Se Anders Bondos medlemsvideo under artiklen.

Anders Bondos løfte til lærerne: Alle kommer til at bidrage lige meget ved en konflikt

I en ny videohilsen til medlemmerne af Danmarks Lærerforening kommenterer DLF-formand Anders Bondo Christensen på spørgsmålet om konfliktlån versus konfliktstøtte. Han roser også samarbejdet og solidariteten mellem organisationerne på det offentlige arbejdsmarked.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi har fået massivt lockout-varsel. Præcist hvem, der er omfattet, er lidt uklart. Men det ligger klart, at lige præcis lærerne bliver enormt hårdt ramt.  Man har lockoutet stort set alle lærere en gang til", siger Anders Bondo til medlemmerne af DLF.

Forvirring: Ingen ved, hvilke specialklasselærere der skal lockoutes 

Den omfattende lockout har fået DLF til at ændre konfliktberedskabet, så man går over til den samme lånemodel, som foreningen brugte under lockouten i '13. I stedet for at udbetale konfliktstøtte, vil Lærerforeningen yde konfliktlån.

DLF: Lån til alle konflikt-ramte 

Mange kan ikke forstå, hvorfor de skal tage lån i stedet for at få udbetalt støtte fra strejkekassen. Men det er den billigste løsning og det vil ende med, at alle kommer til at bidrage lige meget, forklarer formanden:

"Jeg vil godt understrege for jer alle sammen - både jer, der er udtaget til strejke og jer der ikke er, at uanset om man er i strejke, før lockouten eller om man kun bliver omfattet af  lockouten, eller om man er i arbejde under hele konflikten,  så kommer vi alle sammen til at bidrage lige meget til denne konflikt", siger han i videoen og lover, at der kommer mere detaljerede informationer senere.

Aftaler som andre kommunalt ansatte 

"Vi håber stadig, at vi ikke skal i konflikt", siger Anders Bondo. Der er 14 dage, til konfliktvarslet træder i kraft. Organisationerne på det offentlige arbejdsmarked holder sammen:

"Vi står skulder ved skulder", siger Anders Bondo og understreger, at det er afgørende at få bragt forhandlingssystemet på ret køl og forhandlet en aftale som ligeværdige parter, hvor begge parter kan se sig selv og som de kan forsvare over for deres medlemmer.

For lærerne er det afgørende at der kommer en aftale om arbejdstid. Det er forudsætningen for, at vi får skabt en ny start, siger han.

"Vi har bare bedt om at lærerne får at vide, hvornår skal de være på arbejde, at lærerne får et vist varsel, hvis der sker ændringer, og at lærerne med visse jævne mellemrum får opgjort og afregnet deres arbejdstid. Det er regler, som gælder for alle andre kommunalt ansatte. De skal selvfølgelig også gælde for lærerne. Vi håber stadig at vi kan nå at få det landet. Det er afgørende vigtigt for at vi har gode arbejdspladser og en god folkeskole", slutter Anders Bondo sin videohilsen.