"Du er en fagligt kompetent lærer og en god pædagog. Du kan fortælle den store historie og forklare om den. Du vil gerne eleverne og du rækker ud efter dem med hjerte og hjerne, men nogle af dem vil alligevel ikke give en skid for det, du kommer med".

Med de ord understregede den svenske kultursociolog Mats Trondman en af sin ungdomsforsknings centrale pointer over for en fuld sal af konferencegæster på Akademiet for Utæmmet Kreativitet  (Afuk). Mats Trondman talte i tråd med konferencens tema om unges motivation for at lære. Men at nutidens børn og unge generelt skulle være umotiverede for læring og uddannelse, mener han ikke.

Skolelærere er ikke længere autoriteter

Det er derimod opbruddet i lærerautoriteten, der bærer skylden, hvis eleverne ingenting lærer af at gå i skole. For eksempel er det en pointe, at viden ikke længere er noget, læreren eller skolen har patent på. Viden er noget, der flyder og en elev kan så nemt som ingenting google det, læreren fremlægger. Blandt andet derfor handler det for læreren om at få skabt en relation til eleverne, så de kan se meningen med at lære af netop dig. I bogen, der danner baggrund for konferencen om unges motivation, udtrykker Mark Trondman det sådan her:    

"Svensklæreren kan sagtens formidle, hvad et verbum er, ligesom samfundsfagslæreren udmærket kan forklare, hvad demokrati er. Men hvis undervisningen skal fungere, er eleverne nødt til at være med på den. Faglig dygtighed og pædagogik er således nødvendige - men ikke tilstrækkelige - kompetencer. Læreren er nødt til at vinde relationen, hvis undervisningen skal blive til læring hos eleverne".

Nemmere sagt end gjort

Mats Trondman indrømmer, at det er nemmere sagt end gjort, da folkeskolen.dk taler med ham efter oplægget. Men på konferencen stod faktisk et levende eksempel på en elev, hvis lærere havde vundet relationen til hende. Umiddelbart inden Mats Trondmans oplæg fortalte Freja fra Afuk om at være droppet ud af gymnasiet, fordi hun ikke kunne genkende sig selv i gymnasielærernes opfattelse af hende. På Afuk havde hun til gengæld oplevet at blive hørt og set af voksne, der interesserede sig for, hvem hun var og hvor hun kom fra.      

Men hvordan klarer man det i en klasse med 25, måske 30 elever, som man har to gange om ugen til matematik?

"Godt spørgsmål, men jeg tror for det første ikke, at man skal se relationer som noget, der er eksisterer elller skal klares for sig selv. Det går ikke at tænke, at nu er jeg matematisk, nu er jeg pædagogisk og nu vinder jeg relationer. Det må foregå samtidig. I forvejen gennemgår matematiklæreren ikke bare stoffet. Han vil samtidig pædagogisk skulle forklare det, men for at det lykkes behøver han en relation, som gør det muligt for eleverne at stige på", svarer Mats Trondman og understreger vigtigheden af, at eleverne mærker, at læreren gerne vil være sammen med dem, at læreren går op i, at de skal engageres og lykkes. 

Hvordan skal jeg være voksen?

Modsat tidligere, hvor voksnes autoritet over for børn og unge var givet, skal voksne i dag forhandle sig frem til autoritet og opbygge, hvad Mats Trondman kalder 'relationskapital'. Særligt i de store klasser kan det være en stor udfordring og det bliver ikke nemmere, hvis man er ung lærer. Om læreren er dygtig eller pædagogisk nok er derfor heller ikke det vigtigste spørgsmål at stille.  

I stedet må læreren være optaget af, hvordan han eller hun kan være voksen. Hvordan vinder jeg relationen til eleverne, og hvordan får jeg eleverne til at engagere sig i undervisningen? 

"Jeg har set meget kvalificeret undervisning med fagligt dygtige lærere med pædagogiske kompetencer, som ikke har ført til læring hos eleverne, fordi læreren ikke var i stand til at svare på disse spørgsmål", udtaler Mats Trondman i førnævnte bog, 'Unges motivation og læring'. Det er Center for Ungdomsforskning, der har udgivet bogen som led i forskningsprojektet "Unges lyst til Læring", der er støttet af Egmont Fonden.

Foruden Mats Trondman giver elleve andre eksperter i bogen deres syn på, hvad forfatterne fra Center for Ungdomsforskning har kaldt 'motivationskrisen i uddannelsessystemet'.