"Jeg tror, at alle lærere jublede, da Pernille Rosenkrantz-Theil sagde, at hun ville kigge på, om der skulle indføres kortere skoledage. Så blev vi nok lige så skuffede, da vi fandt ud af, at det ville hun faktisk ikke", siger lærer Maria Roneklindt.

Lærer: Alle lærere jublede, da Rosenkrantz-Theil snakkede om kortere skoledage

Forårets genåbningsskole var 'helt fantastisk', og derfor lød der også et jubelbrøl, da ministeren åbnede for en mulig fremtid med kortere skoledage. Skuffelsen var derfor tilsvarende stor, da det viste sig, at der ikke var ret meget i det.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Interviewet skulle egentlig handle egentlig om, at udskolingslærer og faglig rådgiver på folkeskolen.dk/engelsk Maria Roneklindt hver dag må bruge en stor del af sin undervisningstid på at få sine elever til at forstå alvoren af corona.

De mange konflikter og kampe med eleverne er frustrerende og til tider opslidende, men da snakken falder på forårets skole, hvor nødundervisningsbekendtgørelsen gav skolerne meget friere rammer til at indrette skoledagen, lyser stemmen op i telefonen og bliver fyldt med begejstring. 

"Det var helt fantastisk. To lærere og kortere dage. Der var fuld fokus i undervisningen. Det var så givende, selvom corona, håndvask og afstand selvfølgelig tog en del fokus. Det var på mange måder en anderledes skoledag, men vi kunne nogle helt andre ting, fordi vi havde to lærere på. Vi kørte fx et kæmpe trivselsforløb, der var helt kanon. Vi fokuserede på andre ting, end vi normalt ville gøre. Jeg så børn og unge mennesker vokse og nød at være i skole", fortæller hun.

Minister i kovending: "Nogle elever har haft rigtig god gavn af kortere skoledage" 

Kortere skoledage ville gøre kæmpe forskel

Maria Roneklindts er lærer på Byskovskolen afdeling Benløse i Ringsted, og her har lærerne i udskolingen aftalt, at der er behov for at indlede hver lektion med, at borde og hænder på skal have sprit eller sæbe, ligesom skolen skal coronarestriktioner gentages overfor eleverne. Mistet undervisningstid er lig 10-15 minutter af deres lektioner á 50 minutter.

Derfor er hun ikke i tvivl om, at hun gerne så reglerne fra før sommerferien genindført.

"Det ville gøre en kæmpe forskel. Jeg tror, at alle lærere jublede, da Pernille Rosenkrantz-Theil sagde, at hun ville kigge på, om der skulle indføres kortere skoledage. Så blev vi nok lige så skuffede, da vi fandt ud af, at det ville hun faktisk ikke", fortæller hun.

Minister ærgrer sig over egen uklarhed om kortere skoledage og læsning

Hvad siger eleverne til, at de er vendt tilbage til en almindelig skoledag efter sommerferien?

"Det er noget, de taler rigtigt meget om. De forstår det ikke, hvorfor vi ikke kan det. Jeg har rigtigt mange elever, der ikke trives efter kl. 14. De er trætte og kan ikke koncentrere sig længere. Og alligevel skal man gennem en time med engelsk grammatik, og man ved bare, at det får du ikke noget ud af", fortæller hun.

Undervisningen ligner sig selv

Mens de kortere skoledage gav ekstra tid til at forberede en undervisning, der tog højde for den særlige corona-situation, er der med de genindførte lange skoledage ikke meget tid til at tilpasse undervisningen.

Derfor ligner Maria Roneklindts undervisning nu den, hun normalt ville have udført.

"Jeg tænker ikke min undervisning supermeget anderledes. For jeg har ikke vildt meget tid til at tænke i alternativer. Så jeg gør det, jeg gjorde før corona. De laver gruppearbejde, de skriver på deres computere. Og laver de aktiviteter, vi ellers ville have gjort", siger hun.

Skoledagens længde: Nu kalder SF undervisningsministeren i samråd

Bliver bedt om at undervise udenfor

Skolens lærere har fået besked på at flytte så meget som muligt af undervisningen udenfor.

"Men det kræver noget ekstra forberedelsestid at finde på udendørsaktiviteter, og det er jo ikke en holdbar løsning i længden, nu hvor vejret bliver koldere og dårligere. Jeg har jo nogen ting i mit pensum, som vi skal igennem, der ikke er vildt egnede til at være udenfor. I dansk har jeg jo bl.a. om essay, hvor de skal bruge computer. Jeg kan ikke lige se for mig, at de skal sidde med en computer i regnvejr".

Lærer: Vi bruger 10-15 minutter af hver lektion på corona

Læs mere

Maria Roneklindts blog som faglig rådgiver påfolkeskolen.dk/engelsk