Stadig flere forældre klager deres nød til Klagenævnet for Specialundervisning, når deres barn ikke vil i skole.

ljubaphoto

Flere forældre til børn med skolevægring går til klagenævnet

Antallet af sager om børn, som ikke kommer i skole, stiger fortsat i Klagenævnet for Specialundervisning. I 2023 udgjorde de 21 procent af folkeskolesagerne, mens de årene forinden lå på mellem 14 og 18 procent. I de fleste tilfælde har eleven autisme.

Henrik Stanek Journalist på folkeskolen.dk/specialpædagogik

Publiceret torsdag 21. marts 2024 - 09:58 Senest opdateret torsdag 21. marts 2024 - 09:59

I 2023 har Klagenævnet for Specialundervisning i lighed med tidligere år behandlet en del sager, hvor et barn gennem længere tid ikke har været i skole og nogle gange fortsat ikke er det, mens sagen behandles i nævnet.

Klagesager om skolevægring

2023

46 sager svarende til 21 procent af de behandlede folkeskolesager.

2022

41 sager svarende til 18 procent af de behandlede folkeskolesager.

2021

23 sager svarende til 16 procent af de behandlede folkeskolesager.

2020

25 sager svarende til 14 procent af de behandlede folkeskolesager.

2019

27 sager svarende til 15 procent af de behandlede folkeskolesager.

I alt behandlede klagenævnet 46 sager om skolevægring i 2023. 29 af dem handlede om en elev med autisme. Det svarer til knap to ud af tre sager.

”I de fleste af sagerne har eleven ofte haft et stigende fravær gennem en længere periode inden det fulde skolefravær, og i flere af sagerne har eleven fået nedsat sin undervisningstid i en længere periode forud for, at eleven helt er holdt op med at komme i skole”, sammenfatter nævnet i sin årsrapport for 2023.

Elev profiterede ikke af skolens indsats

En elev i 8. klasse havde hidtil haft sin skolegang i en almen klasse. Eleven var fagligt dygtig, men havde svært ved at strukturere og holde fokus på sine opgaver og fremstod desuden med sproglige, kommunikative og sociale udfordringer.

Eleven blev beskrevet i tiltagende mistrivsel igennem en længere periode og fik mod slutningen af 6. klasse omfattende psykiske og somatiske symptomer, som krævede indlæggelse.

Skolen iværksatte ved opstarten af 7. klasse forskellige tiltag, herunder blev undervisningstiden nedsat til få timer om ugen, og eleven fik en fast støtteperson og modtog en til en-støtte. Alligevel blev eleven tiltagende udtrættet, var i mistrivsel og havde stigende fravær. Efter jul stoppede eleven helt med at komme i skole.

Eleven blev sideløbende udredt og fik midt i 7. klasse en autismediagnose og flere bi-diagnoser, som psykiatrien beskrev som belastningsreaktioner som følge af, at eleven ikke var blevet mødt relevant i forhold til sine autismespecifikke vanskeligheder og behov.

Skolen iværksatte fortsat indsatser for at undervise og få eleven tilbage i skole. Der blev etableret onlineundervisning i to fag, og der blev lagt en plan for en til en-undervisning med den faste støtteperson uden for hjemmet.

I 8. klasse var det fortsat ikke lykkedes at få eleven fysisk tilbage på skolen, og eleven deltog kun ganske få timer om ugen i undervisningsrelaterede aktiviteter med sin støtteperson. Skolen beskrev, at eleven ikke kommunikerede sprogligt uden for hjemmet og ikke interagerede med jævnaldrende. I PPV’en blev der udtrykt alvorlig bekymring for elevens følelsesmæssige og sociale udvikling og trivsel.

Kommunen visiterede eleven til en specialklasse målrettet elever med socialkognitive udfordringer. Tilbuddet lå på den skole, hvor eleven havde gået frem til sit skolefravær. Specialklasserne var placeret i forbindelse med de almene klasser med mulighed for inklusion.

Kommunen vurderede, at der i specialklassen med mindre elevgrupper og tæt voksenstøtte kunne tages de nødvendige hensyn til elevens behov for struktur, afskærmning og ro, samtidig med at der var mulighed for at fastholde allerede etablerede relationer til det pædagogiske personale på skolen.

Forældrene klagede over kommunens afgørelse. De ønskede et vidtgående tilbud i form af en specialskole målrettet normaltbegavede elever med autismespektrumforstyrrelser, hvor der ville være mulighed for tættere voksenstøtte i en meget lille og rolig undervisningsramme.

Nævnet vurderede, at elevens undervisningsbehov ikke kunne tilgodeses i specialklassen, og at der herunder ikke var de rette fysiske rammer, den fornødne specialiserede viden eller de personalemæssige resurser til at imødekomme elevens sammensatte vanskeligheder og behov. Det var nævnets vurdering, at eleven fremstod med en alvorlig problemstilling og et lavt funktionsniveau, som det ikke i nævneværdig grad var lykkedes at højne til trods for de iværksatte indsatser.

Nævnet vurderede derfor, at eleven havde behov for at indgå i et lille, trygt og roligt specialskoletilbud, hvor der kunne iværksættes en specialiseret indsats, som kunne tage højde for elevens samlede vanskeligheder og skabe mulighed for bedre trivsel og udvikling.

Kilde: Klagenævnets årsrapport

Den faglige udvikling kommer ud af trit

I nogle sager har eleven gennem flere år ikke kunnet følge den fulde undervisning for sit klassetrin. I enkelte sager er eleven helt holdt op med at komme i skole og har været hjemme i mere end et år.

