Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Han synker sammen i skuldrene og vader ud af klassen med et ”jeg kan heller ikke noget”.

Det er begyndelsen af 9. klasse efter sommerferien, og her på femtedagen, hvor de er blevet bombarderet med, hvor travlt vi har i dette afsluttende skoleår, hvad vi skal nå, hvordan prøverne er - er der allerede nogle, der stempler ud. Og det hjælper ikke at sige, at deres karakterer ikke betyder noget - for det gør de jo.

Jeg har været lærer i 24 år, og jeg oplever fra år til år mine elever i udskolingen få det værre og værre mentalt. Der sidder mindst én i hver klasse med angst. Og hvor jeg for ti år siden selv gik i panik, hvis en elev fik et angstanfald, ved jeg nu - som en anden førstehjælper – præcis, hvad jeg skal gøre for at hjælpe min elev igennem anfaldet. Jeg kan ikke længere tvinge eleverne til at fremlægge foran klassen - det koster mange af dem søvnløse nætter og panikanfald - og det synes jeg ikke, man skal have, når man går i folkeskolen.

Men hvad er de kede af, vores unge? Hvad er de bange for?

Debatten raser for tiden og alle vil gerne være eksperter - og helst så sort/hvidt som muligt. Så er det skærmenes skyld. De sociale medier. Skoledagens længde. Undervisningens kompleksitet. Forældrenes manglende opbakning (forældrebashing går aldrig af mode). Perfekthedskulturen. Fake news. Diagnosticering og over-diagnosticering (i nogles øjne). Og den helt store skurk: inklusion.

Påbudssamfundet

Christian Hjortkær udgav i 2020 bogen ’Utilstrækkelig’, hvor han forklarer, at unge i gamle dage levede i et forbudssamfund, hvor der var rammer, regler og grænser. Trådte man ved siden af, fik man et rap over nallerne - og så vidste man dét.

Vores unge lever i et ’påbudssamfund’. De får at vide, at alt er muligt, alt er ok - og så kan de ellers gå i gang med at stræbe efter idealer: Er jeg smuk nok? Klog nok? Tynd nok? Sund nok? Det ærgerlige ved idealer er, at de jo netop er: idealer, og dermed uopnåelige. Forestil jer hver dag ikke at føle af man er nok. Hvad gør det ved én? Jeg tror, man bliver rigtig trist indeni…

Skærme, sociale medier, prøver, skoledagens længde

Til forældremødet i august havde jeg mental trivsel på som punkt.

”Men hvad kan vi forældre gøre derhjemme, Anne?” spurgte en mor.

Og jeg svarede, at det for nu gjaldt om ikke presse deres unge. Bak dem op, hjælp dem med at passe skole og lektier - og giv plads til fejl, manglende evner og træthed.

Men det er jo et plaster på et åbent sår. For i mine øjne er der ingen tvivl om, at det her en samfundsopgave. Nu må vi rykke sammen og redde næste generation.

Skal skærmene ud af skolen? Jeg tror det ikke. Jeg tror, at vi skal lære de unge om teknologiforståelse, så de kan leve med teknologien under egen bevidsthed.

Skal de fri af sociale medier? Ja, gid de kunne. Men det tog kører, og vi må lære dem at skelne mellem ægthed og falskhed. Hvis vi kan.

Skal skoledagen reduceres? Ja, absolut. Giv dem deres fritid tilbage.

Skal prøverne afskaffes? Tja. Det kunne være interessant at se, hvad der kan ske ved det? Måske bliver eleverne motiveret af de ”rigtige” årsager (interesse) fremfor krav og karakterer?

Der er noget nyt på færde

Men altså. Jeg tror også, at der er mange, mange andre faktorer, der spiller ind. Og jeg køber ikke præmissen om, at ”vi andre også var kede af det som teenagere, det er en del af livet”. Nej - der er noget helt andet på færde!

Jeg går ud og får fat min triste elev. Prøver at snakke med ham. Siger en masse ting om, at han er god nok som han er. Men jeg kan se, at det tror han ikke på. Måske er vi flere, der skal ud at sige det til vores unge? Du er nok!