Lærerformand Anders Bondo, forligsmand Mette Christensen og borgmester Michael Ziegler delte minder fra et langt forår på Arbejdermuseet i aftes, hvor gæsterne medbragte genstande fra OK18-foråret til museets samling - se de næste billeder.
Lærerformand Anders Bondo, forligsmand Mette Christensen og borgmester Michael Ziegler delte minder fra et langt forår på Arbejdermuseet i aftes, hvor gæsterne medbragte genstande fra OK18-foråret til museets samling - se de næste billeder.

OK18 på museum: I Forligsen er tavshed guld

Stemningen var løssluppen, da Anders Bondo diskuterede Forligsinstitution med Michael Ziegler og forligsmand Mette Christensen på Arbejdermuseet onsdag aften. De beklagede, at tavshedspligten ikke blevet taget alvorligt nok, men fortalte selv anekdoter fra den anden side af de lukkede døre.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Spark mig over skinnebenet, hvis jeg siger noget, jeg ikke må' sagde Anders Bondo til forligsmand Mette Christensen, inden han fortalte om en episode fra forhandlingerne i Forligsen i 2013.

"På et tidspunkt blev jeg præsenteret for et papir med besked om, at jeg skulle skrive under, hvis forhandlingerne skulle køre videre. 'Det kan jeg da ikke' sagde jeg til Mette. 'Jo', svarede hun, 'det kan du da godt, Anders. Så skal du bare ud og finde dig et sted at undervise igen'. Og det tror var en rigtig og skarp analyse af forligsmanden".

Publikum brød ud i latter under de røde faner i Arbejdermuseets festsal.

Anders Bondo fortalte, at oplevelsen af dette forårs forhandlinger var helt anderledes.

"Da var der tale om reelle forhandlinger", siger han, men indrømmer samtidig, at det var en opgave i sig selv at holde styr på lønmodtagersiden. Og den store mediebevågenhed komplicerede tingene, ikke mindst fordi det betød at der i høj grad blev forhandlet for åbne vinduer.

"Og det er da et problem, når medlemmer kommer op til mig og spørger om, hvorfor de skal gå ind på Dennis Kristensens hjemmeside for at finde ud af, hvad der sker", sagde han.

Læk fra forhandlingerne

Læk fra forhandlingerne

Michael Ziegler har også sine problemer med tavshedspligten og især den manglende respekt for den:

"Hvis Forligsen havde været en båd, var den sunket, så hullet var den", mente han. "Ting blev rapporteret i pressen, som ikke var sket endnu i forhandlingerne".

I øvrigt kunne Michael Ziegler fortælle, at han for nylig har fået en mail fra anklagemyndigheden, og at de har opgivet at rejse tiltale mod ham for brud på tavshedspligten.

"Så vidt jeg kunne forstå, havde de indstillet efterforskningen, fordi jeg ikke har gjort noget, jeg ikke måtte".

"Arh", lød det tvivlende fra Anders Bondos ende af bordet til morskab for både Ziegler og publikum. Han tilbød i samme åndedrag museets personale en udskrift af mailen til deres indsamling af genstande med relation til overenskomstforhandlingerne 2018.

"Den vil vi meget gerne have", lød det fra museets inspektør på første række.

Michael Ziegler afviste på det bestemteste, at han som kommunal chefforhandler blev styret af innovationsminister Sophie Løhde.

"Jeg ville gerne afspille nogle af de telefonsamtaler, jeg har haft med hende for jer. Men det må jeg ikke. For der er tavshedspligt omkring hvad der foregår i forhandlingerne".

Mette Christensen: Jeg havde lyst til at tage mikrofonerne

Mette Christensen: Jeg havde lyst til at tage mikrofonerne

Forligsmand Mette Christensen er enig med de to topforhandlere om, at de mange læk var med til at beværliggøre forhandlingerne.

"Forslag som ikke kom til mig, kom i pressen", sukkede hun og tilføjede, at det var aldrig sket, hvis det var den private sektor, der forhandlede.

En del af årsagen til lækkene var den massive mediedækning, mener hun.

"Nogle gange havde jeg lyst til at gå ned og tage mikrofonerne fra journalisterne, der stof der døgnet rundt. Det var godt, jeg ikke gjorde det, har jeg siden fundet ud af", siger hun med henvisning til den aktuelle konflikt mellem præsident Trump og journalist Jim Acosta.

Aftenen sluttede af med en snak om de forestående 'forhandlinger om forhandlingerne', som parterne skal til at begynde. De skal blandt andet tale om hvordan de kan genoprette respekten for tavshedspligten.

'Men jeg tror måske at vi generelt bare skal huske os selv og hinanden på, hvad det er, den danske model kan' siger Anders Bondo. 'Og forligsinstitutionen er en vigtig del af den model - selv om man helst ikke vil ende der - og hvis den skal fungere, er den nødt til at være et trygt og fortroligt rum til forhandling.

Powered by Labrador CMS