LÆRERNE ER IKKE ALENE OM AT VÆREBANGE
Pædagoger. En undersøgelse, BUPLgennemførte i 2019, viste, at hver anden pædagog ikke tør udtalesig offentligt om sine arbejdsforhold, af frygt for at det vil fånegative konsekvenser i forhold til for eksempel ledelsen.
Gymnasielærere. 26 procent af deltagerne ien undersøgelse, som bladet "Gymnasieskolen" gennem-førte i 2018,svarede, at de har undladt at ytre sig offentligt om forhold påarbejdspladsen, som de mener, offentligheden burde kende til.
Læger. "Dagens Medicin" gennem-førte i2020 en undersøgelse, som viste, at 47 procent af de deltagendelæger har været i en situation, hvor de af frygt for ledelsensreaktion har undladt at fortælle offentligt om problemer på deresarbejdsplads.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Ytringsfriheden er en af de højeste moralske værdier i vores samfund. Derfor bør det også være fyringsgrund at forbryde sig mod den".
Ordene er Rasmus Willigs, sociolog og mangeårig forsker i især offentligt ansattes ytringsfrihed. Folkeskolen har bedt ham om at kigge på resultaterne af en spørgeskemaundersøgelse i Folkeskolens Lærerpanel, som viser, at hver tredje ikke tør ytre sig om kritisable forhold på skolen. Og at det især er frygten for sanktioner fra skoleleder og kommune, der får lærerne til at give sig selv mundkurv på.
Undersøgelse: Ytringsfrihed under pres
Tallene for lærerne ligger nogenlunde, hvor man kunne forvente i forhold til tidligere undersøgelser og lignende undersøgelser i andre faggrupper, mener Rasmus Willig. Men han finder det særligt interessant, at undersøgelsen indeholder en kortlægning af, hvilke faktorer lærerne føler begrænser deres ytringsfrihed. "Det er interessant, at respondenterne angiver kommune og skoleledelse som de største begrænsninger - mere end for eksempel hensynet til kolleger", siger Rasmus Willig.
"Det antyder, at lærerne er opmærksomme på de magtstrukturer, som gør sig gældende, og som i praksis er konkurrencestatens måde at udøve censur på".
Det er stærke ord, men Rasmus Willig er overbevist om, at 15 år med konkurrencestaten har frataget de offentligt ansatte deres ytringsfrihed og skadet den demokratiske debat.
"Enhver statsform producerer en eller anden form for selvregulerende censur. Det gjorde velfærdsstaten også, her var det tabu at tale om, at den producerede klientelisme og afhængighed af overførselsindkomster. Det er en berettiget kritik af velfærdsstaten, men det er en lige så berettiget kritik at sige, at konkurrencestaten begynder at overtræde grænserne for vores grundlovssikrede ytringsfrihed", forklarer han.
Ytringsfrihed: Få styr på dine rettigheder
"En folkeskole er i konkurrence med andre skoler om eleverne. Kommunen er i konkurrence med nabokommunerne om attraktive skatteborgere. Det afføder et ønske hos ledere og politikere om at kontrollere kommunikationen, fordi selv en lille artikel i lokalavisen bliver en reklamesøjle, hvor der helst ikke skal stå noget forkert", siger Rasmus Willig og fortsætter:
"Kontrol af kommunikationen er derfor konkurrencestatens måde at udøve censur på. Når man har gjort alle beboerne i konkurrencestaten til konkurrenter, bliver al italesættelse af kritiske forhold til dårlig markedsføring. Og derfra er der ikke langt til at ville styre al kommunikation, så skolen eller kommunen fremstår positiv. Man vil kun fortælle de positive historier".
Lærere må gerne ytre sig kritisk
Ubalance giver demokratisk problem
Rasmus Willig mener, at lærerne er blandt de professioner, som har sværest ved at fungere på konkurrencestatens vilkår. Det skyldes blandt andet, at den påtvungne konkurrence strider imod professionsidealer om frivillighed og det at engagere sig.
