Niels Christian Sauer fra DLF's hovedstyrelse mener, det er grotesk at Coca-Cola og SAS får mulighed for at promovere sig via af deres fonds sponsorat af Lejre Kommunes økologiprojekt.

Coca-Cola betaler kommunens øko-projekt

Lejre Kommune sætter med et nyt skoleprojekt fokus på økologi. Pengene kommer fra en privat fond ejet af Coca-Cola og SAS. Mens kommunens skolechef er glad for projektet, kalder et medlem af DLF's hovedstyrelse det 'pinligt,' at kommuner må ty til private sponsorer.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lejre Kommune har i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforenings skoletjeneste startet et projekt, som skal få lærerne til at sætte økologi på skemaet i samtlige kommunens skoler.

Kommunen kører i forvejen projektet 'Den økologiske kommune,' og fonden The SAS and Coca-Cola Foundation har givet en million kroner til skoleprojektet.

De internationale virksomheder SAS og Coca-Cola forbindes ellers ikke umiddelbart med økologi. Eller med hinanden, for den sags skyld. Men siden 1998 har de to firmaer haft en fælles fond, som støtter miljøprojekter for børn og unge i norden og de baltiske lande.

Pengene fra sponsoratet vil blandt andet blive brugt på at give lærerne inspiration, materialer og tilbud om kurser, fortæller Helle Dydensborg, skolechef i Lejre Kommune.

"Pengene fra fonden skal først og fremmest bruges til formidling. Der bliver lavet nogle heldagskurser, som lærerne kan deltage i. Derudover bliver der ansat en projektkonsulent i Dansk Naturfredningsforening, som skal sørge for en elektronisk formidling", siger hun.

Ingen Coca-Cola-reklamer Lejre kommunes ansøgning om sponsoratet fra SAS og Coca-Colas fond blev lavet sammen med Dansk Naturfredningsforening, som er kommunens vigtigste samarbejdspartner i projektet.

"Jeg ved godt, at SAS og Coca-Cola ikke lige er noget, man forbinder med økologi. Men vi går efter fondens formål, og det er specifikt at give penge til projekter for børn og unge, der forbedrer miljøet," siger hun og understreger, at kommunen ingen forpligtelser har i forhold til virksomhederne bag fonden.

"Vi skal ikke have Coca-Cola-reklamer eller sådan noget," siger hun.

Det er ikke hver dag, at kurser i kommunalt regi til lærere finansieres af penge fra private virksomheder. Helle Dydensborg understreger da også, at pengene skal bruges til udvikling af kurser og materialer og ikke til at betale for lærernes engagement i projektet.

"Selvfølgelig havde vi nogle overvejelser om det her med at søge penge fra en privat fond. Men alt det undervisningsmæssige holdes inden for skoleområdet. De timer, lærerne skal bruge, betales for eksempel af kommunen," siger hun.

Sponsoratet er pinligt I DLF's hovedstyrelse ryster Niels Christian Sauer, medlem af Skole- og uddannelsespolitisk udvalg, på hovedet over de private sponsorater af folkeskolen.

"Helt principielt synes jeg, det er en pinlig historie, at en kommune er nødt til at gå tiggergang hos Coca-Cola og SAS for at få penge til sådan et projekt her. Folkeskolen skal være uafhængig af enhver form for økonomiske interesser," siger han.

Selvom pengene kommer fra en fond med fokus på miljøet, understreger Niels Christian Sauer, at SAS og Coca-Cola stadig har økonomisk interesse i sponsoratet.

"Man skal ikke bilde sig selv ind, at SAS og Coca-Cola gør det her for skolernes blå øjnes skyld," siger han og påpeger, at fondens sponsorat af Lejre Kommunes økologiprojekt i sidste ende kan bruges til at promovere SAS og Coca-Cola som virksomheder.

"SAS er en CO2-forurener i verdensklasse, og Coca-Cola fylder børnene med sukkervand. Så ret beset er det lidt grotesk, at de to virksomheder får lov til at skilte med deres gode gerninger for nationens ungdom," siger han.

Sponsorater tager fra statskassen Med lavvande i kommunekasserne kan private sponsorater virke aldeles fristende. Men Niels Christian Sauer mener, sponsorordningerne er perspektivløse, og at kommunerne må finansiere deres projekter af egen lomme.

"Når private virksomheder giver tilskud til projekter som det her, så kan de trække pengene fra i skat. Så der ryger alligevel midler ud af de offentlige kasser, selvom kommunen måske sparer nogle penge på kort sigt," siger han.

Helle Dydensborg har forståelse for, hvis nogle lærere får cola-fondens sponsorat af kommunens projekt galt i halsen. Derfor er kommunikationen til lærerne, som projektets succes afhænger af, vigtig.

"SAS og Coca-Cola kan have et håb om at skabe nogle andre sidegevinster ved at oprette sådan en fond, men fondens formål gør, at projektet kan gøre en fornuftig forskel for Lejre som økologisk kommune," siger hun.

Opdateret kl 12.10

Powered by Labrador CMS