Anmeldelse

Gensplejset mad - monstermad eller mirakel

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I serien 'Bag om overskriften' er der nu kommet en bog, der behandler et noget kontroversielt emne - nemlig gensplejsning. Gensplejsning handler i al sin enkelhed om at få det bedst mulige produkt til den billigste pris. Hvad kan dog være galt ved det? At forbedre lidt hist og her kan der vel ikke ske noget ved, vil mange sikkert mene. Disse ting giver bogen ikke svar på, men den fortæller til gengæld meget godt om gensplejsningens store dilemmaer, så man bliver bedre klædt på til fremtidige diskussioner.

Gensplejsningens historie er ikke særlig gammel. Det er ikke mere end tredive år siden, at man for første gang kunne opdele dna og sætte det sammen igen på en anden og mere hensigtsmæssig måde - gensplejsning. Siden da er udviklingen gået stærkt. Derfor er det også spændende med en bog, der ganske kort og præcist fortæller om gensplejsningen, dens historie, hvad det går ud på, og hvilke fordele og ulemper der er forbundet hermed, og det vel at mærke uden at tage stilling.

I det første afsnit får man at vide, i hvor stor udstrækning den gensplejsede mad allerede er en stor del af vores hverdag, uden at vi er helt klar over det. Og det skønt Danmark er et land, der er stor modstander af genmodificerede fødevarer. I de efterfølgende kapitler fortælles om gensplejsningsteknikken ledsaget af nogle gode tegninger, der understøtter forståelsen. Senere i bogen fortælles om den store magt, man som hel almindelig forbruger har for at påvirke både politikere og fødevareindustriens produktionsmåder. Det handler nemlig om den første genmodificerede soja, der ankom til Danmark en dag i december 1996. Her blev sojaskibet mødt af en gruppe aktivister fra Greenpeace, der dog efter et par dage blev anholdt, så sojabønnerne kunne blive losset. Aviserne bragte mange artikler om gensplejsning, og den bevidste forbrugers foragt for gensplejsning blev vakt. Denne modstand for genmodificerede produkter kom, ud over politikerne, også bag på fødevareindustrien, der blev nødt til at bruge noget andet end soja, hvis de fortsat skulle sælge deres produkter på det hjemlige marked. Selv sojafabrikken, der i første omgang havde købt det genmodificerede soja, blev nødt til at ændre produktionsgangen for fortsat at kunne sælge produktet i Danmark. Senere fortælles om gensplejsningens fremtid - hvilke ting der er på vej, blandt andet den perfekte ukrudtsfri golfbane, den hurtigvoksende laks og biostål fremstillet af edderkoppespind. I de sidste kapitler fortælles om gensplejsningens muligheder for blandt andet at løse en del af ulandenes fødevareproblemer, og der lægges op til den store diskussion om gensplejsningens fremtid. Skal man fortsat i så vid udstrækning som muligt undgå gensplejsning, eller skal man give industrien frit spil? Hvor svaret ligger, er op til læseren.

Teksten ledsages af gode billeder og illustrationer, der er medvirkende til at gøre bogen rar at læse.

Bogen henvender sig klart til de største klasser og kan med fordel inddrages i projekter, hvor der arbejdes på tværs af fagene. En rigtig god og højaktuel bog til diskussionslystne unge.