Guide

”Det er enormt vigtigt, at forældrene ikke føler sig snigløbet, eller at man går bag om ryggen på dem”, siger Dorthe Rysgaard, læringskonsulent hos PPR i Lolland Kommune.
”Det er enormt vigtigt, at forældrene ikke føler sig snigløbet, eller at man går bag om ryggen på dem”, siger Dorthe Rysgaard, læringskonsulent hos PPR i Lolland Kommune.

Pas på sproget i underretninger

Med barnets lov må børn ned til ti år nu se deres egne sagsakter, herunder også underretninger. Derfor skal lærere og andre, der skriver om svære ting i børn og unges liv, have blik for, hvordan teksten kan læses af dem, man skriver om.

Publiceret Senest opdateret

Dorthe Rysgaard har som lærer set det meste, når det kommer til sager, der fører til en underretning. Børn med sorte negle og manglende madpakker. En enlig mor til fire børn, der har mistet sin mand til kræft. Skolevægring. Og de værste sager, dem, hvor forældrene ikke bliver orienteret, men hvor politiet henter børnene i klassen.

Lolland Kommune, hvor Dorthe Rysgaard arbejder, er et af de steder i landet, hvor der ligger flest underretninger på børn. Ankestyrelsens Underretningsstatistik har tidligere anslået, at der er foretaget en underretning på hvert tiende barn. 

Dorthe Rysgaard opfatter forældrene på Lolland som meget forskellige, og hun ser ikke en sammenhæng mellem børn af forældre på overførselsindkomster og de underretninger, der bliver skrevet. Men hun har selv skrevet mange.

Som lærer i Maribo gennem 20 år og med funktioner som LKT-vejleder (læring, kontakt og trivsel), SSP-kontaktlærer (skole, sociale myndigheder og politi) og sorggruppeleder har hun mange års erfaring med at skrive underretninger. Både dem i den lettere afdeling, hvor en drøftelse kan løse problemet, og de helt tunge, hvor der er mistanke om vold eller seksuelle overgreb. Men uanset sagens alvor er hun altid bevidst om, at børn kan læse, hvad hun skriver om dem.

”Det er altid en balancegang, når man skriver en underretning. For der skal jo stå det, der skal til, for at den bliver taget alvorligt, og sagsbehandleren er ordentligt klædt på til det videre forløb. Men jeg tænker over, at familien og barnet skal kunne læse det. Og her bliver det svært, for man skriver jo ikke en underretning i børnesprog”, siger Dorthe Rysgaard, der i dag er læringskonsulent hos PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) i Lolland Kommune.

Med barnets lov, der trådte i kraft 1. januar, bliver ordvalget i en underretning mere aktuelt end nogensinde. Dels fordi man fra politisk side med loven ønsker et opgør med stigmatiserende sprogbrug, så børn ikke opfatter sig selv som et problem, der skal løses. Dels fordi børn ifølge loven får ret til at blive inddraget mere i deres egne sager end tidligere.

Det betyder blandt andet, at børn helt ned til ti år må læse deres sagsakter, hvis børnenes rådgivere vurderer, at de kan forstå indholdet, herunder også underretninger. Det stiller krav til, hvilke ord man som lærer vælger at bruge, når man skal beskrive børn, der oplever noget sårbart.

Negative fortællinger går igen

Der er ord, der klæber til børnene og bliver en del af deres selvopfattelse."

Mette Larsen, tidligere Viso-specialist

Antropolog Mette Larsen har læst mange sager med både underretninger og skoleudtalelser i. Hun er tidligere Viso-specialist (Den Nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation) på anbringelsesområdet og nu projektleder på Københavns Professionshøjskole, hvor hun blandt andet underviser lærerstuderende i, hvordan professionelle kan arbejde med deres skriftlighed i børnesager.

Hun er stødt på mange beskrivelser af børn og deres problemer, som ikke er hensigtsmæssige.

”Som Viso-specialist læste jeg børnesager fra mange forskellige kommuner. Her hæftede jeg mig ved, at der ofte var et stort problemfokus, og at det ofte blev fremstillet, som om barnet udgjorde et problem, frem for at skrive at det havde et problem, og jeg blev bekymret ved tanken om, at de her børn en dag skulle læse det, der stod om dem”, fortæller hun.

