Fjerde år i træk: Klassekvotienten i folkeskolen falder

På Christiansborg har ønsket om færre elever i skoleklasserne været på dagsordenen mange gange de senere år, men lovgivning er det ikke blevet til. Alligevel falder det gennemsnitlige antal elever i hver klasse nu for fjerde år i træk.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

SF på vej med forslag om frihedsreform for folkeskolen

Der sad gennemsnitligt 21,6 elever per folkeskoleklasse i 2017, 21,5 i 2018, 21,4 i 2019, og i 2020 var kvotienten faldet til 21,2.

Det er kun i folkeskolerne, klassekvotienten falder - i de frie grundskoler er kvotienten stabil.

Så om faldet skyldes lokale beslutninger om at holde klassestørrelserne nede, eller det er blevet sværere for kommunerne at få fyldt klasserne op eller få dem lagt sammen, hvis elever fx skifter til en fri- eller efterskole undervejs i skoleforløbet, er der ikke umiddelbart nogen, der kender svaret på.

I KL siger børn- og skolechef Peter Pannula Toft til folkeskolen.dk, at KL ikke centralt kender til årsagen, men at det er noget, man vil begynde at dykke ned i. 

Hillerød Kommune i Nordsjælland er en af de kommuner, hvor klassekvotienten i folkeskolen har været faldende de senere år.

Folkeskolen.dk har spurgt skolechef Hanne Frederiksen til årsagen. Hun forklarer, at der ikke er truffet nye politiske beslutninger, som påvirker klassekvotienten i Hillerød Kommune, men:

"Skolestrukturen i Hillerød Kommune omfatter flere små afdelinger i lokalsamfund, og elevtallet i flere af disse små lokalsamfund er faldende, hvilket direkte påvirker klassekvotienten".

Hanne Frederiksen tilføjer, at der også er et element af tilfældighed i forhold til, hvor mange elever, der er på årgangene - og dermed klassekvotienten.

På Danmarks Statistiks kommunekort nedenfor kan du klikke dig ind på den enkelte kommune og se klassekvotientens udvikling i de kommunale folkeskoler over de seneste ti år.

 

Powered by Labrador CMS