Når læreren af et godt hjerte forsøger at lappe på elevernes opsplittede verden ved at skabe et fast værdisæt og en sammenhæng i børnenes liv, gør han dem i virkeligheden en bjørnetjeneste. For det betyder, at han lærer eleverne at leve i en verden, som ikke længere eksisterer. Samfundet har ikke mere et sammenhængende sæt af værdier, som alle er enige om. I stedet er der en lang række forskellige sammenhænge, som hver især har sine egne normer og egne måder at fungere på.

Skolen skal ruste børnene til at leve i den verden, som eksisterer. Men det gør den nuværende pædagogik ikke.

Synspunkterne tilhører lektor på Danmarks Lærerhøjskole, Jens Rasmussen, som i efteråret udgav en bog om de ændrede læringsbetingelser i den moderne, opsplittede verden. Han er selv uddannet folkeskolelærer og har arbejdet i folkeskolen.

Imere end ti år har Jens Rasmussen undervist lærere på Danmarks Lærerhøjskole. Hvert år har han spurgt sine studerende, hvordan de oplever de nye træk ved nutidens børn. Og svarene har været ret enslydende: Generelt er børnene snakkende, rodløse, egocentriske og vidende. Lærerne synes, at i hvert fald de tre første karakteristika er problemer, fordi de opfattes som forstyrrende for undervisningen.

Men Jens Rasmussen selv er ikke bekymret for børnene. Hvordan man ser på deres væremåde, afhænger af ens egne normer.

- De fleste lærere - som jo er midt i fyrrerne - er uddannet omkring 1970, hvor der skete de helt store skred i traditionerne for, hvordan vi omgås hinanden i skolen, familien og i lokalsamfundet. De har et sympatisk ideal om, at det er godt, hvis alle kan blive enige om fælles værdier og begrunde deres valg ud fra en samfundsmæssig, fælles fornuft, siger Jens Rasmussen.

- Det ideal stammer fra oplysningstidens filosoffer og tilhører en svunden tid.

Børn er vant til at færdes i forskellige sammenhænge, som har hver deres regler og værdisæt. De går fra familie til skole og videre til fritidsordning og svømning og kammerater og hjem igen.

- Der er ikke et overordnet normsæt. Derfor må de hele tiden reflektere over, hvad de selv mener i forhold til andre. Og hvad andre mener om dem og deres væremåde. Det er ikke, fordi de blot tilpasser sig. Man kan sige, at alle børn og voksne ligesom et orkester hele tiden må stemme sig af i forhold til hinanden og på den måde danne en bestemt gruppe-samklang. Dog uden at have en kammertone at gøre det ud fra, siger Jens Rasmussen.

Lærerne skal ikke begræde den udvikling. Igennem forhandlinger, hvor man stemmer sig af med hinanden, ruster de børnene til at leve i nutidens opsplittede verden.

Idag er der tre uhensigtsmæssige måder at reagere på over for den stigende opsplitning og individualisering af værdier og meninger. De har det til fælles at forholde sig til, at oplysningstidens ideal om en almen fornuft ikke er fælles.

- Man kan begræde, at det faste forankringspunkt, som tidligere var i religionen - og som man søgte at erstatte med oplysningstidens fornuft - er forsvundet, og forsøge at indstifte noget, som er lige så fast. Der skal laves en kanon for hvert fag, hvor de grundlæggende kundskaber skal beskrives. Læreren skal stå fast på et sæt værdier og skabe disciplin. Det er Frank Dahlgaards nykonservatisme.

- Man kan sige, at godt nok er den fælles fornuft i krise, men der kan stadig etableres en livsverden inden for skolen, hvor lærere og elever kan føre en demokratisk samtale. Normer for måden at tale sammen på skal ligge fast hos læreren eller skolen, og eleverne skal trænes i at bruge dem. Det kan læreren forlange, fordi de er begrundet i en almen fornuft, nemlig i reglerne for samtalen. Det er mainstream-tendensen i skolen i dag. Man søger at fastholde og videreudvikle oplysningstidens idealer.

- Lade stå til. Det ene synspunkt kan være lige så godt som det andet, for der er alligevel ingen overordnet fornuft til at afgøre, hvilket der er bedst. Det handler ikke om indholdet og om at give begrundelser. Det drejer sig om at navigere.

Alle tre måder er uhensigtsmæssige, mener Jens Rasmussen.

- Mit eget bud er, at man må tage konsekvensen af, at der ikke længere findes en almen fornuft, hvor fælles værdier kan begrundes.

