Klokken er 15.42. Teammødet er så småt ved at begynde. Lars er ikke kommet, Lise er ved at hente kaffe. Henrik og Mathilde er endnu en gang ved at diskutere, om tysk i 5. er en god ide, og om der er for varmt. Og i midten sidder Hanne, som har været klar med sin firepunktsdagsorden siden 15.25. Hun er ved at eksplodere over alt det, hun kunne have nået, og hun ved, at de næppe når til punkt 4's vigtige pædagogiske diskussion.

De er nok alle enige om, at deres møder kunne være bedre. Men hvordan?

Det giver lærer og psykolog Vibeke Petersen og lektor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik Ib Ravn et klart og enkelt bud på i deres nye bog »Skolens teammøder«: En af de fem lærere skal få de andres opbakning til, at hun eller han fremover faciliterer teamets møder.

Man må gerne afbryde

»Så er det tid til at tale erfaringer med at indarbejde nye Fælles Mål«, siger Hanne som introduktion til punkt 2. Hun deler gruppen i to og beder dem tage en »lyt og byt«. Først har den ene ti minutter til at fortælle om sine bedste eksempler på, hvordan hun har arbejdet med målene i undervisningen. Den anden kan stille et par spørgsmål, og så bytter de.

Efter summen er der mulighed for at høre de bedste eksempler i plenum. Pludselig er Mathilde og Henrik på vej ud i den sædvanlige uenighed. Her er det så Hannes opgave at stoppe dem, for eksempel med ordene: »Henrik, det lyder spændende, men det er ikke det, vi skal tale om i dag. Og hvad siger du, Lise?«

»I dansk mødekultur tror man ikke, at man må afbryde. Men ekstroverte mennesker snakker meget, og i virkeligheden har de ikke noget imod at blive afbrudt. Det kan ligefrem give tryghed, at man ved, at der er en, der styrer mødet og sikrer, at man ikke snakker for meget eller om noget, der ikke fremmer mødet«, forklarer Ib Ravn.

Tid til den svære samtale

Mathilde skal tage en svær samtale med et forældrepar. Hvis mødet var gået, som det plejede, så ville de måske aldrig være nået til punktet. Men nu, hvor Hanne har holdt tidsplanen, kan hun nå at bruge en af metoderne til refleksive processer.

Mathilde fortæller teamet om sin udfordring. Teamet lytter og noterer nøgleord fra hendes fortælling. Derefter siger de andre efter tur nøgleordene, og i en ny runde kan de komme med spørgsmål - men de taler om Mathilde i tredjeperson, mens hun sidder med ryggen til. »Gad vide, om det ville gøre en forskel, hvis Mathilde talte med moderen først, når det nu lyder, som om faren har et iltert temperament?« spørger Lise.

Hanne sikrer sig, at ingen med deres spørgsmål belærer Mathilde om, hvad der er det rigtige at gøre. Herefter vender Mathilde sig igen mod teamet og fortæller sin historie igen med de nye vinkler, hun har fået, på den forestående samtale. Til sidst spørger Hanne, om Mathilde føler sig set og hørt, og hvad hun tager med sig videre.

»Denne del af mødet er jo utroligt vigtig at få tid til. Men det er også det sværeste som facilitator. Det kræver, at man tager i hvert fald et kort kursus og træner meget, for man kan let komme til at begå overgreb mod fokuspersonen. Det er vigtigt, at facilitatoren på en venlig måde stopper deltagerne, hvis noget går skævt«, forklarer Vibeke Petersen.

Hanne kan afslutte mødet i god tid før klokken 16 med at finde nye mødedatoer. Alle har vidst, at det skulle ske, så de har kalenderen med, og de bliver skrevet på planen med det samme. »Tak for i dag«.