Barbiedukke er et totalt forbudt ord, når Josefine er i nærheden.

- Sig det ikke, råber hun.

- Det hedder en B-dukke her i huset, hvis du absolut skal tale om det. Jeg hader B-dukker og B-ting.

- Jeg var til fødselsdag forleden hos en veninde, og der gav jeg hende nogle B-ting. Hun blev vist glad for det, siger hun, mens hendes ansigtsudtryk tydeligt viser, at det forstår hun i hvert fald ikke noget af.

Josefine Koch Jürgensen er syv år og bor i en stor lejlighed påØsterbro i København med sin mor, Charlotte, der er økonom, og marsvinet Pippi. Og for et halvt års tid siden flyttede Thomas ind. Han er mors kæreste og maler enormt godt. Josefine og Thomas bruger en del tid sammen på at male.

Josefine har ellers arvet en kuffert fuld af B-dukker og B-ting, men da den i lang tid havde stået urørt på hendes værelse, flyttede hendes mor den ned i kælderen.

Hendes værelse er nærmest sirligt. Der er seng, skrivebord, Pippi i bur, skab, forskellige sovedyr såsom elefanten Jesper og pindsvinet Kenneth, en plakat med Spice Girls på døren, lidt malerier og tegninger og nogle nipsting. Men der er stort set intet legetøj.

Hun tegner meget og ellers spiller hun alle slags spil. Hun spiller også på computeren, der står i køkkenet. Det går fint med at lægge svære puslespil på computeren, lægge kabaler og finde miner, men det er lidt svært, når et puslespil skal gemmes, fordi computeren taler engelsk. Det kræver hjælp, og det er smadderirriterende, for hun vil helst selv.

Josefine er en udling. Det har en af hendes venner sagt. Selv er han en indling. Det betyder, at han helst vil være inde, mens Josefine helst vil ud og lege. Hun er aktiv, og der er ofte fart på hende. Ved Skolernes Motionsløb før efterårsferien drønede hun af sted, da startpistolen for de mindste elever lød i Østre Anlæg.

- Jeg skal da løbe mange omgange, sagde hun, da hendes lærer fortalte, at man selv kunne vælge, om man ville gå en tur rundt i parken sammen med hende, eller om man ville løbe.

Hun nåede fire omgange a 800 meter - de tre af omgangene i regnvejr, men det betød ikke noget. Hun skiftede bare tøj bagefter henne på skolen.

Hun går i 1. klasse påØstre Farimagsgades Skole. Hun har ikke gået i børnehaveklasse, fordi børnehaven var så god, og fordi der var mere plads dér end i børnehaveklassen på skolen. Hele hendes klasse kommer direkte fra børnehaven, mens parallelklassen alle har gået i børnehaveklasse. I alt er de 27 i klassen, og alle går på samme fritidshjem. De bliver hentet på skolen og følges derover i samlet flok.

For Josefine var det en større omvæltning at skifte fra børnehaven til fritidshjemmet, end det var at begynde i skole. Hun var meget skoleparat, men synes umiddelbart, at børnehaven var sjovere, for man leger aldrig i skolen.

En vuggestu-e, babu babu ba-bu. Josefine og en veninde synger på vej til fritidshjemmet.

- En vuggestue, der hedder flue.

De griner og beslutter at springe børnehave over, fordi der ikke er noget, der rimer på børnehave.

- Der var engang en skole, synger de og diskuterer lidt, om omkvædet skal være babu babu ba-bu eller babu babu babuue.

Josse - som hun kaldes - synger meget sammen med sine venner, og turen fra skolen over til fritidshjemmet på Kommunehospitalets grund er en god anledning til sang. Også når det regner.

- Regn, regn gå din vej, vi har ikke brug for dig. Sol, sol kom igen, du er vores bedste ven.

De skråler løs i regnen, og bagefter taler de om, at det er djævlen, der tisser på os.

- Man kunne prøve at trampe ham i hovedet, så han holdt op, mener Josefine.

På fritidshjemmet, som hedder Hvepsereden, kaster hun sig først over den éthjulede cykel. Hun mestrer ikke teknikken helt endnu, men hun øver sig hver dag. Bagefter laver hun sin perleplade færdig. Den skal bruges som gave. Et par af drengene beundrer den og prøver selv at gå i gang, men deres tålmodighed slipper hurtigt op.

Bare jeg må få to pandekager, så er jeg lykkelig, siger Josefine, mens hun danser lidt foran komfuret. I røg, damp og dej er syv børn og en pædagog ved at lave pandekager til hele fritidshjemmet.

