Debat
For lang læseferie!
Læseferien er for lang! For den bliver ikke kun brugt på læsning, og den tid, der bliver brugt på læsning, bliver sjældent brugt fornuftigt.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Og lad mig så lige begynde med en indrømmelse. Jeg kan fra min egen skoletid udmærket huske, hvor svært det er at administrere en 3-4 ugers læseferie – der indgår jo for katten også et “ferie” i ordet.
Vi har alle forskellige ambitioner om resultaterne til eksamen, og det er helt fair. Men fælles for mange af eleverne er, at de sjældent benytter deres læseferie på en hensigtsmæssig måde. De kender til vigtigheden af at få læst op, men de kender ikke til god forberedelse i deres læseferie.
Det er vigtigt, at de unge har en plan at arbejde ud fra – en plan for deres læseperiode, som hjælper dem med at nå alt det, de har brug for – for at kunne præstere bedst muligt foran censor og lærer. De unge får fri snor og bliver ikke holdt i hånden gennem læseperioden. Når de kommer i gymnasiet har de ganske rigtigt prøvet at have læseferie før. Men de har ikke fået lært, hvordan den skal benyttes hensigtsmæssigt. Uden at have forstand på det politiske og økonomiske puslespil, så er mit foreslag, at man gjorde læseferien kortere! Og i stedet skulle man give eleverne tema- og metodeundervisning, som hjælper dem med at gribe læseferien an.
Som en del af undervisningen kan eleverne så lægge en plan, som svarer på en række vigtige spørgsmål:
- Hvilke fag der skal prioriteres de enkelte dage?
- Hvor meget man skal nå de enkelte dage?
- Hvad man skal kunne, når dagen er omme?
- Hvornår på dagen, man arbejder mest effektivt?
- Om man skal læse alene eller med en læsemakker?
- Hvilket læsested som er bedst for koncentrationen?
- Hvor mange pauser der skal holdes – så man også får rørt kroppen?
- Hvornår man står op og går i seng?
- Hvordan man sørger for at få spist i løbet af dagen?
Jeg kan selv huske, at jeg synes mit eget 9-tal i dansk i folkeskolen (ja... det var et år før 12-skalaen) var dybt uretfærdigt og fejlbedømt. Jeg burde have fået 10...! Men jeg havde nok ikke investeret den tid i ordentlige forberedelse, som indløste et 10-tal. Hvorfor gjorde jeg ikke det?
Eleverne skal finde en motivation i at ville gøre deres bedste i læseferien. Hvis de spørger sig selv, hvorfor de skal stå tidligt op og læse til eksamen i dag og ikke kan svare på det, så har de ikke motivationen på plads.
Derfor skal undervisningen samtidig være med til at give eleverne en retning og mening for deres læseferie. Retningen kan gives ved at undervise dem i ordentlig forberedelse til eksamenerne. Mening skal de have, så de kan se, hvorfor de egentlig skal gøre det godt til eksamen - for at kunne klare det godt i fremtiden.
Det du gør - og det du øver dig i - det bliver du god til!
#FREMAD
Mvh Mads Herschend
Foredragsholder
( Billeder: henkogthverdag.dk )