Skoleleder Lars Alberg er glad for, at det næsten er lykkedes at undgå afskedigelser på trods af besparelserne.

Skole skal spare millioner: "Det er træls, for det er dygtige kolleger, vi skal sige farvel til"

Dueholmskolen i Nykøbing Mors skal sige farvel til 12 medarbejdere til sommer. "Vi deler opgaver op i skal- og kan-opgaver og ser, hvad der er tilbage, når vi har dækket det, vi skal", siger skoleleder Lars Alberg.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I begyndelsen af januar stod det klart, at Dueholmskolen på Mors ville blive nødt til at justere økonomien for at håndtere et underskud. Helt konkret skulle der findes 2,4 millioner kroner per år, hvis kassen skal stemme. Derfor har skolen valgt at reducere med ti stillinger til sommer fordelt på 12 personer. Via barsel, pension og nyt job bliver der fundet fire stillinger på skolen. Derudover er tre af skolens lærere blevet flyttet til andre skoler i kommunen. Og endelig er to lærere i flexjob varslet afskediget, og skolen har sagt farvel til nogle midlertidigt ansatte medarbejdere.

Lars Alberg, der har været skoleleder på Dueholmskolen siden august sidste år, fortæller at fokus har været på at sikre en ordentlig proces.

"Det er klart, at når man står som ny skoleleder og skal varsle sådan nogle ting, så skal man holde tungen lige i munden. Vi har haft en god dialog hele vejen igennem", siger Lars Alberg.

Han forklarer desuden, at det endnu er uklart præcist hvad der er årsagen til underskuddet, fokus har indtil nu været på at gennemføre justeringerne. Skolen forventer at komme ud af 2017 med et underskud, som vil kunne overføres til 2018 fordi mange af ændringerne først træder i kraft til sommer.

"Det er træls, for det er dygtige kolleger, vi skal sige farvel til. Alligevel skal vi nok komme videre, selvom stemningen er trykket lige nu", siger Lars Alberg. Han fortæller, at processen har været, at skolebestyrelsen blev orienteret i begyndelsen af januar - herefter er tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentanten blevet inddraget, og lærerne er blevet orienteret flere gange på personalemøder, hvor der har været mulighed for spørgsmål.

Morsø-skole nedlægger 10 stillinger

En stor skole

Dueholmskole er en skole med knap 1000 elever på mellemtrin og i udskolingen. På skolen samles alle Mors' udskolingselever og der er omkring 120 ansatte pædagogiske ansatte på skolen, dertil kommer ledelse og servicemedarbejdere.

Efter afklaringen af besparelserne er skolen i gang med at planlægge næste skoleår.

"Vi er en stor skole, der løser mange opgaver. Så der er mange parametre, jeg kan skrue på sammenmed bestyrelsen og medarbejderne", siger Lars Alberg, han fortæller at de obligatoriske opgaver bliver prioriteret først.

"Vi har valgt at dele planlægningen op: Hvad er det vi skal. Og når vi har dækket alle skal-opgaverne ind, hvad er der så tilbage af kan-opgaver? Så der er nogle opgaver, vi kommer til at prioritere fra. Og det er klart, at vi har 12 dygtige folk færre næste skoleår, så der er nogle ting, som vi ikke kan gøre længere", siger Lars Alberg.