Hvordan kan man efterleve folkeskolens formålsparagraf om at skabe oplevelse, fordybelse og virkelyst i et fag som tysk, hvor kedsomhed, manglende motivation og dalende sprogfærdigheder er udfordringer, som både lærere og elever står overfor? 

Det spørgsmål stiller Trine Stoustrup Jakobsen i sit professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Aarhus ved Via University College. 

Hun brænder for at blive den tysklærer, som eleverne vil snakke positivt om, fordi hun har vist dem, hvor fedt faget kan være. Og hun er af den klare overbevisning, at hendes opgave som tysklærer er at tænde gnisten hos elever og få dem til at se muligheder og mening i tysktimerne. 

”Jeg tror, at dette kan blive muligt, hvis vi i undervisningen sigter mod det hele menneske”, skriver Trine Stoustrup og henviser til professor for læring og filosofi Kjeld Fredens, der påpeger, at kropslig kreativ udfoldelse er nøglen til læring. 

Derfor mener hun, at man i tysk bør se nærmere på en dramapædagogisk tilgang, fordi den har ”potentiale til at binde bro mellem elevernes faglighed og personlighed og desuden vække kreativiteten samt sanserne hos eleverne. 

Derfor har hun i sit bachelorprojekt undersøgt, hvad dramapædagogik kan bidrage med.

”Hvordan kan en dramapædagogisk tilgang i tyskundervisningen tage sig ud i praksis, og hvordan kan sådan en tilgang bidrage til at styrke sprogfærdighederne og motivere eleverne for at lære tysk?”, spørger hun i problemformuleringen. 

Drama er læringsfremmende 

Trine Stoustrup refererer blandt andet til forsker i pædagogik Bennyé Austring og ph.d. i drama og æstetiske læreprocesser Merete Sørensen, der begge argumenterer for, at ”en dramapædagogisk tilgang i undervisningen har stort potentiale”, fordi ”drama er motiverende og læringsfremmende”. 

Ud over den teoretiske forståelsesramme tager Trine Stoustrup udgangspunkt i to konkrete forløb fra sin praktik på en efterskole. 

Her gennemførte hun et seks ugers forløb i tysk om identitet med en 9. klasse med særligt fokus på dramapædagogik. Derudover lavede hun en intervention via en dramatisering af eventyret Rødhætte med et tysk valghold i 10. klasse med 44 elever. 

Elever husker med kroppen 

I samtlige tysktimer i 9. klassen var drama inkorporeret, så elevernes evne til at improvisere, bruge sanser, fantasi, kroppen og stemmen i aktivt samspil hele tiden blev øvet. 

Hver tysktime blev startet med fokus på elevernes humør den pågældende dag. Klassen stod i rundkreds, og en bold blev kastet rundt. Når man kastede bolden, sagde man: ”Wie gehts”. Når man modtog bolden, svarede man med selvvalgte ord.

De første uger skulle Trine Stoustrup stilladsere svarene for eleverne, og hun skrev op på tavlen, hvad man kunne svare. Alle svar blev anerkendt og rost, om man svarede ”gut” eller ”sehr gut, danke – aber ich bin ein bisschen müde”. Meget hurtigt blev eleverne mere og mere sikre i deres svar. 

”Jeg har sagt meget mere, fordi vi alle skal sige noget, når vi fx kaster bolden rundt. Man ved, at vi kaster den igen næste gang, så man er nødt til at lære det”, udtaler eleven Emil.

Ifølge Trine Stoustrup lykkedes det at få stilladseret faste chunks, som eleverne kunne bruge som ”sproglige krykker” i kommunikationen på tysk. Eleverne kunne huske fraser og udtryk fra undervisningen, fordi de huskede med kroppen. På grund af dramaaktiviteterne gemte de bekymringer om ordstillinger og al mulig grammatik væk og huskede ordene meget bedre. 

Større ordforråd via drama 

I 10. klassen undersøgte hun, hvordan elever bedst muligt kan tilegne sig et solidt ordforråd. Over to dage blev valgholdet delt i to grupper – en dramagruppe og en kontrolgruppe. Begge grupper skulle indøve et bestemt ordforråd fra eventyret ”Rotkäppchen”. 

Den første gruppe gennem dramaaktiviteter, den anden gennem passiv læsning af replikker. 

Forud for undersøgelsen lavede Trine Stoustrup en test, hvor eleverne fik 12 ord og sætninger fra eventyret på dansk, der skulle oversættes til tysk. Bagefter gik grupperne hver til sit. I dramagruppen brugte de blandt andet rollemodellering, hvor eleverne formede hinanden som visuelle skulpturer af Rødhætte, ulven eller bedstemor. 

Bagefter skulle begge grupper fremvise deres stykker med rekvisitter. Trine Stoustrup oplevede et stort engagement fra mange, men særligt eleverne i dramagrupperne var meget indlevende. De var gode til at træde ind i rollen, uanset hvilket sprogligt niveau de var på. 

Efter fremvisningen af deres dramatiseringer skulle eleverne igen oversætte de 12 ord, denne gang fra tysk til dansk. Før interventionen var der næsten ingen forskel på de to grupper. Efter interventionen blev forskellen større, og dramagruppen fik flere korrekte ord. 

I interaktion med hinanden 

Med baggrund i både teori og empiriske undersøgelser konkluderer Trine Stoustrup i sit bachelorprojekt, at dramapædagogik i tysk kan bidrage til en undervisning, hvor både elevernes sprogtilegnelse og motivation styrkes. 

Gennem interview og undersøgelserne i praksis konkluderer hun, ”at eleverne udvikler kreativitet, samarbejdsevner og kommunikative færdigheder i de timer, hvor dramaaktiviteterne fylder”. 

”Sprogtilegnelsen øges, fordi eleverne producerer mere output, da alle aktiviteterne i undervisningen foregår i interaktion med hinanden. Derved bruger de aktivt sproget, ydermere husker eleverne inputs fra undervisningen bedre, fordi man i en dramapædagogisk tilgang bruger kroppen som redskab. Derved kan eleverne huske undervisningens input via kropslige erfaringer”, skriver hun. 

Et stort udviklingspotentiale 

Et andet fund i projektet er, at flere tysklærere mener, at dramapædagogik kan være effektivt i tyskundervisningen, men at de ikke har tilstrækkelig erfaring med det. Her ser hun et udviklingspotentiale for såvel forskning som praksis. 

Yderligere peger hendes undersøgelse på, at lærerne ofte bruger dramapædagogikken så lidt, fordi de mener, at der ikke er tid til det. 

”Det er dog bemærkelsesværdigt, at den ikke fylder mere, da tilgangen faktisk kan skabe øget motivation og læring blandt elever i tyskundervisningen, herunder bedre sprogforståelse, sprogtilegnelse samt fejlmod”, skriver Trine Stoustrup Jakobsen i konklusionen.