En af opgaverne i madkundskab er ”at undervise i bæredygtighed, hvor målet er, at eleverne kan tage kritisk reflekterede madvalg og på den måde tage medansvar for løsningen af det samfundsmæssige nøgleproblem, som man må sige, at klimaudfordringen er”, skriver Sarah Emilie Oustrup Danielsen i sit professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Aarhus ved Via UC.

I en praktik underviste hun i et tværfagligt forløb for en 6. klasse i madkundskab og natur/teknologi under temaet ”Bæredygtighed og FN’s Verdensmål”. Her blev det klart for hende, at det er et udfordrende emne at beskæftige sig med - både for lærere og elever. Hun manglede hensigtsmæssige didaktiske tilgange og oplevede, at det var svært at fremme elevernes nysgerrighed om emnet. En Epinion-undersøgelse fra 2021 peger på de samme problemer, som hun oplevede. Undersøgelsen viser, at ”to ud af tre lærere mener, at det er vigtigt at undervise i bæredygtighed i deres fag. Dog oplever de blandt andet udfordringer med, at emnet er for abstrakt for eleverne, der mangler undervisningsmaterialer og de mangler tid til at sætte sig ind i emnet”. I projektet undersøger Sarah Emilie Oustrup, hvordan og hvilke muligheder ”madkundskabslæreren har for at undervise i bæredygtighed, så eleverne bliver forberedt til at kunne tage medansvar for løsninger af klimaudfordringer”.

”Hvilke faktorer påvirker undervisning i bæredygtighed i madkundskab, og på hvilke måder kan man undervise i emnet, så eleverne udvikler dømmekraft”, spørger hun i sin problemformulering.

Bæredygtig handlekompetence

Sarah Emilie Oustrup skriver, at hendes dannelsesmæssige ståsted er hos den tyske didaktiker Wolfgang Klafki, idet hun ”anser klimakrisen som et epokalt nøgleproblem”, et af samtidens centrale problematikker, som undervisningen ifølge Klafki bør tage udgangspunkt i. Undervisningen skal udvikle elevernes handlekompetence ” med henblik på at skabe forandringer i forhold til løsninger af samfundets udfordringer”, skriver hun og refererer til Bjarne Bruun Jensen, der er professor ved DPU, Aarhus Universitet. Han har beskrevet fem kerneelementer, som skal indgå ved udvikling af handlekompetence i forhold til bæredygtighed:

- Viden og indsigt: Eleverne skal vide noget om, hvordan eksempelvis klimaforandringerne er opstået, og hvordan man kan løse dem.

- Engagement: Eleverne skal udvikle lyst til at involvere sig i – og igangsætte forandringer.

- Visioner: Eleverne skal kunne gå bagom problemet for på den måde at komme med kreative og innovative løsninger.

- Handleerfaringer: Eleverne skal gøre sig autentiske erfaringer med deres løsninger og reflektere over løsningens muligheder og barrierer.

- Kritisk sans: Eleverne skal forholde sig kritisk til andres viden og løsninger og på den måde være i stand til tage beslutninger på baggrund af egne evner.

Eleverne må ikke blive forskrækkede

Sarah Emilie Oustrup har i undersøgelsen blandt andet interviewet to madkundskabslærere og har undersøgt, hvad de lægger vægt på, når de skal undervise eleverne om bæredygtighed. Hun stillede den ene af lærerne spørgsmålet: ”Hvilken rolle mener du, at bæredygtighed skal spille i skolen og i faget?” og læreren svarede: ”Hvis man lader det fylde for meget, så kan man risikere, at børnene får en modstand over det og går i en helt anden retning. Det kan også være, at de bliver mega forskrækkede eller bange ... Vi havde en kollega, der syntes, alle børnene skulle være vegetarer. Så hun lavede nærmest kun vegetarisk mad. Børnene havde vildt meget modstand over det… Så bliver det en modsat effekt, og de får ikke den nysgerrighed overfor maden og over for at prøve noget nyt, som jeg gerne vil have, de skal få”.

Sarah Emilie Oustrup mener, at en måde at skabe nysgerrighed hos eleverne er at fokusere på, hvad der motiverer dem, derfor har hun i analysen inddraget de to amerikanske psykologer Edward Deci og Richard Ryans ”selvbestemmelsesteori for at få et psykologisk blik på drivkraftsdimensionen”. Deci og Ryan lægger størst vægt på behovet for autonomi/selvbestemmelse i skabelsen af drivkraft hos eleverne. ”Jo mere individet oplever, at det har indflydelse på opgaven, jo mere motiveret er individet for at deltage”. Her finder hun, at behovet for selvbestemmelse og den motivation, det kan afføde, er særligt tydeligt i den anden lærers undervisning. Han fortæller, at han lægger vægt på projektorienteret undervisning: ”Så der vil jeg gerne have, at de selv finder et eller andet indenfor det tema, som de interesserer sig for og undersøger…Når først de har fået hul på det, så oplever jeg, at de er meget engagerede og passionerede om deres emne.”

Skolehaver motiverer

Begge lærere fremhæver skolehaver som en motivationsfaktor, når der skal undervises om bæredygtighed, men de peger på, at der mangler resurser på skolerne til at passe haverne. Den ene lærer fortæller: ”Det tror jeg, vil være helt vildt motiverende... Det der med at gå og passe på det og vise, at man selv kan lave sin mad”. Sarah Emilie Oustrup præsenterer skolehaver som en helt konkret tilgang til undervisningen om bæredygtighed. ”Det er en måde at lave bæredygtighed som et tema, men også en måde at lade den gennemsyre, idet haven kan integreres i hele skoleåret. Skolehaver giver eleverne viden og erfaringer, hvilket bidrager til at udvikle dømmekraft og handlekompetence”. Behovet for selvbestemmelse kan på samme tid opfyldes, hvis eleverne er med til at bestemme, hvad der skal være i haven”, skriver Sarah Emilie Oustrup Danielsen.

Helt afgørende er det dog, at skolens ledelse bakker op og engagerer sig i skolehaven som et bevidst projekt for at fremme bæredygtighed, ”da det ellers er svært for læreren at finde tid og engagere sig”, understreger hun.