Den nye børnekarakter er et skældsord, som hjælpeløse voksne, lærere og psykologer har taget til sig, fordi de er usikre på, hvordan de skal tackle moderne børn. Men de fleste børn trives fint og har hverken brug for terapi eller mere opdragelse. Det er de voksne, som har problemer.

Børn anno 1997 er ikke urolige - de er livlige. De søger ikke grænser. Men de finder sig ikke i hvad som helst. De er individualister, men de er ikke asociale.

Derfor må de voksne tage andre briller på, når de skal omgås børnene. For de bliver ikke anderledes. Det er dem, som passer til fremtidens samfund.

Sådan lyder - hårdt trukket op - budskaberne i en ny bog fra psykolog Dion Sommer fra Aarhus Universitet. Han har i mange år forsket i små børns vilkår i Danmark, lavet observationer i familier, samlet statistikker og arbejdet med undersøgelser af børns trivsel.

Han er også en modig mand, som med bogen 'Barndomspsykologi', går stik imod det herskende billede af nutidens problembørn. Bogen gør op med årtiers psykologiske forståelse af børn som skrøbelige og passivt modtagende individer, som altid har det bedst hjemme hos mor.

Aften: Familien sidder over spagettien. Far og mor får et glas og diskuterer. Hvem skal have bilen, hente og bringe børnene, ringe til tante Olga og skrive indbydelserne til sommerfesten. Børnene Ole og Sofie synes, at det nu er fars tur til at hente dem. De vil gerne lave en tegning til indbydelsen. Men de gider ikke besøge tante Olga.

Det er den moderne forhandlerfamilie i aktion.

- Mor og far er på arbejdspladsen vant til, at man diskuterer tingene og forhandler sig frem til en løsning. Den gammeldags autoritære stil er stort set væk. Børnene oplever, at de voksne sidder og diskuterer ved middagsbordet, og at de også selv kan bidrage med noget. Ikke at de må bestemme alting. Men at deres mening bliver taget alvorligt, og at det er muligt at gå ind i en samtale og påvirke tingene.

- Den type børn, som vokser op i forhandlerfamilierne, bliver ressourcestærke personer. De er fleksible, men alligevel i stand til at stå fast, med et udgangspunkt i sig selv. Ikke sky og hæmmede, som ikke så få i vores generation var, da vi var børn. Socialt er de vant til at være sammen med mange andre børn og voksne, siger Dion Sommer.

Når forhandlerbørnene kommer i skole, møder de op med et overskud til at lære. Men de kan støde sammen med et skolesystem, som ikke er gearet til dem.

Man kan se det som en slags kultursammenstød, hvor de små børnehaveklassebørn er den nye stamme, som er indvandrere i klasseværelset. De små indfødte sidder ikke stille og venter, til det bliver deres tur. De råber og stiller spørgsmål i munden på hinanden, mener psykologen.

- Jeg kan sagtens se, at det kan være et problem for lærerne at tackle den slags børn. Men det er forkert at konkludere, at deres opførsel betyder, at de ikke er ordentligt opdraget, og at skolen så først skal sætte grænser, før de kan lære noget. Det lyder, som om børnene mangler noget hjemmefra, som skolen så skal bibringe dem. Men sådan er det ikke. Skolen og lærerne skal møde børnene, hvor de er.

- Nogle af problemerne i skolen stammer fra, at forhandlerbørn ikke uden videre mener, at en lærer er en autoritet, fordi han er lærer. Autoriteten kommer ikke længere automatisk med rollen, siger Dion Sommer.

Men det kan ikke nytte noget at tro, at det ville hjælpe, hvis forældrene skruede tiden tilbage til dengang, hvor middelklassens mødre gik derhjemme.

Uanset hvad skolen og lærerne gør, kommer man ingen vegne med en gammeldags disciplin over for forhandlerbørnene. Man kan ikke vende udviklingen. I dag er hele samfundet bygget op på en demokratisk kultur, hvor der hele tiden er personer og grupper, som forhandler med hinanden.

De moderne børn møder til gengæld skolen med ressourcer, som lærerne kan bygge på.

De har en kapacitet til at arbejde sammen, som kan videreudvikles i skolen. De er interesserede og begejstrede over at få lov til at lære noget. De skal ikke først motiveres. De skal blot ikke hindres i deres læretrang. Men man skal tage deres erfaringer med selvbestemmelse alvorligt, hvis kultur-integrationen i skolen skal lykkes.

