Alle konfliktramte får mulighed for et konfliktlån, fortæller formand for Arbejdsmiljø- og Organisationsudvalget i DLF, Thomas Andreasen.

DLF: Lån til alle konflikt-ramte

Alle konfliktramte DLF-medlemmer vil fra den mulige strejkes første dag 4. april få mulighed for at optage et konfliktlån. DLF's hovedstyrelse har efter det store lockoutvarsel i går besluttet at gentage lånemodellen fra 2013.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Strejke eller lockout: Sådan bliver konfliktstøtten 

Ved en strejke var det DLF's plan, at de strejkede medlemmer skulle kompenseres med konfliktstøtte. Men efter det store lockoutvarsel i går, som kan betyde 100 procent lukning af folkeskolerne fra 10. april, er det besluttet, at både medlemmer, der kommer i strejke fra 4. april og medlemmer, der bliver lockoutet fra 10. april, vil få mulighed for at optage et konfliktlån i Danmarks Lærerforening. Også ved lockouten i 2013 anvendte foreningen en låneordning.

"Alle kan låne, hvad der svarer til 846 kroner pr arbejdsdag. Vi har besluttet en solidarisk model, hvor alle bidrager ligeligt for at konfliktmidlerne kan strække længst muligt", fortæller Thomas Andreasen, der er formand for DLF's Arbejdsmiljø- og organisationsudvalg.

"Det er vigtigt at understrege, at enten man er i strejke, i lockout eller man ikke med i konflikten men passer sit arbejde almindeligt, så bidrager alle solidarisk til at bære de omkostninger en konflikt uundgåeligt har. Derfor indfører vi en lånemodel allerede fra første strejkedag 4. april", siger han.

"Vi bruger en tilsvarende lånemodel som ved konflikten i 2013. Den har vi gode erfaringer med, og vi oplevede dengang, at medlemmerne bakkede op om modellen. Især hvis der bliver tale om en langvarig og omfattende konflikt, så er en lånemodel at foretrække, så konfliktkassen holder så længe som muligt. Vi kan også se, at andre fagforeninger har valgt en lånemodel".

Ved lockouten i 2013 valgte omkring 60 procent af medlemmerne at tage konfliktlån. Det er de blevet færdige med at betale tilbage i sommeren 2017.

Inden et eventuelt lån bliver aktuelt, vil DLF melde ud til medlemmerne, hvordan de kan optage lån, og hvordan tilbagebetalingen finder sted, fortæller Thomas Andreasen.

KL vil lockoute 250.000 - blandt andet på folkeskolerne 

Færre tjenestemænd

Advokatfirmaet Kromann Reumert står for udarbejdelse af DLF's konfliktlån og lånedokumenterne. Da der er tale om et lån, kan alle medlemmer låne det samme enten de er på deltid eller fuld tid.

Ved konflikten i 2013 var der omkring 11.000 tjenestemænd ansat i folkeskolen. I dag er der omkring 4.000 tjenestemænd ansat.

Andre fagforeninger som Dansk Sygeplejeråd, Djøf og Yngre Læger har taget beslutning om at give mulighed for konfliktlån til deres medlemmer. FOA har besluttet at de giver fuld kompensation til deres medlemmer under en lockout, men den beslutning kan blive revideret senere, understreger fagforeningen til tv2.dk.

Læs mere

LæsKonflikt ABC