Hun leger med at lave mønstre i pandekagen og spørger, om den ikke ser dejlig ud. Pandekagen vendes resolut.

Hun er et omsorgsfuldt og socialt barn, og hun leger på skift med klassekammeraterne. Hun vælger den aktivitet, hun har lyst til, og ser ikke først på, hvem hun kommer i gruppe med. Hun er selvstændig. Men hun er også en pige, der kræver modspil. Giver kammeraterne hende ikke modspil, snor hun dem om sin lillefinger og får dem til at varte sig op. Og hun er knivskarp i sine argumentationer.

For nylig deltog hun i en fodboldturnering mellem flere fritidshjem. Hun var den eneste pige fra Hvepsereden. Og hva' så, siger hun. Det betyder intet. Det var sjovt at spille fodbold, og det er dét, der tæller. Desværre vandt de ikke.

Josefine er også den, der står først på spring, hvis der er mudderbad på fritidshjemmets legeplads, som der var en gang i sommer. Det var herligt.

På et tidspunkt gik flere af pigerne i hendes børnehave til ballet, men det gad hun i hvert fald ikke. Om så hun var den eneste pige i børnehaven, der ikke gik til ballet, så var hun ligeglad. I stedet begyndte hun at gå til håndbold. De andre piger gloede underligt, da hendes mor spurgte, om der var andre, der havde lyst til at være med til håndbold. Men Hanna ville gerne, så de to piger følges med én af mødrene hver torsdag til Nørrebrohallen.

Her varmer de op med løb, dans og øvelser til smølfemusik eller andre toner, og bagefter er der indledende boldbehandling. Det går stille og roligt fremad med lidt kast på mål, boldlege og øvelse i at holde på den til tider meget levende bold.

- Det er lidt irriterende, at min mor altid har været først med alting, siger Josefine.

- Hun har spillet meget håndbold tidligere.

Til gengæld har hendes mor vist aldrig tegnet og malet så meget, som Josefine gør.

Hun er ambitiøs, vil gerne være god til tingene og vil gerne have ret. Især derhjemme er hun argumenterende. I skolen er hun lidt mere stille, men stadig aktivt deltagende og nysgerrig.

Og så har hun humor. Pludselig bryder hun ud i jysk, laver grin og ballade eller dasker en af drengene i klassen i enden for at få gang i en leg.

- Jeg skammer mig sådan over at være barn, siger hun, men knækker så fuldstændig sammen i grin. Hun prøver igen at holde masken, men den går ikke.

- Jeg skammer mig over at være barn, så jeg ikke kan komme med til fest på lørdag.

Thomas skal holde stor fest - men det er uden børn, så Josefine er temmelig utilfreds. Men det har hun fortalt, så nu er der fint plads til at grine og lave skæg med det. Hun prøver at spille sur, men det er helt umuligt. Hun kommer hele tiden til at grine.

Indimellem samler hun flasker for at tjene noget ved siden af lommepengene på 20 kroner om ugen. Hun sparer op.

- Jeg ved ikke rigtigt til hvad endnu.

Sidste gang hun havde sparet op, købte hun en sælskindsjakke. Det var, da hun i foråret var i Grønland for at besøge sin far, som i en periode arbejdede dér. Det var enormt spændende.

Legetøj ønsker hun sig stort set aldrig.

I skolen leger hun tagfat eller Kongens efterfølger i frikvarteret, eller hun leger elsker/elsker ikke med en anden, så går de rundt og holder hinanden for øjnene, mens de skal sige elsker eller elsker ikke, når de står foran en af de andre.

Josefine holder meget af at hoppe og bevæge sig og er ret fortørnet over, at Statens Museum for Kunst bygger ud i Østre Anlæg.

- Alt nyt er dårligt. Kælkebakken er væk, fordi de bygger museum, og nu er mit gode hoppested på fortovet også væk!

Voksne bestemmer sådan nogle mærkelige ting, synes hun. Hun vil i hvert fald ikke hellere have et museum.

- Hvis jeg sku' bestemme, så skulle børn bestemme, og forældre skulle lave alting. Og så skulle man kunne gå ude på gaden og have bilfrie søndage ligesom i gamle dage.

Alt nyt er dårligt! Kælkebakken i Østre Anlæg er væk, fordi de bygger museum, og nu er mit gode hoppested også væk

Hvis jeg sku' bestemme,

så skulle børn bestemme,

og forældre skulle lave alting. Og så skulle man kunne

gå ude på gaden og have bilfrie søndage ligesom

i gamle dage