Rasmus Willig har i 15 år forsket i kritik. Hans nyeste bog, »Afvæbnet kritik«, er resultatet af syv års indsamling af empiri, der viser, hvordan muligheden for kritik er forsvundet for samfundets store professioner.
Rasmus Willig har i 15 år forsket i kritik. Hans nyeste bog, »Afvæbnet kritik«, er resultatet af syv års indsamling af empiri, der viser, hvordan muligheden for kritik er forsvundet for samfundets store professioner.

Ny bog er vaccine mod selvcensuren

Sociologisk jiu-jitsu: Bogen »Afvæbnet kritik« viser, hvordan og hvorfor kritik ikke længere er velkommen i det offentlige. I bogen vendes kraften fra afvæbningen mod det system, der tryner kritikere.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sociologen Rasmus Willigs nye bog, »Afvæbnet kritik«, taler direkte - både til hovedet og til kroppen. Den er nemlig to ting:

Bogen er en grundig sociologisk analyse af, hvordan kritikken fra vores samfundsbærende professioner bliver afvæbnet og afvist. Willig beskriver en bevægelse, hvor de offentligt ansatte havde medbestemmelse, siden kom de på medhør, og nu skal de være medgørlige.

Den analyse kommer vi tilbage til - først skal det handle om, hvad bogen også er:

Bogen er også en vaccine. Midt i bogen er der samlet 21 sider med sætning efter sætning fra en virkelighed, hvor kritik er blevet afvæbnet. Så når lærere, pædagoger, socialrådgivere, politibetjente og sygeplejersker har forsøgt at gøre opmærksom på faglige problemer, er de blevet afvæbnet med kommentarer som disse virkelige eksempler:

»Du ser lidt træt ud, er alt vel derhjemme?«, »Vi skal udvikle os i stedet for at afvikle os«, »I er forkælede. I har sovet tornerosesøvn for længe«, »Det gider jeg ikke høre mere om«, »Hvad har I ellers gjort?«, »Vi er nødt til at være mere fleksible«, »Vi skal tilpasse os, ellers lukker og slukker vi«, »Sådan er det. Find et andet arbejde«, »Hvordan vil du sikre, at du ikke kommer til at stå i den samme situation igen?«, »Det kan godt være, men husk lige, hvad vi har nu. Vi du risikere at miste det?«, »Hvis du ikke kan følge med, må du finde et andet arbejde«, »Nu må vi trække en streg i sandet og se fremad«, »Nu må vi stoppe diskussionen. Der er ikke mere tid«, »Det kan jeg godt høre, at du siger, men nu skal vi noget andet«, »Sådan er det. Det er min ledelsesret«.

Læreren går fra medbestemmelse til medgørlighed

Og hermed nok om vaccinen. For hvordan er vi blevet et samfund, hvor idealet er forandret fra medbestemmelse til medgørlighed?

Ifølge Rasmus Willig drejer det sig om neoliberalismen: Altså en økonomisering af alle livets forhold. I skoleregi er det et ønske om at måle og veje alting i test og hyppig karaktergivning - også lærernes præstationer skal måles. Det er en ideologi, der for at blive ved med at producere nye markeder udfører »serielle chok«:

»Derfor får vi mange reformer, der hele tiden laves om. Det gør modstand fuldstændig umulig. Alle bliver handlingslammede, og de kan ikke forstå, hvorfor de ikke kan få det til at gå op. Der bliver en form for kognitiv diskrepans: Hvorfor ødelægge noget, der faktisk er velfungerende? Det, man blandt andet kan se hos folkeskolelærere, er, at de hele tiden prøver at give det en form for mening. Men den mening vil de aldrig opnå - og hvis de har en fornemmelse af at være ved at opnå mening, så vil de opleve, at den bliver slået i stykker. Heri består neoliberalismens succes«, siger Rasmus Willig.

Bogens undertitel taler om »flexismen«, som næppe er et begreb, mange vil kende på forhånd, da det er opstået som et resultat af Rasmus Willigs analyse. Det ligger i forlængelse af to etablerede begreber:

Flexicurity-modellen: Hvor arbejdsgivere relativt let kan hyre og fyre medarbejdere - men medarbejderne har til gengæld et stort sikkerhedsnet og kan være uden arbejde uden voldsomme konsekvenser. På dette stadie har medarbejderne medbestemmelse, og de kan indtage en kritisk attitude.

Flexploitation: Hvor der fortsat er et fleksibelt arbejdsmarked, men de sociale ydelser er ændret, og derfor har det større konsekvenser at stå uden arbejde. I Danmark kan man se dagpengereformen og medarbejdernes deraf følgende dårligere sikkerhed som et aspekt af dette. Med flexploitation skal medarbejderne ifølge Rasmus Willig have en positiv attitude, og de er på medhør.

Flexismen: Nu skal medarbejderne så indtage en resilient eller robust attitude, og de skal være medgørlige.

»Flexismen er den tilstand, der opstår, når der etableres en række normer, der patruljerer og foreskriver, at det vil have store konsekvenser at ytre sig kritisk. Når offentligt ansattes ytringsfrihed bliver knægtet, mister vi som samfund kendskabet til konsekvenserne af de mange reformer, der gennemføres. Neoliberalismen kan således kun opretholde sin nuværende dominans, hvis enhver form for kritik neutraliseres eller afvæbnes«, fortæller Rasmus Willig.

Man slikker opad og sparker nedad

Ifølge Rasmus Willig har flexismen, der er en tilstand i konkurrencesamfundet - et samfund, hvor ikke bare staterne er i konkurrence med hinanden, men hvor også borgerne i staten er i indbyrdes konkurrence - voldsomme konsekvenser. Det er usundt for den enkelte - det kan aflæses i både stress- og depressionsstatistikker - men også for hele samfundets beskaffenhed.

»Det er ikke kun en kritik, der bliver afvæbnet fra dag til dag, det er et angreb på den demokratiske kultur. Vi bliver nødt til at vide, hvad konsekvenserne af de mange politiske reformer er, så reformerne og de politiske beslutninger opnår legitimitet. Hvis der induceres en erfaring af, at kritik ikke længere er muligt, så ophæves legitimiteten og det levende demokrati«, siger Rasmus Willig og fortsætter:

»Det havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig - at afdemokratiseringen sker fra dag til dag, uden at vi er særligt bevidste om det. Derudover skabes resignation og en fornemmelse af, at man er ved at miste sig selv. Det er en grundlæggende usikkerhed, der også producerer en psykologisk afstumpethed, hvor man slikker opad og sparker nedad. Det har ikke ligget til min person at beskrive det. Jeg har svært ved at se mennesket så afstumpet, som jeg får det frem i bogen, men jeg måtte rapportere det nøgternt«, siger Ramus Willig.

Både Rasmus Willigs analyse og vaccine kan findes i bogen »Afvæbnet kritik - Om flexismens små doser af arsenik«, som er udkommet på Hans Reitzels Forlag.

Video, hvor Rasmus Willig fortæller om "Afvæbnet kritik":

Video: Rasmus Willig læser op fra "Afvæbnet kritik":

Powered by Labrador CMS