Dansklærere føler sig ikke klædt på til at undervise i de nordiske nabosprog svensk og norsk, og elevernes kendskab til de to sprog er faldende. Det viser en undersøgelse lavet af Børne- og Undervisningsministeriet i 2016.

”Eftersom sprog og kultur, herunder nabosprog, er et obligatorisk mål på alle trin i folkeskolen, er det umiddelbart en bekymrende udvikling”, siger Nanna Maar Kristensen i sit professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole.

Hun har selv ”en god rygsæk med fremmedsprogsdidaktik”, fordi hun også har fagene engelsk og tysk. Desuden har hun på eget initiativ lært at forstå både norsk og svensk. Derfor føler hun sig godt rustet til at undervise i nabosprogene. Det er dog langt fra alle lærere, som har de på samme måde, siger hun.

”Jeg forestiller mig, at det står anderledes til, hvis man ikke har fået undervisning i sprogdidaktik og ikke forstår sprogene. For hvordan giver man elever kvalificeret undervisning i noget, man ikke føler sig sikker i?”, spørger hun i sin indledning, som leder hende til følgende problemformulering:

Hvordan oplever lærere og kommende lærere i udskolingen i folkeskolen deres self-efficacy i forhold til nabosprog i danskundervisningen og hvad ligger til grund for deres oplevelser?

Hvordan kan man fremme lærernes motivation for nabosprogsundervisning i folkeskolen?

Lærerens evne til at mestre udfordringer

I projektet bruger hun begrebet self-efficacy, som er udviklet af den amerikansk-canadiske psykolog Albert Bandura, og som på dansk kan beskrives som en form for mestringsforventning, altså om man som lærer, har en følelse af, at man kan mestre de udfordringer og forhindringer, man møder.

Har man en stærk self-efficacy, er det nemmere at præstere og lave god undervisning. Bandura har gennem sin forskning fundet ud af, at en stærk følelse af self-efficacy er med til at fremme ens menneskelige ydeevne, fremme ens personlige velvære, reducere stress og mindske depressioner. Har man derimod en svag følelse af self-efficacy, er man ”tilbøjelig til at undgå svære opgaver, som kan opleves som en personlig trussel”, og ”i stedet for at fokusere på, hvordan man løser vanskelige opgaver bedst muligt, vil man fokusere på egne mangler og eventuelle negative resultater”, skriver Nanna Maar Kristensen i sit projekt.

Nemmere at slå over i engelsk

Som en del af projektet har hun lavet to kvalitative interviews med to praktiserende lærere og et fokusgruppe interviews med fire lærerstuderende, hvor hun blandt andet undersøger deres følelse af self-efficacy.

De fire lærerstuderende fortæller, at de ikke føler, at de er blevet rustet til at undervise i nabosprogene i løbet af deres uddannelse, og de har altså en svag følelse af self-efficacy.

Nanna Maar Kristensen vurderer også, at den ene af de to praktiserende dansklærere har en svag følelse af self-efficacy. Dansklæreren har ca. to års undervisningserfaring, og har i løbet af den tid, kun brugt én tekst og én kort film til at undervise i nabosprogene. Læreren siger desuden, at alle jo taler engelsk nu, så det kan være nemmere at slå over i engelsk, men at det er ærgerligt, hvis vi mister evnen til at tale med nabolandene på vores modersmål. Læreren underviser ikke i andre sprogfag, og har derfor ikke erfaring med fremmedsprogsdidaktik.

Den anden dansklærer har derimod linjefag i både dansk og tysk og har arbejdet som lærer i knap 36 år, men husker ikke at have modtaget undervisning i nabosprogene i løbet af sin uddannelse som lærer. Læreren har efter eget udsagn ikke haft svært ved at undervise i nabosprog, hvilket kan forklares med, at læreren har haft en personlig interesse i Sverige og dermed har læst mange bøger på svensk. Læreren indrømmer dog, at nabosprog er noget, der nemt kan blive glemt i undervisningen, fordi der i forvejen er mange ting, der skal undervises i, og når der ikke er opgivet norske eller svenske tekster til afgangsprøverne, er det ikke noget, man bruger særlig meget tid på.

Forlænge læreruddannelsen

I projektet konkluderer Nanna Maar Kristensen, at udfordringerne med at undervise i nabosprogene både skyldes lærerens følelse af self-efficacy, men også faktorer som stoftrængsel og tidsmangel. Den erfarende lærer, som følte sig fagligt rustet til at undervise i nabosprogene synes, at det var svært at finde tid til undervisningen.

Hun foreslår, at man som lærerstuderende bliver introduceret for flere norske og svenske tekster gemme pensum, og at man som praktiserende lærer får mulighed for at deltage i kurser om nabosprogsdidaktik. Det vil også styrke lærernes motivation for at undervise i faget, skriver hun.

Dog er hun klar over, at danskfaget i forvejen er presset, og pensum allerede er stort på læreruddannelsen. ”Alle de emner, jeg har lært om på læreruddannelsen i danskfaget, er vigtige, så jeg mener ikke, at der er noget, der skal skæres væk”, siger hun. I stedet må stoftrængslen i danskfaget på læreruddannelsen lettes ved at give de studerende mere tid til at lære det, de skal. For eksempel ved at forlænge uddannelsen til fem år som i Finland, foreslår hun afslutningsvis.