I flere tilfælde har skolen været særlig opmærksomhed på at tilrettelægge undervisning og indsatser for at tilgodese elevens vanskeligheder og behov i løbet af skoledagen, konstaterer klagenævnet.

”Ofte arbejdes der ud fra individuelle mål for den enkelte elev med brug af udvidet elevplan eller handleplaner og løbende evaluering. I nogle af sagerne profiterer eleven af de iværksatte tiltag, og der beskrives øget trivsel og udvikling samt øgning af de timer, barnet kommer i skole”, skriver klagenævnet.

I andre sager har tiltagene ikke i tilstrækkelig grad ført til trivsel, udvikling og stabil skolegang.

Tre typer sager

Skole og forældre er uenige om, hvorvidt barnet er i det rette undervisningstilbud.
Skole og forældre er enige om, at barnet ikke er i trivsel og udvikling i skolen, men kommunen revisiterer til det samme undervisningstilbud med den begrundelse, at mulighederne for inklusion i undervisningstilbuddet ikke er udtømte, og at der ikke har været arbejdet tilstrækkeligt med anbefalingerne i den aktuelle pædagogiske-psykologiske vurdering (PPV) til, at en mulig positiv effekt kan iagttages.
Skole og forældre er enige om, at barnet skal visiteres til et mere vidtgående specialundervisnings-tilbud, men uenige om, hvorvidt kommunens tilbud er det rette.

”Det er et gennemgående problem for børn med et højt eller fuldt skolefravær gennem en længere periode, at deres faglige udvikling ikke følger de jævnaldrendes til trods for, at børnene har kognitive forudsætninger for at indlære alderssvarende”.

Det hjælper ikke nødvendigvis med hjemmeundervisning, for barnets overskud til faglig fordybelse er ofte så nedsat, at barnet kommer flere år bagud i forhold til det faglige niveau på klassetrinnet.

Kommunen ser stadig muligheder for udvikling

Hvert år er der en del klagesager, hvor skolen og barnets forældre er uenige om, hvorvidt barnet er i det rette undervisningstilbud.

I andre tilfælde er de enige om, at barnet ikke er i trivsel og udvikling i skolen, men kommunen revisiterer alligevel til det samme undervisningstilbud med den begrundelse, at mulighederne for inklusion ikke er udtømte, og at der ikke har været arbejdet tilstrækkeligt med anbefalingerne i den aktuelle pædagogiske-psykologiske vurdering (PPV) til, at en mulig positiv effekt kan iagttages.

Flere af sagerne er dog kendetegnet ved, at forældre og skole er uenige om elevens udvikling og trivsel i undervisningstilbuddet.

”I disse sager har skolen ofte oplevet en elev, som har deltaget og fremstået relativt upåfaldende i undervisningen, når eleven er mødt op. Kommunen vurderer derfor, at barnets undervisningsbehov kan imødekommes, og at man må arbejde videre med anbefalingerne i PPV’en for at skabe udvikling og trivsel”, fremgår det af årsrapporten.

Skole og forældre ser forskellige sider af barnet

Forældrene oplever derimod et barn, som holder sammen på sig selv i skolen og reagerer hjemme med for eksempel lav frustrationstærskel, udmattelse eller ængstelighed.

Når sagen modtages i klagenævnet, har de forskellige oplevelser af barnets trivsel og undervisningsbehov oftest stået på igennem en længere periode, og barnet kommer næsten ikke eller slet ikke i skole.

”I sager med forskellige oplevelser af en elevs udvikling og trivsel, er det yderst relevant, at PPR, videns- og specialrådgivningsorganisationen VISO eller andre relevante sagkyndige har været inddraget i forhold til en aktuel beskrivelse af barnets vanskeligheder og en professionel vurdering af barnets samlede undervisningsbehov. Herunder hvilke specialpædagogiske tiltag og foranstaltninger, der er nødvendige for, at eleven kan komme i skole og følge et fuldt skema uden efterfølgende reaktioner hjemme”, pointerer klagenævnet.

Vigtigt at skolen samarbejder med PPR

Det fremgår ikke af årsrapporten, hvordan afgørelsen i de 46 sager om børn med skolevægring er faldet ud. Men nævnet påpeger, at det er vigtigt, at eleven snarest får hjælp til at genoptage sin skolegang, og at den nuværende skole eller det nye undervisningstilbud i samarbejde med PPR og familien og eventuelt eleven selv lægger en plan for opstart og indkøring.

Ligeledes bemærker nævnet ofte i sagerne, at PPR og skole må følge elevens udvikling tæt, og hvis det ikke lykkes at få eleven på fuldt skema inden for en overskuelig fremtid, må de genvurdere elevens undervisningsbehov.

”I sager, hvor et barn har nedsat undervisningstid, højt fravær eller slet ikke er i skole, er klagenævnet afhængig af, at PPR har forholdt sig til barnets manglende skolegang og til barnets aktuelle undervisningsbehov, herunder hvilke specialpædagogiske tiltag og foranstaltninger, der er nødvendige, for at barnet kan genoptage sin skolegang”.

Når klagenævnet ikke kan få et tydeligt billede af barnets aktuelle vanskeligheder og undervisningsbehov ud fra sagens oplysninger, herunder hvad der ligger til grund for, at barnet ikke har en stabil skolegang på fuldt skema, kan nævnet hjemvise sagen til fornyet behandling i kommunen.