevet væk, efter at jeg har flyttet så mange gange«.

Hvorfor kan du ikke få en lejlighed?

»Jeg har en dom (for vold mod en lærer, da han var 15 år, redaktionen), som er betinget. De vil ikke give mig mit eget sted, før jeg har bevist noget. Men jeg har ikke noget at bevise, jeg kan godt, hvis jeg gider. Jeg fortryder ikke dét, jeg har gjort. Så har jeg prøvet dét og ved, at det er forkert et eller andet sted. Men hvis man har gjort sig fortjent til tæsk, så er det sådan. Min gamle lærer holdt fast i mig, fordi jeg havde låst én inde på toilettet, og jeg sagde til min lærer, at hun skulle slippe mig, men hun blev bare ved og ved, og så blev jeg lige pludselig tændt af«.

Er der noget, du savner?

»Jeg vil helst ikke ud i kriminalitet, men hvis man er pissetørstig, kan man godt gå ind i en butik og tage en cola. Jeg savner penge, så jeg har råd til at købe mad og leve - en gang imellem gå i biografen og give vennerne en øl«.

Er der nogle mennesker, du savner?

»Min gamle ven, som jeg har boet på samme opholdssted med, og som var tosset nok til at gå ind og lave det lort i en butik. Ham savner jeg sgu - det må jeg give ham«.

Indtil Kasper flyttede fra sin plejefamilie, gik han i folkeskolen i Søborg. Derefter har han været tilknyttet forskellige skoler de steder, hvor han har været på institutioner rundt omkring i landet. Sammenlagt mener han selv, at han mangler halvandet års skolegang. Siden 4. klasse har skolen kun været til besvær for Kasper.

»Jeg gider sgu ikke, men jeg håber da, at der er nogen, der gider lære mere end mig. Til gengæld synes jeg, at jeg lærer en masse andet her på Christiania«.

Har der været særlige forhold i skolen, der har gjort, at du slet ikke havde lyst?

»Næ, men hvis man ikke kan finde ud af det, så skal man ikke presse sig selv mere, end man kan. Ellers bliver man hurtigt sur. Og det var nok et af mine problemer - jeg blev hurtigt sur«.

Var der noget, du godt kunne lide i skolen?

»Ikke specielt. På min sidste skole, Skolen Sputnik (en socialpædagogisk skole, redaktionen), var vi tit ude at fiske, nogle gik til kampsport, og andre spillede fodbold. Lærerne var meget forstående, men de kunne ikke rigtig gøre noget for mig«.

Hvad får du dagen til at gå med nu?

»Ryger noget chillum og snakker med folk«.

Mange på din alder går jo enormt meget op i World of Warcraft .

»Dét kan jeg også godt lide at spille på en netcafé sammen med én, der hedder Henrik. Han er fra min kommune, og vi er en gang imellem sammen«.

Det lyder da meget hyggeligt .

»Ja, så får jeg også lidt at spise. For når jeg er sammen med min veninde, så spiser vi ikke særlig meget - mest durumrulle eller falafel«.

Laver I aldrig mad?

»Nej, for hun har ingen strøm. Da hun var i fængsel, havde hun nogle venner boende, som ikke havde betalt strøm og lys, så vi klarer os med stearinlys og olielamper«.

Kasper sidder og trommer i bordet og ryger lidt flere cigaretter. Tonerne fra Pink Floyd's »Wish you were here« forplanter sig ud over Pusherstreet fra højttalerne på Woodstock. Fotografen prøver flere gange at overbevise Kasper om, at han er fotogen, men det synes Kasper overhovedet ikke og viser blandt andet et billede på et togkort frem, hvor han selv mener, at han er »totalt skeløjet og grim«. Til gengæld har han det okay med sin højde. Han har heddet »Kæmpen«, siden han første gang kom ud på Christiania, hvor han havde skrevet navnet på en kasket.

»Det er fint nok at være så høj. Når folk kender mig, er de søde nok. Selvfølgelig har folk fundet på øgenavne, men jeg har holdt hovedet koldt og fundet ud af, hvem der var mine rigtige venner«.

Hvad har været det bedste, du har oplevet indtil videre?

»Det ved jeg ikke, men jeg ved, hvad der vil gøre mig rigtig glad. At jeg bare dør, så folk, der har pisset mig af og virkelig har været onde, bryder totalt sammen. Det er min største drøm«.

Er der slet ikke en dag, du kan tænke tilbage på, som har gjort dig rigtig glad?

