Tillidsvalgt: Tidsregistrerings succes afhænger af lederen

I Holstebro har fem skoler købt et tidsregistreringssystem, der registrerer lærernes arbejdstider helt ned til fem minutter. På Halgård Skole er lærerne glade for systemet, som de mener giver fleksibilitet og tryghed. Kredsformanden har flere forbehold.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvad ville du sige til, hvis din leder kunne holde øje med dine arbejdstider helt ned på minutterne? I Holstebro er det en realitet for lærerne på fem skoler, efter kommunen har købt tidsregistreringssystemet Fix & Flex. Systemet holder styr på hver enkelt lærers standard-arbejdstider, og det er meningen, at alle afvigelser skal tastes ind. Hvis en lærer går bare fem minutter før eller efter standard-tiden, skal det tastes ind på computeren eller i systemets app. Her kan alle ansatte, også lederen, kigge med.

På Halgård Skole trives lærerne med systemet. Ifølge tillidsrepræsentant Allan Francis Hansen giver det mere fleksibilitet og frihed for den enkelte.

"Alle dem, der er trætte af at skulle gå ind på chefens kontor med hatten under armen og bede om fri til at gå til tandlæge eller aflevere børn, de kan bruge systemet til at holde styr på tiderne i stedet for. Bruge det som en reminder til at gå tidligt fredag eller blive lidt ekstra om mandagen. Og alle har tillid til, at man bruger Fix & Flex ordentligt og ikke snyder", siger Allan Hansen.

Og netop tillid og medbestemmelse er nøgleordet, hvis en leder skal gøre sig forhåbninger om, at et tidsregistreringssystem som Fix & Flex skal få en positiv modtagelse hos lærerne, mener Allan Hansen.  

"Lærerne har været positivt indstillede fra starten, og det handler nok meget om, hvordan sådan nogle kontrol-værktøjer bliver præsenteret. Vores leder har udelukkende introduceret det som noget, der skulle gøre det lettere for os, og hvis vi ikke ville have det, så behøvede vi ikke. Hvis det var blevet tvunget ned over hovedet på os, havde vi nok været mere skeptiske", siger Allan Hansen.

Forsker: Tidsregistrering kaster lærerne tilbage til industrisamfundet

 

Til gavn, ikke kontrol

Formanden for Vestjysk Lærerkreds, Torben Voss, er mere forbeholden over for systemet. Han påpeger, at selv om systemet registrerer tiden, som lærerne er på arbejde, så registreres ikke, om der er tid til at nå opgaverne.

"Hvis systemet blev brugt til at registrere de enkelte opgaver, så kunne man se, hvad man kan nå på en arbejdsdag. Men nu, hvor det kun registrerer, hvornår man kommer og går, så kan det jo godt være, at man ikke når alle de opgaver, man har. Der kan jo godt mangle tid, selv om den er registreret", siger Torben Voss.

 Lærerformanden mener, at Fix & Flex registrerer tid, som læreren sagtens selv kan styre.

"Lærerne kan godt selv holde styr på deres arbejdstider.  Jeg ved også, nogle lærere synes, det bliver kontrollerende, at man skal registrere tiden helt ned til fem minutter", siger han.

Ind-og udstempling er ny virkelighed for lærerne i Tårnby

Men ifølge skolelederen på Halgård Skole, Peter Fogde Mikkelsen, behøver lærerne på hans skole ikke frygte øget kontrol.

"Jeg bruger ikke Fix & Flex til at kontrollere. Det er udelukkende for lærernes skyld, at vi har systemet. Min tanke var, at det ville give mere fleksibilitet i hverdagen, og det virker som om, lærerne er rigtig glade for det", siger Peter Mikkelsen.

Ifølge tillidsrepræsentanten Allan Hansen, har systemet virket som hensigten. Lærerne får mere frihed, og systemet gør kravet om fuld tilstedeværelse nemmere at sluge. For ifølge Allan Hansen bliver det legitimt at gå fra arbejde tidligt, hvis man er træt efter undervisningen, selvom man egentlig skal blive til klokken 16 og forberede undervisning. Til gengæld er det nemt at se, hvor længe man så skal blive på skolen den næste dag.

"Jeg tror ikke, nogle af lærerne registrerer ned til fem minutter. Det er der vist ingen, der gider. Og ingen holder øje med hinanden. Systemet er udelukkende for at læreren selv kan gøre det legitimt og fleksibelt at overarbejde nogle dage, og gå hjem tidligt andre dage", siger Allan Hansen. 

Powered by Labrador CMS