Dion Sommer fortæller roligt og afslappet. Men når psykologen skal forholde sig til den offentlige debat om nutidens børn, begynder han at få farve i kinderne.

- Jeg kan blive så harm, når jeg ser, hvordan man karakteriserer en hel generation af børn som nærmest narcissister.

Det baserer sig på en misforståelse af en gammel psykolanalytisk teori om børns udvikling - oven i købet en teori, som er baseret på terapi af voksne. Eller også tager man udgangspunkt i en lille gruppe af problembørn og breder deres karakteristika ud over alle de normale børn. Dels er det forkert. Dels giver det nogle forkerte måder at forstå børnene på, hvis man forledes til at tro, at normale børns optræden er udtryk for, at der er noget i vejen med dem.

Et større problem er, at de børn, som faktisk burde hjælpes, drukner i mængden, frygter Dion Sommer.

- Hvis man oplever, at nutidens børn alle er urolige og grænsesøgende, kan man ikke se de børn, som rent faktisk har problemer. I en gruppe, som læreren opfatter som urolige, vil mange være kompetente og stærke forhandlerbørn, som bliver fremtidens vindere. Men der vil også være enkelte, som faktisk er urolige og har problemer. Et barn kan være inde i en svær periode i sit liv. Der kan også være for eksempel et damp-barn imellem. En tredje kan have sociale problemer. De børn bør hjælpes.

- Men de kan let blive overset, hvis man synes, at alle børnene har et problem. Så bliver man apatisk. For hvordan skal man så overkomme det hele, siger Dion Sommer.

Problembørn i dag er ofte anderledes end tidligere tiders problembørn. De havde tit neuroser, var indesluttede og hæmmede. I dag viser en del problembørn de modsatte symptomer. I psykologsprog hedder det, at deres overjeg er svagt. Det vil sige, at de har svært ved at styre sig selv, og at de agerer deres problemer ud.

Han bygger især sine iagttagelser på international forskning om moderne børns livsvilkår. I Danmark er det ikke analyseret særlig meget, hvad det betyder for børn, at de fleste lever en del af deres liv i institutioner og med udearbejdende forældre.

Men for eksempel i Sverige er emnet undersøgt. Og de svenske livsvilkår ligner på det område de danske. Svensk forskning viser, at børn, som kommer tidligt i institution, så sent som i 12-13-års alderen er mere sociale og klarer sig bedre i skolen end tilsvarende børn, som ikke har været i institution.

Forskningen fra en række lande viser generelt, at børn ikke tager skade af at være i daginstitution. Vel at mærke, hvis kvaliteten af institutionerne er god. Der findes dårlige institutioner med uuddannet personale og dårlige normeringer. Men der findes også enkelte eksempler på dårlige familier, er Dion Sommers pointe.

Familie og institution spiller forskellige roller i barnets liv. Familien er stadig stedet, hvor man knytter meget nære følelsesmæssige bånd og lægger grunden for en basal udvikling og oplevelse af tryghed.

I øvrigt skynder Dion Sommer sig at fremhæve, at danske børn bestemt ikke tilbringer de ni-ti timer i institution om dagen, som det af og til fremstilles. Det er kun et lille mindretal.

Opvæksten i det moderne samfund betyder, at børnene erhverver nogle helt andre færdigheder og adfærdsmønstre, end dengang flertallet af lærerne selv var børn, mener Dion Sommer.

Derfor vil han ikke skyde på lærerne. De mangler kundskaber og teorier, som kan forklare, hvad der sker med børnene i dag, fordi en hel del af deres psykologividen fra seminariet er forældet, mener han. Og lærerne kan ikke falde tilbage på deres egne erfaringer fra skolen og barndommen. Dengang var alting anderledes.

Han vil ikke komme med løsninger for skolen. Han har ikke forsket i skoler, understreger han. Det kan være, at skolen kan indrettes på en helt ny måde, som tager højde for, at børnene i dag er anderledes.

Dion Sommer: Barndomspsykologi. Udvikling i en forandret verden. Reitzels Forlag, København 1996.

Socialt er de vant til at være sammen med mange andre børn og voksne

Det er forkert at konkludere, at deres opførsel betyder, at de ikke er ordentligt opdraget

De har en kapacitet til at arbejde sammen, som kan videreudvikles i skolen

Hvis man oplever, at nutidens børn alle er urolige og grænsesøgende, kan man ikke se de børn, som rent faktisk har problemer