Debat

Bliver fremtidens Frederiksbergske folkeskole også for drenge?

Ét af de store ligestillingsproblemer er det forhold, at dobbelt så mange drenge som piger ikke får en uddannelse udover folkeskolen. Her ligger kimen til de måske største ligestillingsmæssige udfordringer i dagens Danmark.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I kølvandet på den netop overståede "Mændenes Internationale Kampdag" 19. november - hvem har hørt om den? -  kan det være værd at reflektere over, om vi utilsigtet har fået skabt en folkeskole, som det ene køn har unødvendigt vanskeligt ved at trives i, og hvordan vi i givet fald får skabt en ny og bedre ramme, hvor alle børn uanset køn får mulighed for at realisere deres fulde potentiale. 

Ligestillingdebatten kombineret med debatten om prioriteterne for fremtidens folkeskole gør ikke kompleksiteten og konfliktpotentialet  mindre. Her er der, som bekendt, i forvejen langt flere bud på, hvad folkeskolen bør befatte sig med, end der realistisk kan afsættes ressourcer til at løse. Der skal altså ekstraordinært gode grunde til at bringe nye krav og ønsker til bordet.

Men når dobbelt så mange drenge som piger ikke får en uddannelse udover folkeskolen, så er der også tale om en ekstraordinær situation.  Her ligger kimen til ikke bare de måske største ligestillingsmæssige udfordringer i dagens Danmark, men også en lang række afledte sociale og menneskelige ulykker, som kunne være undgået. Som bekendt topper mændene i bunden. I stort set alle de dårlige statistikker er der et stort flertal af mænd.  Bunden af samfundet udgøres i dag ikke længere af den arketypiske enlige mor, men langt oftere af en enlig - oftest barnløs - uuddannet mand, som kæmper med arbejdsløshed og/eller misbrug. Nå ja, og som heller ikke har det store held på datingmarkedet. For de fleste har skolen ikke været den succesoplevelse, som den kunne have været.   

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

På Frederiksberg skal vi næste år genbesøge strategien for fremtidens frederiksbergske folkeskole. Et af mange mulige fokusområder - vi skal vel vælge en 3-5 stykker - er netop drengenes trivsel og udvikling, eller mangel på samme. Én af vores udfordringer er, at kompetencedækningen på et traditionelt "mandefag" som natur/teknik er markant lavere end landsgennemsnittet, hvilket alt andet lige både betyder færre mandlige rollemodeller og en lavere faglighed. Men det er kun et enkelt nedslagspunkt. Vanskelighederne ved at rekruttere tilstrækkeligt mange tilstrækkeligt kompetente mandlige lærere, som både kan agere faglige fyrtårne, rollemodeller og kulturbærere er en kritisk udfordring for folkeskoler i hele landet. 

Både lokalt og nationalt bør vi prioritere en skole, hvor der også er rum til udvikling for de raske drenge, og hvor løsningen ikke er endnu en diagnose. Forhåbentligt bliver vi enige om at gøre netop det til en prioritet på Frederiksberg, og forhåbentligt bliver vi ikke de eneste. 

Powered by Labrador CMS