- Men det betyder ikke, at læreren skal være et lallende sludrechatol, hvor alt er ligegyldigt. Læreren må vælge sine værdier efter bedste overbevisning - vel vidende, at der også altid er andre valgmuligheder.

Derfor må læreren kunne balancere mellem to hensyn på en gang: Han skal kende sine egne værdier, men samtidig også respektere, at børnene har deres. Og at både ens egne og elevernes kriterier kan diskuteres og kritiseres.

Nøgleordet er kommunikation. De urolige og snakkende børn er i virkeligheden i færd med at pejle sig ind på, hvordan den sammenhæng er, som de er i nu. Og det skal lærerne også til at gøre. Det er derfor helt forkert at tro, at den voksne skal optræde som en væg, som børnene kan spille bold op ad. Ingen er ubevægelig i det sociale samvær, og det er i virkeligheden et urimeligt krav at stille til lærerne.

- Læreren skal ikke tro, at det, han siger til eleverne, er det samme som det, eleverne forstår. Det skyldes ikke, at eleverne er blevet for dårlige til at forstå kollektive beskeder.

- Man må gøre sig klart, at der er intet, som kan overføres fra lærer til elev. Eleverne vælger det, som har en klangbund i dem selv. Det sker helt ubevidst, siger Jens Rasmussen.

Han bruger et eksempel med de gammeldags hulkort. Hvis de var programmeret til at læse kort med tre huller, sprang de alle de andre kort over. De eksisterede simpelthen ikke for maskinen. Det samme sker i kommunikationen.

- Hvis eleverne ikke har forstået det, man siger, nytter det ikke noget at spole tilbage og forklare det en gang til på samme måde. Så må man prøve noget andet. Læreren må skabe et miljø, hvor der hele tiden er feedback på, hvor eleverne er, og hvad de forstår ved undervisningen, mener Jens Rasmussen.

Når man ikke kan overføre viden fra et menneske til et andet, må man som lærer sikre sig, at modtageren nu også kan forbinde sig med det, man arbejder med.

- Derfor er projektarbejde nok mit bud på den bedste undervisning, man kan lave. Ikke fordi den skaber sammenhæng. Det er igen et ideal fra fortiden. Men fordi man kan vælge en problemstilling, som eleverne selv har interesse og forudsætninger for at suge til sig. Derved har man sikret sig den nødvendige klangbund for, at de kan lære noget.

Men det, de lærer, er ikke en helhed, men et udsnit. Derfor må problemstillingen suppleres med at diskutere kriterierne for, hvorfor man valgte netop den problemstilling og mulige andre problemstillinger. Her er det vigtigt, at læreren bidrager til at åbne elevernes øjne for, at de med den valgte problemstilling kun har fået fat i et udsnit af virkeligheden.

Urolige børn, som forstyrrer undervisningen og snakker og er rodløse, fremhæves ofte af lærerne som et af de største problemer i skolen.

- Hvis det lykkes for lærerne at løse problemerne ved at disciplinere eleverne, er det som at skyde sig selv i foden. Derved har man også frataget dem nogle væsentlige kompetencer til at klare sig i fremtidens samfund. De har ikke lært at finde en brugbar omgangsform af sig selv, siger Jens Rasmussen.

Læreren må regne med, at den forståelse, man når om fredagen, ikke holder om mandagen. Man fortsætter på det nye grundlag. Derfor gælder den første aftale ikke for tid og evighed.

- Den gamle forståelse må læreren ikke bruge som en pisk og sige, at nu blev vi altså enige i fredags, og vi brugte en hel time på det. Man må hele tiden være parat til at diskutere, kritisere, forhandle. Det er klassen, som skaber en fælles forståelse for samværet.

Derfor skifter normer fra den ene klasse til den anden.

- Vi kender jo selv, hvis vi har været med til et møde, hvor vi diskuterer og kommer til en forståelse, som vi bagefter synes er indlysende. Men når vi så skal forklare den til den, som ikke var med, er det ikke længere helt så selvfølgeligt. I hvert fald kan vi ikke regne med, at den anden deler den opfattelse, som gruppen var nået frem til. Så må man starte igen.

En god lærer er derfor efter Jens Rasmussens mening et menneske, som hviler nok i sig selv til at lade sine egne opfattelser påvirke og kunne forholde sig til og respektere andres.

Jens Rasmussen, Socialisering og læring i det refleksivt moderne. København 1996.

Læs også side 24