Det har skabt usikkerhed, hvad det betyder, at den unges eget forslag til en STU ikke ”i uforholdsmæssig grad” må overstige prisen for kommunens tilbud. Det fremgik af debatten under førstebehandlingen af forslaget om en justering af STU-loven i forrige uge, og det har efterfølgende fået især SF’s Charlotte Broman Mølbæk til at stille undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) en række spørgsmål, som han nu har svaret på.

I et af sine seks spørgsmål spørger SF’eren, om ministeren vil være med til at præcisere, hvad der menes med ”uforholdsmæssigt dyrere”. Mattias Tesfaye svarer, at en kommune ikke frit skal kunne definere, hvad der ligger i lovforslagets centrale begreber.

”Det er beskrevet i de specielle bemærkninger til lovforslaget, at der ved uforholdsmæssigt dyrere forstås, at de to uddannelsessteder prismæssigt skal ligge på niveau, når der ses på de samlede udgifter, herunder til for eksempel befordring og botilbud. Der må således gerne være en prisforskel”, svarer ministeren og fortsætter:

”Det fremgår også af lovforslaget, at kommunen skal foretage en konkret og individuel vurdering af den unges behov og uddannelsesstedernes tilbud, og at tilbud om uddannelsessteder ikke må gives alene ud fra økonomiske hensyn”.

Tilbuddet skal matche den unges behov

Et af Charlotte Broman Mølbæks andre spørgsmål er i samme boldgade: Vil ministeren indføre en præcisering af formuleringen ”uforholdsmæssigt dyrere” med visitationsniveau?

Igen henviser Mattias Tesfaye til lovforslagets specielle bemærkninger, hvor det fremgår, at kommunens visitationsniveau skal sikre, at den unge får et tilbud, som matcher den unges behov.

”Det indebærer, at der i kommunens afgørelse skal indgå faglige vurderinger af den unges behov og de uddannelsesforløb, et uddannelsessted kan tilbyde”.

Selv om kommunen har en generel forpligtelse til at handle økonomisk ansvarligt, må den aldrig vælge et uddannelsessted alene ud fra økonomiske overvejelser, gentager ministeren.

”Hvis flere tilbud matcher den unges behov, vil kommunen kun have pligt til at tilbyde et eller flere af disse tilbud, hvis de prismæssigt ligger på niveau med kommunens tilbud. Det påhviler i denne sammenhæng kommunen at sandsynliggøre, at prisen for øvrige tilbud ikke er på niveau med det tilbud, kommunen giver”

Ligeværd har mødt de første bekymringer

Mattias Tesfaye vil bede Styrelsen for Undervisning og Kvalitet om at beskrive disse præciseringer i informations- og vejledningsmaterialet om STU. Det tyder på, at det er nødvendigt. Ligeværd har fået de første tegn på, at kommuner vil spekulere i, hvordan de kan omgå de unges ret til selv at foreslå et uddannelsestilbud.

I en video på Facebook læser direktør Esben Kullberg en mail op, som en forælder har sendt til foreningsfællesskabets rådgivning. Forælderen beskriver, at STU-vejlederen under et møde om sønnens STU-muligheder fortalte, at med den nye lov skal den unge præsenteres for to tilbud, og at den unge også selv kan komme med et alternativ, men at den unge altid vil blive visiteret til det billigste.

”Hvortil mødedeltagerne griner og siger, at så vil kommunen bare lave det mest skrabede tilbud, og det vil altid være det, den unge kommer på. Er det korrekt”, spørger forælderen.

”Det her viser med al sin ubehagelige tydelighed, at I som forældre kommer til at stå med de her problematikker. I kommer til at stå med forvaltninger, som læser noget ind i den nye lov, som faktisk ikke står der”, sammenfatter Esben Kullberg.

Kommunen afgør om et alternativ er for dyrt

Den enkelte kommune skal vurdere, om prisen for et tilbud er uforholdsmæssigt dyrere end kommunens eget. Det fremgår af ministerens svar til Noah Sturis fra Alternativet. Han har bedt Mattias Tesfaye uddybe de økonomiske rammer for at afvise et uddannelsestilbud.

Noah Sturis har også spurgt, om der vil komme et niveau for prisforskelle i alle kommuner, for eksempel ud fra afgørelser i Ankestyrelsen, som huser Klagenævnet for Specialundervisning.