"Karaktergennemsnit er offentligt tilgængelige nu, og så snart en skole falder lidt under gennemsnittet, begynder forældrene at tale om, hvorvidt skolen er god nok, og nogle flytter deres børn til andre skoler. Så man kan godt forstå ledelsens og kommunalpolitikernes ønske om at styre kommunikationen, men samtidig vokser problemerne bare, og man får ikke talt om de grundlæggende kritisable vilkår. Og man har skadet den demokratiske samtale".
Det var tydeligt i forbindelse med skolereformen, mener forskeren:
"Beskeden fra politikere og skoleledelse til lærerne var, at beslutningen var truffet, stop diskussionen, nu skulle man bare i gang og så i øvrigt tale skolen op i stedet for ned. Lærerne fik reelt mundkurv på. Det er censur i en konkurrencestat".
Gælder det også, selv om man ikke direkte forbød lærerne at deltage i debatten? Man kunne jo have været fræk og deltaget alligevel?
"Ja, men der er en stor magtubalance mellem parterne. Den kritiserede part har magten til at fyre kritikeren eller gøre arbejdslivet surt for vedkommende. Så længe der ikke er ansættelsesretslig sikkerhed forbundet med at bruge sin ytringsfrihed, er der en ubalance, som giver vores samfund et alvorligt problem. Oven i det skal man så lægge, at stort set alle lærere har været på kursus i anerkendende tilgang og positiv psykologi. Der har man sådan set institutionaliseret, at det ikke er okay at udtale sig om kritisable forhold, så nu er der frit slag for omorganiseringer, omplaceringer og besparelser".
Arbejdsgivere skal kunne straffes
Ansatte har faktisk udstrakt ytringsfrihed i forhold til kritisable forhold på jobbet. Men som Folkeskolens undersøgelse også viser, er mange usikre på, hvor grænserne går. 17,9 procent er i tvivl om, hvad de må udtale sig om.
I grundlovens paragraf 77 står, at "Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene", citerer Rasmus Willig og fortsætter så:
"Men den næste sætning er mere interessant: 'Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres'. Det er op til fortolkning, hvad der ligger i ordene 'censur og andre forebyggende forholdsregler'. Som det fortolkes nu, er det i den reelle magts, for eksempel kommunens, favør. Det er for eksempel i praksis okay, at en kommune eller skoleleder forlanger, at ekstern kommunikation skal en tur forbi dem, inden det offentliggøres. Men det er faktisk et overgreb på den offentligt ansattes ytringsfrihed, og det er en direkte konsekvens af konkurrencestaten".
Lærere tør ikke tale frit
Problemet er ikke begrænset til det principielle i, at lærernes ytringsfrihed bliver begrænset. Tavshedskulturen sender skolevæsnet ind i en nedadgående spiral, fordi ingen tør eller vil gøre opmærksom på de reelle problemer. Så ledere og politikere får ikke den information, der skal til for at kunne træffe gode beslutninger, mener Rasmus Willig.
De seneste par år har han dog observeret en modtendens.
"De progressive ledere - de begavede ledere - har fået øjnene op for, at tavshedskultur på arbejdspladsen er et problem. De har forstået, at hvis ingen tør fortælle om problemerne, så ved de ikke, at de findes, og så kan de ikke gøre noget ved dem. Så har problemerne det med at vokse sig større. De seneste par år har jeg mødt flere ledere, som har gjort sig den erkendelse. På forskellige niveauer er det en indsigt, som er opstået oven på forskellige skandaler i det offentlige system".
Desværre er der ikke gode ledere nok til at vende udviklingen, siger Rasmus Willig. Han mener, der skal lovgivning til.
"Som det er nu, har alle ansatte incitament til at være tavse frem for at træde frem med deres kritik. Det skal vendes om, så man er ansættelsesretligt sikret, også hvis man ytrer sig kritisk om forhold på sin arbejdsplads".
Derudover mener forskeren, at det skal have konsekvenser for de ledere, som krænker ytringsfriheden for deres ansatte.
"I det øjeblik en eller to kommunaldirektører er blevet afskediget på baggrund af for eksempel at have bedt deres ansatte om ikke at udtale sig om nye besparelser 'for ikke at gøre forældrene urolige' - og det er jo at krænke ansattes ytringsfrihed - så holder de op med at gøre det. Så retter hele systemet ind".