»Jo, der er noget, der hedder Vejlø - den første dag, jeg var der, var nok den bedste dag i mit liv. Det er en lille ø i Nakskov Fjord. Der er billigt, hyggeligt, man møder folk, laver mad over gaskomfur og bager boller eller snobrød om aftenen. Jeg var der med min mor og stedfar - og bare dét at være sammen med folk, man kender, var hyggeligt. Min stedfar har jeg altid betragtet som min rigtige far. Den mand har gjort mange gode ting for mig, men de er ikke sammen mere. Men altså - jeg har været på Vejlø tre gange og er blevet rigtig glad for det sted. Jeg vil gerne have, at mine børn kommer derhen, hvis jeg engang får nogen. Jeg har nemlig altid vidst, at jeg gerne ville have børn - blive en lille familie«.

Hvad er det værste, du har prøvet?

»Hele mit liv er sgu det værste, jeg har været med til«.

Hvad tror du er det afgørende for, at det er gået dig, som det er?

»Det ved jeg ikke. Jeg siger heller ikke, at jeg har været den letteste at håndtere. Men jeg føler ikke, at jeg har været specielt ønsket. Jeg har ikke nogen mor-følelser for min mor, for vi kan bare ikke sammen og er ligesom cornflakes og cola«.

Vi snakker lidt om, hvad der ville være rart for Kasper ved at få sit eget sted, og om, at han altid trænger til ro - og lige pludselig sidder der fem af Kaspers venner fra Christiania omkring bordet. De har en klump hash med, som de ordner, og Kasper vil gerne ryge med. Så vi bliver siddende og præsenterer os som fotograf og journalist fra »Hus Forbi« og Folkeskolen/Undervisere.

»Men jeg er jo ikke hjemløs«, siger Kasper.

Det er der til gengæld flere af de andre, der mener, at de er. De er i alderen fra 15 til 17 år og ser alle sammen rimeligt velklædte ud. En af drengene fortæller, at han fik tæsk af sin far i går, og siger: »Og så røg jeg sgu ud!«

»Det er ikke engang løgn«, siger en anden.

Vi er først i tvivl om, hvorvidt de taler sandt, men kan langsomt fornemme, at de ikke er ved at binde os en historie på ærmet. Det er en gruppe unge med øgenavne som Pivert, Smokey, Dronningen og Guden, der kommer fra forstæder til København. De sover hos hinanden og rundt omkring, hvor det nu engang kan lade sig gøre. Ingen af dem har særlig god kontakt til deres forældre og ej heller særlig høje tanker om de voksne.

En pige på 15 år har ikke set sin mor længe, men skal til gengæld se hende i morgen:

»For der skal jeg i retten for vold«, siger hun.

De fortæller, at de har sovet på gaden, på togstationer og steder, hvor de kan finde varme, når det har været nødvendigt - for eksempel i indkøbscentre. De har ikke rigtig nogen penge og er hele tiden sultne. Lever af boller med ost og lidt rugbrød, fortæller de.

Og så går de vistnok også tit i Netto og andre steder, hvor de kan »nakke« en cola og andre fornødenheder.

Når vi spørger til, hvad de gerne vil, lyder svarene:

»Komme i gang med noget«.

»Få et fucking liv«.

»Jeg vil fandeme gerne være mekaniker«, siger en af pigerne.

»Skolen er noget lort, men jeg savner den«, er der én anden, der siger.

»Jeg vil gerne have min 9. klasse«, siger én, mens de fleste af de andre kan fortælle, at de ikke har lavet noget siden 6.-7. klasse. En enkelt har taget 9. med.

En af pigerne fortæller, at hendes mor tager hendes børnepenge, og de forklarer deres velklædte ydre med, at de går rundt og »nakker« ting og sager. Én af dem har lige solgt en ring, han har arvet fra sin mor. Og lige pludselig er der en anden af drengene, der har en temmelig »varm« Christiania-bike, som han gerne vil sælge for 700 kroner. De koster normalt omkring 17.000 kroner - men denne her er fra Sønderborg, forsikrer han, så den er der vist ikke nogle problemer med.

»Indimellem bliver man taget af politiet, og så kommer ens forældre og henter én, så får man tæsk, og så er man ude på gaden igen«, forklarer en pige uanfægtet.

Da de har fået delt den joint, de har mikset på fotografens visitkort, er de spredt for alle vinde igen. Nogle af dem er gået ned til den salgbare Christiania-bike, og vi går af sted sammen med Kasper, som vi skal tage de sidste billeder af. Han stiller sig hen foran Woodstock, som er hans absolutte favoritsted på Staden - ved en stor kasse foran indgangen, som han tit sidder på. Vi siger farvel og aftaler, at vi kan finde ham herude en anden dag, hvis han vil læse det igennem, vi har skrevet. Han har nemlig ikke nogen mobiltelefon, men er altid at finde netop her.

»Selvfølgelig. I kommer bare«, siger Kasper. |

»... hvis man ikke kan finde ud af det, så skal man ikke presse sig selv mere, end man kan. Ellers bliver man hurtigt sur. Og det var nok et af mine problemer - jeg blev hurtigt sur«