”Det er den enkelte kommune, som skal foretage en konkret og individuel vurdering af, om prisen for et tilbud er uforholdsmæssig dyrere end kommunens tilbud. Ankestyrelsen har hjemmel til at påse, at det eller de givne tilbud matcher den unges behov, og Ankestyrelsens afgørelser vil dermed over tid kunne fastlægge en standard for, hvilke tilbud en kommune kan give”, svarer Mattias Tesfaye.

Den unge skal inddrages i visiteringen

Charlotte Broman Mølbæk fra SF har spurgt, om ministeren vil sikre, at der skabes tydelige retningslinjer om, at de unge skal inddrages i visitationsprocessen, og at de kan klage til Ankestyrelsen, hvis det ikke sker.

”De unge skal inddrages i visitationsprocessen”, svarer Mattias Tesfaye og forklarer, at det er et krav i både lovforslaget og efter forvaltningslovens regler om partshøring.

”Det kræves flere steder i lovforslaget, for eksempel i forhold til de unges muligheder for at vælge mellem flere uddannelsessteder og for at fremsætte ønske om et alternativt uddannelsessted, at kommunen skal gå i dialog med de unge”.

Nogle har brug for et ekstraordinært tilbud

Det fremgår af lovforslaget, at kommunen ikke har pligt til at give valgmuligheder, hvis den unge har behov for et ekstraordinært specialiseret tilbud, og kun ét uddannelsessted matcher dette behov uden at indebære en urimelig lang befordrings- eller ventetid.

Det har fået Charlotte Broman Mølbæk til at efterlyse en nærmere definition af ekstraordinært specialiseret tilbud, så det ikke kan fortolkes på forskellige måder, hvad det indeholder.

”Det er beskrevet i de specielle bemærkninger til lovforslaget, at et ekstraordinært specialiseret uddannelsessted skal kunne give et tilbud, som matcher den unges ekstraordinært specialiserede behov, og at der herved forstås, at den unge har omfattende og komplekse kognitive og/eller fysiske funktionsnedsættelser, som kræver særlige fysiske rammer og særlige personalemæssige kompetencer”, svarer Mattias Tesfaye.

Charlotte Broman Mølbæk spørger også til, hvad der menes med ”en urimelig lang befordrings- eller ventetid for den unge”.

Igen henviser undervisningsministeren til de specielle bemærkninger til lovforslaget.

”Kommunen skal vurdere, om befordrings- eller ventetiden vil blive så lang, at den unge vil blive belastet unødigt fysisk eller psykisk i forhold til sine funktionsnedsættelser”, skriver Mattias Tesfaye.

Ministeren har fuld tiltro til Ankestyrelsen

Under debatten i Folketinget blev der også rejst bekymringer om, hvordan Ankestyrelsen vil kunne afgøre klagesager, når der i lovteksten er brede formuleringer som uforholdsmæssigt dyrere, ekstraordinært specialiseret tilbud samt en urimelig lang befordrings- eller ventetid for den unge.

Det har Charlotte Broman Mølbæk også fuldt op på, men Mattias Tesfaye har fuld tiltro til, at Ankestyrelsen på baggrund af lovforslagets bemærkninger vil kunne træffe afgørelser, som lever op til den politiske aftales intentioner og rammer.

”Som nævnt kan en kommune ikke frit definere, hvad der ligger i lovforslagets centrale begreber, som derfor er nærmere defineret i lovforslagets bemærkninger. Det vil også blive beskrevet i informations- og vejledningsmaterialet om STU”, skriver han.

Kommunen skal oplyse om valgmulighed

Lotte Rod fra Radikale Venstre har spurgt, om ministeren vil sikre, at det er skrevet tydeligt nok i lovforslaget, at kommunerne har pligt til at oplyse den unge om alternative uddannelsessteder, og at det altså ikke påhviler den unge selv at undersøge det.

Mattias Tesfaye:

”Der kan være behov for, at kommunen oplyser den unge og forældrene om muligheden for at fremsætte ønske om et alternativt uddannelsessted. Efter forvaltningsloven har kommunen pligt til i fornødent omfang at yde vejledning og bistand til den unge, herunder for eksempel henlede den unges opmærksomhed på den portal, som efter aftalen om lovforslaget skal oprettes for at give et overblik over de uddannelsessteder, som tilbyder STU”.

Også dét vil undervisningsministeren bede Styrelsen for Undervisning og Kvalitet om at beskrive i informations- og vejledningsmaterialet om STU