Pengene i DLF’s strejkekasse skal ikke længere kun gå til store strejker som denne her på Christiansborg Slotsplads. Formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo foreslår at bruge en del af strejkekassens penge på at forebygge konflikter ude lokalt.

Bondo-forslag: 
Strejkepenge skal i arbejde

Anders Bondo vil åbne DLF’s strejkekasse, Særlig Fond, for at forebygge konflikter frem for kun at betale strejkeunderstøttelse.

Publiceret
Birgitte Baktoft, medlem af hovestyrelsen, er skeptisk og vil ikke love at stemme for forslaget.
Hovedstyrelsesmedlem Lars Busk frygter, at det bliver en glidebane.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Verden har ændret sig. Nu fører man arbejdskamp på en helt anden måde end tidligere. Mange af de konflikter, vi har i dag, handler om forhandlinger i kommuner - ikke altomfattende strejker og arbejdskampe. Det bør vi også kunne bruge Særlig Fond til«, sagde Anders Bondo på hovedstyrelsesmødet i juni, hvor han fremlagde forslaget.

Han gav som eksempel, at KL's lønudvalgsformand i medierne har givet udtryk for, at KL har taget konflikten med lærerne i en række kommuner. »Den virkelighed må Danmarks Lærerforening forholde sig til«, vurderede formanden.

Signal til arbejdsgiverne

Der er tale om et forslag til vedtægtsændring, som skal behandles på DLF-kongressen i september. To tredjedele af de delegerede skal stemme ja for at få det vedtaget. Særlig Fond består af en formue på cirka 2,3 milliarder, som er placeret i ejendomme og værdipapirer.

Sidste gang, der blev ændret i vedtægterne for Særlig Fond, var i 1985, hvor en del af midlerne blev udlagt til DLF's lokale kredse - dog uden at der blev ændret i formålsparagraffen.

Hovedstyrelsen gik ind for at fremlægge forslaget for kongressen ud fra samme begrundelser som Anders Bondo. Formand for DLF's overenskomstudvalg Gordon Ørskov understregede, at hvis kampene for at forsvare de lokale arbejdstidsaftaler kommer til at foregå lokalt, er det et vigtigt signal til arbejdsgiverne, at foreningen er parat til at stille sin konfliktfond bag ved de lokale kredse.

Skepsis: Det bliver en glidebane

Hovedstyrelsesmedlemmerne Lars Busk og Birgitte Baktoft tog forbehold og ville ikke love, at de ville stemme for. Lars Busk: »Jeg er betænkelig ved forslaget. Det er umiddelbart fristende, men jeg tror, at de fleste tænker, at Særlig Fond er en strejkekasse, der skal bruges til strejkeunderstøttelse. Jeg synes, det er en god ide, at vi allerede har afsat ti millioner kroner til at støtte det lokale arbejde med kredsene. Men jeg frygter, at det kan blive en glidebane, hvor vi begynder at bruge fondens midler til mange forskellige formål«, sagde han.

På kongressen 12.-13. september

Birgitte Baktoft understregede også, at der i det nuværende formål kun blev talt om strejker. Derfor er hun også betænkelig ved at begynde at anvende midlerne til andre formål.

Anders Bondo understregede, at han ikke går ind for at bruge fondens midler til formål, som burde høre under foreningens drift. Desuden ligger det i forslaget, at der skal være to tredjedeles flertal i hovedstyrelsen, før fonden kan åbnes. Herefter vedtog hovedstyrelsen at videresende forslaget til kongressen med forbehold fra to medlemmer.