At gå i skole er på mange måder som at tage et kørekort til det fremtidige liv, der venter. Og som lærer skal du danne og uddanne eleverne samt give dem handlekompetencer til at begå sig i en verden, de ikke selv har formet, men først skal til at forme.

I den kontekst er klima og bæredygtighed et uundgåeligt emne at forholde sig til, skriver Laura Bugge Mikkelsen og Frida Nordahl i deres bachelorprojekt fra læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole. 

I kompetencemålene efter 9. klasse står der, at ”eleverne skal have viden om bæredygtig udvikling og kunne redegøre for problemstillinger vedrørende bæredygtighed og økonomisk vækst”. 

En formulering, der fokuserer på viden – og ikke handlekompetencer, men ligesom erhvervelsen af et kørekort også handler om at omsætte sin teoretiske viden til praksis, bør enhver samfundsmæssig problemstilling på samme måde indeholde diskussioner om måder at handle på, skriver Laura Mikkelsen og Frida Nordahl. 

Derfor ønsker de at undersøge, om elever i udskolingen finder mening i undervisning om klima og bæredygtighed, samt hvordan samfundsfaget kan bruges til at mediere et rum for kompetenceudvikling, der er løsningsorienteret snarere end handlingslammende.

”Hvordan kan vi bruge samfundsfagsundervisning til at klæde eleverne på, til handlekompetence og virkelyst inden for klima og bæredygtighed? Og hvordan oplever elever og lærere undervisningen i klima og bæredygtighed i dag”, spørger de i deres problemformulering. 

Må ikke indgyde angst

De tager udgangspunkt i både national og international forskning – blandt andet det igangværende projekt ”Grøn omstilling i grundskolen” fra Center for Grundskoleforskning på Syddansk Universitet, der forsøger at besvare, hvordan man underviser i klimaforandringer og bæredygtig udvikling uden at indoktrinere eller bibringe angst i eleverne. 

Tidligt i projektet blev forskerne opmærksomme på lærerens udfordring ved at adressere klimaforandringernes alvor uden at indgyde angst i eleverne. 

Flere af lærerne påpeger, at de ønsker at afslutte timen med en form for håb, hvis de har adresseret menneskabte forandringer i deres undervisning. Nogle lærere undgår helt at undervise i klodens tilstand, fordi de ikke ved, hvordan de skal adressere det på en forsvarlig måde, skriver Laura Mikkelsen og Frida Nordahl. 

Som primær samfundsfaglig teori bruger de den tyske sociolog Hartmut Rosas teori om accelerationssamfund og resonans. 

”Verden som helhed kan ikke længere adskilles fra spørgsmålet om klima og bæredygtighed. Det har det måske i virkeligheden aldrig kunnet, men med det Hartmut Rosa betegner som acceleration og herunder den tekniske acceleration, bliver subjektet i langt højere grad eksponeret for, hvordan verden forandrer sig via nyheder, sociale medier og andre teknologiske platforme. Vores ”væren-i-verden” har ændret sig markant og det, der sker på den anden side af jorden, får pludselig også en eksistentiel betydning i vores liv”, skriver de. 

Elever ønsker handlemuligheder 

Projektets empiri er hentet fra gruppeinterview med fire elever fra 9. klasse, interview med en samfundsfagslærer og en spørgeskemaundersøgelse, som 11 elever i tre 9. klasser har svaret på. 

Flere elever italesætter magtesløsheden som en følelse, der rammer dem, når klimaforandringer bliver omtalt som et samfundsproblem, vi alle skal være med til at løse.

”Man bliver sådan lidt magtesløs. Man ved ikke rigtig, hvad fuck man skal gøre. Folk har forskellige holdninger, og man kan ikke gøre én ting. Det er svært, der er sådan lidt en forvirrende følelse”, siger den ene. 

Andre italesætter nødvendigheden af at koble viden om klima og bæredygtighed til konkrete løsninger i deres eget liv. Eleverne italesætter enstemmigt et ønske om at blive givet flere muligheder for at handle og i fællesskab ”gøre noget ved det”. 

I opsamlingen på analysen skriver Laura Mikkelsen og Frida Nordahl, at der tegner sig et billede af en praksis, der mangler at give eleverne en følelse af at give noget tilbage. At eleverne gerne vil have handlemuligheder, der rækker længere end ord, og at eleverne ønsker sig konkrete evner til at tænke i løsningsforslag. 

Fokus på håb og handling 

Det er blevet tydeligt for Laura Mikkelsen og Frida Nordahl, at eleverne generelt set er udstyret med en viden om klima og bæredygtighed, men at både elever og lærere efterspørger en undervisning, som sigter mod at reflektere og udforske de magtforhold, værdier og normer, som præger klima- og bæredygtighedsdagsordenen.

”Eleverne ønsker sig en undervisning, som tager afsæt i deres egen livsverden for derefter at brede perspektivet ud til den omkringliggende verden. Vi mener at kunne udlede et ønske fra eleverne om mere undervisning i emnet og en pædagogisk og faglig funderet praksis, der har fokus rettet mod handling og håb. Herunder tager elevernes selvvirksomhed alvorligt og giver dem mod på, og lov til at udfolde sig og bidrage med egne bud på løsningsforslag, til de udfordringer, som vedrører deres lokalmiljø”, konkluderer de.

Hvis det at gå i skole er som at tage et kørekort, er samfundsfagsundervisningen måske som at tage køretimer, skriver Laura Mikkelsen og Frida Nordahl, og de mener, at samfundsfag rummer et stort potentiale for ”at ruste eleverne til ikke at føle sig verdens-fortabte og fremmedgjort, men selvvirksomme og betydningsfulde for fællesskabet”. 

Men som det gælder med et rigtigt kørekort, skal man øve sig for at blive en god bilist, og ”det samme gælder for den bæredygtige uddannelse. Folkeskolen skal forme rammer, der giver erkendelser, eleverne kan omsætte til fantasi og virkelyst og i sidste ende tillid til, at de kan gøre en forskel – også for klimaet”, skriver Laura Bugge Mikkelsen og Frida Nordahl i konklusionen. 

Skal en samfundsfagspraksis leve op til ovenstående refleksioner, mener de, at det er nødvendigt at indtænke et fagdidaktisk perspektiv. Derudover fremhæver de Økoliteracy og et dialogisk klasserum.