Fuldkorn til lærerne

Hvad spiser lærerne egentlig til frokost? Har de madpakke med? Vi besøgte et stort lærerværelse i Herlev en mandag i januar

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En klapsammen med lidt magert kyllingepålæg. Og så en gulerod eller to, et æble og en skolemælk, hvis der er én i overskud. Sådan så madpakkerne ud en mandag i januar på landets største skole, Lindehøjskolen i Herlev med 889 elever og 73 lærere.

Må jeg se din madpakke, lød det simple spørgsmål til skolens lærere - og så kom forsikringerne om, at der ikke var smør på brødet, og at det var helt magert pålæg. Danskernes skræk for at nyde eller total slankekur over hele linjen? Fedtpolitiet må have været på besøg før os.

Handler det om sund kost, spurgte nogle. Næh. Det handler bare om, hvad en flok Herlev-lærere har med på madpakken sådan en mandag i januar.

Lærerens pizza

Jeannie Pedersen har som regel en klapsammen med, som hun spiser sammen med sin børnehaveklasse. Men det hænder, at hun har andet med end rugbrød.

'Du har pizza med', siger en pige.

'Ja, det har jeg haft én gang', husker Jeannie.

'Nej, to!' Råbet gjalder fra fem-seks elever. Dét har de styr på.

I børnehaveklassen overfor står den også på klapsammen. Hele to styk. En med skrabet smør og én med lidt kyllingepålæg.

Let bananduft

Skoler lugter af æggemad, hører man ofte. Men det er nu ikke den fremherskende lugt på Lindehøjskolens lærerværelse. Her er ingen gennemtrængende hørm i lokalet, højst en let bananduft.

I rygerafdelingen er der ingen mad fremme. Her arbejdes og ryges. Ved de andre borde spiser lærerne, snakker og driller hinanden godmodigt med madpakkerne, som der jo pludselig bliver fokus på, når fotografen stikker kameraet helt ned i staniolen, og den enkelte bliver afkrævet svar på nærgående spørgsmål om madpakkens oprindelse - bagmand/ kvinde - og daglige vaner.

Karin Hagen Petersen åbner sin sammenklappede og konstaterer, at hendes mand har givet hende hakkebøf fra i går med salat og peberfrugt. Ved siden af ligger en lille pakke rosiner.

'Det er det søde. Jeg har altid madpakke med på arbejde, ellers bliver jeg urimelig i løbet af dagen'.

Marmelade til forbrændingen

På en hvid tallerken ligger fire halve. En med laksefrikadelle, en med kalkun eller kylling, én med rullepølse og så fedtfattig leverpostej, som det bliver understreget. Der er også en gulerod.

For enden af et bord sidder Peter Schott med to store stykker fuldkornsrugbrød med meget lidt hamburgerryg på. Pakket i plasticpose.

'Læg mærke til, at det mest er brød. Ingen smørelse. Det skal være magert, ellers vokser jeg på den forkerte led. Men jeg cykler 14 kilometer på arbejde'.

'Når jeg er ude og bliver budt på mad, går jeg altid efter fisken'.

Han fortæller, at han ofte har lidt middagsret med ris og kød med, som han varmer i mikroovnen. 'Om morgenen spiser jeg hjemmelavet jordbærmarmelade. Det er for at få forbrændingen i vejret. Dér er sukker godt', siger Peter Schott.

Stig Bergmann har også ofte en rest middagsmad med, som han varmer. De andre lærere fortæller, at det kan være suppe eller thai-mad. Men i dag sidder han med en banan og en rundtenom rugbrød med ost på.

'Det er lidt kedeligt med sådan en madpakke, men vi var ude at spise i går, så der er ingen middagsrester', siger han med et grin.

Forkælet af kæresten

På opfordring viser Camilla Valeur sin madpakke. Hun har travlt med at rette en opgave og ryger ivrigt imens. Madpakken består af en halv agurk, en gulerod, et halvt stykke brød og en pakke gravad laks fra supermarkedet.

'Jeg er på slankekur', lyder forklaringen.

Et par æg bliver pillet rundt i lokalet, og da frikvarteret er forbi, haster flere lærere af sted med en gulerod i hånden.

Men Kasper Stærk har hele fire gulerødder med. Samt en banan og to stykker franskbrød med pålægschokolade.

'I skal se det bedste', siger han og hiver en plasticbøtte op af tasken.

'Jeg bliver forkælet af kæresten. Broccolisalat med ananas, avocado, ærter, rosiner og citronsaft'.

Men han har heller ikke fået morgenmad i dag.

Et pitabrød, en brikjuice og en lille Cheasy otte procent smelteost naturel bliver vist frem ved et andet bord.

Kun et par spiser ikke. De venter, til de kommer hjem, så står den på ostemad og kaffe.

Én kommer grinende forbi. 'Øv, nu så I slet ikke min ribbenssteg med næsten ikke blød svær og asie'.

Nej, det gjorde vi desværre ikke.

hlauritsen@dlf.org