Bondo om valget: »Skolen har brug for en minister med magt«

Lærernes formand håber at få en ny undervisningsminister, som ikke er låst på forhånd af regeringsgrundlag og finansministerium. Og så må den kommende minister meget gerne have lyst til at diskutere, hvorfor vi holder skole.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Syv undervisningsministre har Anders Bondo Christensen trykket i hånden og diskuteret folkeskole med. Lærernes formand har efter eget udsagn kunnet samarbejde med dem alle. »Det er en af mine spidskompetencer«, som han siger. Men det er svært at få reelle resultater ud af samarbejdet, hvis ministrenes magt er begrænset.

Klar til at tage medansvar

Spørgsmålet er så, hvor meget magt undervisningsministeren reelt har til at ændre på folkeskolen. Anders Bondo mener, at der er mange, der bestemmer over folkeskolen - for mange.

»Jeg havde på et tidspunkt nogle grundige drøftelser med kvalitetschefen på Danfoss, som havde gjort sig den ulejlighed at prøve at sætte sig ind i folkeskolens struktur. Vi mødtes privat, og efter en kop kaffe og en bolle sagde han:

'Det er et helt vanvittigt system, du agerer i, Anders'. Og så remsede han op fra et folketing, et udvalg, en minister og et ministerium og et byråd og en forvaltning og et udvalg og en skolebestyrelse og en skoleleder. Det er jo fuldstændig håbløst. Derfor er det også blevet en ideologisk kampplads, hvor der er mange, der gerne vil bestemme, men de har ikke samme interesse i, om skolen faktisk kan løse opgaverne. Mange vil bestemme, men få vil tage ansvar«.

Anders Bondo understreger, at Danmarks Lærerforening meget gerne vil være med til at tage ansvar for folkeskolen. Det er det, foreningen forsøger ved at gå sagligt ind og pege på, hvad forskningen viser, og hvad lærernes erfaringer viser. Udfordringerne skal løses i samklang mellem forskere, lærere og politikere.

Han lægger også vægt på, at alle parter skal tage ansvar. Og derfor vil Anders Bondo ikke holde op med også at gøre opmærksom på, at der er blevet sparet for meget på folkeskolen.

»Vi skal gøre både-og. Men det nytter ikke noget, når antallet af lærerstillinger er reduceret med 16 procent, mens elevtallet kun er faldet med syv procent, og eleverne samtidig skal gå 36 procent mere i skole. Det er ikke noget, vi kan diskutere. Det er kolde facts. Selvfølgelig skal vi også kunne tale om det. Men jeg er også indstillet på, at vi skal bruge resurserne effektivt. Når vi for eksempel har anbefalet kortere skoledage, er det jo, fordi vi forskningsmæssigt ved, at det ikke virker at styrke kvantitet på bekostning af kvalitet. Når man ikke vil lægge de ekstra millioner i folkeskolen, er det bedre, at vi bruger de penge, der er, fornuftigt«.

Min opgave er at samarbejde

Ser man på afstemningsresultatet ved seneste overenskomstforhandling, stemte 25,4 procent af lærerne nej til forliget, og tager man temperaturen i debattråde på folkeskolen.dk, er der fortsat en gruppe lærere, som ikke mener, at man skal stole på politikerne igen eller være klar til et nyt samarbejde. Hvordan kan Anders Bondo samarbejde med alle politikere, uanset hvor de står?

»Jeg forstår til fulde medlemmernes frustration. Det var grænseoverskridende og fuldstændig unødvendigt i 2013. Hvorfor skulle vi lockoutes i fire uger, når man vidste, hvad man ville? Det kunne man have gjort efter to dage. Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at et af de sværeste møder, jeg har haft, var det første med Christine Antorini efter lockouten. Men hvis jeg var blevet siddende i min stol og havde råbt æv, så var vi ikke kommet videre«.

Han understreger, at hans opgave er at sikre lærerne de bedst mulige forhold fremover og at gøre det bedste for skolen. Det kræver, at han kan samarbejde med enhver undervisningsminister.

»Jeg har bestemt respekt for de medlemmer, der stemte nej og ikke kan forstå, hvorfor de skal have tillid til politikerne. Men jeg skal jo prøve at være nøgtern og sige: Hvad er alternativet? Ville det give bedre arbejdsvilkår og en bedre folkeskole med en ny konflikt? Min analyse siger, at det ville det ikke. Det tror jeg også, at det store flertal, da man var kommet sig over skuffelsen, er enig i«.

Powered by Labrador CMS