Skoleintra må klare en sæson mere - den nye platform bliver alligevel ikke klar hverken i 2017 eller ´18
Skoleintra må klare en sæson mere - den nye platform bliver alligevel ikke klar hverken i 2017 eller ´18

Skoleintras afløser udskudt for anden gang

En ny digital platform skulle efter planen afløse Skoleintra som samarbejdsplatform i 2017. Sidste år udskød kommunernes it-fællesskab Kombit fristen til 2018, og nu betyder problemer med datasikkerheden endnu et års forsinkelse.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Som en del af det såkaldte Brugerportalsinitiativ skal det nuværende SkoleIntra afløses af en todelt ny digital brugerplatform i folkeskolen.

Den ene del er Læringsplatformen, som kommunerne hver især skal vælge, og som skoler og kommuner skal have påbegyndt implementeringen af ved starten af det nye skoleår.

Den anden del er en fælleskommunal samarbejdsplatform, som efter planen skulle i udbud denne sommer.

Men sidste sommer blev implementeringen udskudt fra 2017 til 2018, og nu udskyder Kombit projektet yderligere et år til 2019.

KL udskyder tidsfrist for ny digital brugerportal

Ifølge Kombit er det problemer med at sikre personfølsomme oplysninger på den nye platform, der er skyld i udsættelsen.

"Kombit forventer, at den nye samarbejdsplatform vil blive brugt i endnu flere sammenhænge, end det er tilfældet for SkoleIntra i dag - og også i mere følsomme eller fortrolige situationer".

"I forbindelse med arbejdet med samarbejdsplatformen er det derfor helt essentielt, at der bliver tilvejebragt en løsning, som indeholder et tilstrækkeligt niveau af sikkerhed for brugerne", skriver Kombit i en pressemeddelelse.

I forbindelse med arbejdet med sikkerhed på samarbejdsplatformen er projektet stødt på udfordringer. Disse har medført behov for yderligere afklaring af en række områder med blandt andet Styrelsen for It og Læring, som har ansvaret for UNI-Login, som ifølge aftalen om brugerportalsinitiativet skal bruges til at logge på samarbejdsplatformen.

"Det gælder særligt at afdække mere præcist, hvornår der kan opstå følsomme data i systemerne, og hvordan disse kan håndteres. Desuden skal der foretages en række tilpasninger i forhold til UNI-Login og etableres en samlet sikkerhedsarkitektur for brugerportalsinitiativet", lyder det fra Kombit.

"Som konsekvens af disse afklaringsprocesser og den tid og de resurser, som er brugt i den forbindelse, er det ikke muligt for Kombit at fastholde den oprindelige tidsplan for samarbejdsplatformen, der betød, at alle skoler skulle kunne tage løsningen i brug i august 2018".

Powered by Labrador CMS