I sin læsning af sager har Mette Larsen flere gange oplevet, at de samme negative beskrivelser af børn bruges af forskellige fagpersoner igen og igen.

”Jeg har oplevet, at psykologiske betegnelser bliver copypastet helt ukritisk gennem forskellige sagsakter. Det kan være vendinger som: ´Hun laver splitting´eller ´han har et falsk selv´. Det er ord, der dels er svære at forstå, dels klæber til børnene og bliver en del af deres selvopfattelse”.

Netop børns selvopfattelse er vigtig at have for øje, når man som lærer skriver en underretning. Det fortæller psykolog Rikke Yde Tordrup, der er klinisk børnepsykolog og ekspert i tilknytning og udsatte børn.

”Som lærer kan man være den person, der giver utrygt tilknyttede børn en følelse af at være noget værd gennem en tryg relation. Hvis de elever senere opdager, at man har skrevet negativt om dem, vil de simpelthen føle sig bedraget, og mange års relationsarbejde kan gå til spilde. Det kan være en kæmpe risikofaktor for udsatte børn”, siger hun.

Et brev fra lærer til elev

For at sikre at børn og familier føler sig set og hørt af skolen, anbefaler Mette Larsen, at man efterlever nogle skriftlige principper, når man skriver underretninger.

Hun har selv udviklet ni skriftlighedsprincipper, hvor hun blandt andet opfordrer til, at man adskiller barnet fra problemet, skriver kort og neutralt og gør det tydeligt, hvor man har sine oplysninger om barnet fra. Og så er det vigtigt at bruge barnets egne ord.

”I det omfang det er muligt, vil jeg altid anbefale, at man bruger familiens eller barnets egne formuleringer. Man kan godt skrive, hvad man selv vurderer som fagprofessionel, men der ligger en respekt i også at beskrive, hvordan familien selv omtaler deres problemer”.

For at undgå at børn føler sig svigtet af den lærer, der skriver en underretning eller skoleudtalelse, kan man skrive det, Rikke Yde Tordrup kalder børnebreve. Breve, som læreren skriver personligt til barnet, og som bevidner relationen mellem lærer og elev.

Et børnebrev skal indeholde minder, observationer og noget faktuelt om barnet, forklarer Rikke Yde Tordrup:

”Formålet med et børnebrev er at højne barnets selvværd og tillid til verden, og det kan være med til at sikre, at barnet ikke rent udviklingspsykologisk går helt i stykker af at læse sin egen sag”.

Brug børnenes egne ord

Når Dorthe Rysgaard skriver underretninger, holder hun sig til nogle tommelfingerregler. Hun bruger børnenes egne ord, og hun holder sig fra at drage konklusioner. Og så inddrager hun forældrene tidligt i processen, medmindre sagerne drejer sig om vold eller overgreb.

I Social- og Boligstyrelsens udgivelse ”Håndbog om barnets lov” er forældrenes tillid til systemet nævnt som et væsentligt punkt, der kan sikre børns trivsel. 

Forældre har behov for tilstrækkelig information for at kunne gennemskue de processer, der bliver iværksat omkring deres barn, står der. Det er Dorthe Rysgaard enig i.

”Når man arbejder i folkeskolen, er forældresamarbejdet noget af det allervigtigste. Så det er enormt vigtigt, at familien ikke føler sig snigløbet, eller at man går bag om ryggen på dem. Det ville være ærgerligt at risikere et dårligt samarbejde, fordi man skriver en underretning, man godt kunne have fortalt om”, siger hun.

Hun fortæller, at forældre i udgangspunktet bliver kede af det, når der kommer en underretning. Men hvis man sørger for, at kommunikationen er ordentlig, er der ofte en lydhørhed. Også over for at en underretning kan skabe muligheder, de ikke selv havde set – og måske endda fjerne nogle tabuer.

”Mange forældre tænker, at der er noget galt med dem, hvis der bliver skrevet en underretning på deres barn. Men de får ofte øjnene op for, at det kan give en hjælp, som familien har brug for i en periode, og at systemet ikke er farligt”, siger hun.

Powered by Labrador CMS