Skolelederne på Frederiksberg ønsker, at den pædagogiske rolle skal være den bærende - også under Lov 409". Det er i hvert fald lærerformand på Frederiksberg Ane Søegaards klare opfattelse, fortalte hun idag på DLF's kongres.

Enighed: Skoleledere og lærere vil sikre lærerne professionelt råderum

”Mit indtryk er, at skolelederne på Frederiksberg ønsker at finde løsninger, som sikrer alle lærere et professionelt råderum”, fortalte Frederiksberg-lærernes formand Ane Søegaard i dag på DLF’s kongres. Det var hendes udgangspunkt for at bede kongressen vedtage, at ledere, kredse og tillidsvalgte fra nu af arbejder sammen om rimelige rammer for lærernes arbejdstid.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Jeg har den holdning, at vi stadig har rigtig mange ting, vi kan være enige med lederne om", sagde Ane Søegaard, der er formand for Frederiksberg Lærerforening i dag fra kongressens talerstol. Hun fortalte videre, at lærerforeningen på Frederiksberg holder møder med både ledere og forvaltning i disse dage. Møderne har givet hende det indtryk, at skolelederne er af samme holdning som de var, da de i december sidste år bakkede op om en fornyelse af arbejdstidsaftale A08.

"Det er mit klare indtryk, at lederne ønsker, at den pædagogiske rolle skal være den bærende - også under Lov 409. Det fordrer, at vi bruger tiden på andre opgaver end at forhandle arbejdstiden minut for minut", sagde Ane Søegaard uddybende til folkeskolen.dk. Hun tilføjede, at hun stoler på, at lederne på Frederiksberg vil tage deres personalepolitiske ansvar alvorligt.

"Lederne ved jo godt, at mobile arbejdspladser i klasselokaler, som bruges af sfo'erne, ikke skaber en effektiv forberedelse", sagde hun. Det er heller ikke Ane Søegaards opfattelse, at lederne vil bryde sig om "at give lærer Andersen og Nissen forskellig forberedelsestid".   

Frederiksberg-ledere er repræsentative

Ane Søegaards forslag til en kongresvedtagelse om samarbejdet mellem ledere og tillidsvalgte fik imidlertid Axel Bech fra skolelederforeningens hovedbestyrelse til at gå på talerstolen. Til daglig er han leder af Øster Farimagsgade Skole på Østerbro i København.

"Jeg tror, at Anes oplevelse af skolelederne på Frederiksberg er ganske repræsentativ for skoleledere over hele landet", sagde han.

Ifølge Axel Bech vil skolelederne hellere end gerne tage ansvar. Ansvar var i øvrigt, hvad motiverede ham som lærer til at søge den lederstilling, han fortsat sidder i.

"Søg de mange stillinger, der vil komme i nærmeste fremtid, så ikke andre faggrupper kommer ind og styrer skolerne", opfordrede han de kongresdelegerede lærere. 

'Ingen ønsker rigid ledelsesstil'

Axel Bech brød sig imidlertid ikke om følgende formulering i Ane Søegaards forslag til kongresvedtagelse:

"I fremtiden vil skoleledelserne blive pålagt en rigid og anakronistisk ledelsesstil, hvor skolens behov for fleksibilitet og tillid erstattes af optælling og kontrol".

"Det er der jo ingen, der ønsker", sagde han.

I den endelige kongresvedtagelse, som Anders Bondo formulerede, kom det derfor til at hedde "Ingen af os ønsker en rigid og anakronistisk ledelsesstil, hvor skolens behov for fleksibilitet og tillid erstattes af optælling og kontrol".

Ane Søegaard trak sit oprindelige forslag til fordel for Anders Bondos og hovedstyrelsens. Til slut gik skoleledernes formand Anders Balle på talerstolen og anerkendte vedtagelsen, der lægger op til, at skoleledere, kredse og tillidsrepræsentanter i fællesskab sikrer lærere og børnehaveklasseledere et reelt professionelt råderum.