Der var hektisk aktivitet på Arbejdermuseet forud for KTO's repræsentantskabsmøde, hvor det generelle KTO-forlig blev godkendt.
KTO: Højere lærerløn må ikke gå ud over andre
Forhandlingsfællesskabet for de kommunalt og regionalt ansatte har netop - tøvende - godkendt det generelle overenskomstforlig. FOA undlod dog at stemme. FOA-formand Dennis Kristensen frygter, at konflikten ender med, at lærerne får lønstigninger, som resulterer i reallønstab for andre faggrupper.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
4. marts valgte forhandlingsfællesskabet KTO at udskyde godkendelsen af det generelle overenskomstforlig for at presse KL til at indgå realitetsforhandlinger med lærerne om nye arbejdstidsregler. Det har betydet, at man udskød den lønstigning, som de kommunalt ansatte var stillet i udsigt fra 1. april.
Formand for KTO og for lærerne Anders Bondo Christensen takkede ved KTO's repræsentantskabsmøde i dag for opbakningen. Han gjorde klart, at han nu anbefalede organisationerne at stemme for forliget.
"Vi er i en situation, hvor forhandlingerne er afbrudt. Vi er i en konflikt. Fællesskabet har gjort alt, hvad de kunne for at presse arbejdsgiverne. Det pres, I har lagt, skabte ikke det, vi håbede", sagde Anders Bondo.
Det fælles KTO-forlig giver både i regioner og kommuner generelle lønstigninger på 1,97 procent i en toårig aftaleperiode. Oven i det kommer 0,25 procent til forbedringer af de enkelte overenskomster.
Smal lønaftale og en ny rolle for overenskomsterne
FOA frygter lærerne får løn-kompensation
FOA-formand Dennis Kristensen gik på talerstolen og sagde, at FOA ville undlade at stemme ved KTO-afstemningen om det generelle forlig. Han vedkendte sig forliget, men mente ikke, at tiden er inde til at tage stilling til det. Han frygter, at lærernes konflikt ender med, at lærerne - ligesom gymnasielærerne - får et ekstraordinært lønløft for at gå over på en ny arbejdstidsaftale.
Gymnasielærernes arbejdstid "normaliseret"
"Så kommer vi til at se, at reguleringsordningen vil 'sikre' at vi alle sammen kommer til at betale regningen. Det bliver ikke kommunerne, der skal til lommerne - kun i første omgang. Men på sigt kommer det til at være penge, der skal hentes i øvrige ansattes baglommer", sagde Dennis Kristensen.
Reguleringsordningen er den ordning, som sikrer, at de offentlige lønudvikling følger lønudviklingen på det private arbejdsmarked.
Hvis folkeskolelærerne ekstraordinært får mere i løn - eksempelvis fordi aldersreduktionen for ældre lærere bliver afskaffet - kan det trække gennemsnitslønnen i det offentlige op. Det kan igen betyde, at reguleringsordningen udløser færre kroner. Udgangen på det kan være, at andre faggrupper i det offentlige vil få et reallønstab.
Dennis Kristensen er derfor ikke mege for at gå igang med urafstemning om overenskomsten blandt sine medlemmer, fordi han risikerer at skulle justere de lønstigninger, som FOA's medlemmer kan forvente i afstemningsperioden. Han satte ikke tal på, hvor meget en lønkompensation til lærerne kunne være, men han er sikker på, at det vi få betydning for andre faggrupper i det offentlige.
"Vi lytter til Anders, når han siger, at det er oppe i en størrelsesorden på 400-500 millioner kroner, hvilket giver en væsentlig risiko for løntab", sagde Dennis Kristensen.
Bondo: Mere lærerløn skal ikke ske på bekostning af andre
Som KTO-formand understregede Anders Bondo, at selv om det er en sejr, at parterne i KTO-forliget har aftalt, at reguleringsordningen skal videreføres, så kan arbejdsgiverne spekulere i ordningen.
"Kompenseres LC for at blive frarøvet aldersreduktionen, får arbejdsgiverne dette betalt to gange. Dels ved at lærerne arbejder mere og dels ved, at vi alle betaler gennem en lavere udmøntning fra reguleringsordningen", sagde Anders Bondo.
Lærerne skal modsat de andre organisationer ikke igang med urafstemning, for på lærerområdet er der som bekendt ikke nogen overenskomstaftale at stemme om. Anders Bondo fremhævede, at han støtter den udtalelse, KTO vedtog på mødet. Den siger, at KTO ikke vil acceptere en løsning, der medfører, at alle andre end lærerne får en lavere lønstigning end forudsat i forliget.
"Vi skal fortælle både KL og de folk på Christiansborg, der måske i sidste ende kommer til at lave et indgreb i forhold til den konflikt, at det er helt uacceptabelt. Det vil skabe et troværdighedsproblem i forhold til kommende aftaler, hvis vi har et papir, hvor en forventet udmøntning ikke bliver indfriet, og man har planlagt det på forhånd. Det duer simpelthen ikke", sagde Anders Bondo.