Vi har brug for at fortælle, hvilken rolle skolen skal spille for samfundet og for eleverne her i det 21. århundrede, siger Anders Bondo - her ved de mange sedler fra hovedstyrelsens første brainstorm frem mod et folkeskoleideal.

Første bud: Den ideelle folkeskole

Fællesskabets skole. Skolen for alle. Dannelse. Demokrati. Det var nogle af de ord, der gik igen på de plancher, hvor DLF's hovedstyrelse har givet de første input til det ideal, lærerne skal formulere for folkeskolen.

Publiceret
Det er stærkt inspirerende at diskutere kernen i lærerarbejdet, siger Jeanette Sjøberg og Rikke Gierahn fra hovedstyrelsen. De står foran de plancher, der er fremstillet indtil nu

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er nysgerrige elever, glade elever, demokratiske elever og livsduelige elever, som står øverst på ønskesedlen for hovedstyrelsesmedlemmerne, når idealet skal formuleres. På Lærerforeningens hovedstyrelses decembermøde kastede medlemmerne sig ivrigt ud at diskutere den ideelle folkeskole - og fokus er på, at der skal være plads til alle, og at den gode skole skal give eleverne evner til og lyst til at lære noget.

Debatten på mødet markerer starten på en proces, hvor de lærere som har lyst til at være med, kan  komme med bidrag til, hvilket folkeskoleideal, DLF skal ende med at vedtage på kongressen 2018.

Formålet med, at DLF skal udvikle et skoleideal er, at lærerne kan give deres bud på, hvordan den gode folkeskole skal se ud - og få en stemme i debatten om folkeskolen. Det handler også om, at lærerne dermed får en samtale om, hvad de selv ønsker med skolen og skærper deres pædagogiske argumenter.

DLF skal formulere et folkeskoleideal

Projektet blev vedtaget på kongressen i oktober i år.  Anders Bondo Christensen formulerede formålet:

"Jeg har en ret klar holdning til, hvad vi vil med skolen. Jeg tror også, vi har et fælles billede af, hvad vi vil med skolen. Men vi har brug for at sætte ord på det, for der er rigtig mange, der har en holdning til, hvad skolen skal. Vi skal ikke gå i detaljer, men vi har brug for at fortælle, hvilken rolle skolen skal spille for samfundet og for eleverne her i det 21. århundrede".

En rar skole

Formålet er "at styrke debatten om pædagogik, faglighed og skolepolitikken og styrke lærernes argumentation for didaktiske valg. Og styrke den professionelle stemme om skolens udvikling", står der i kommissoriet for den gruppe, som står for processen.

Der er foreløbig nedsat en interessegruppe med lærere, kredsbestyrelsesmedlemmer og ledere, som holdt sit første møde 12. december.  Det er meningen, at der løbende skal være lokale sammenkomster hvor lærerne kan diskutere skolepolitik og værdier og formulere input til idealet.

Prorektor Alexander von Oettingen holdt et oplæg på kongressen, hvor han fremlagde nogle tanker omkring, hvad der kunne indgå i et ideal. Det handlede blandt andet om, at skolen skal danne eleverne gennem undervisning, skolen skal være retfærdig, og skolen skal være et rart sted at være.   

Dr.pæd. om skoleideal: Dannelse, retfærdighed og velvære

Processen skal midtvejsevalueres på kongressen i 2017, og der skal  ligge et færdigt forslag til kongressen i 2018.