Syv skoler deltager i forsøget, og Nationalt Videncenter for Sundhed, Kost og Motion, KOSMOS, forventer at have den endelige rapportt klar i August.

Skoler laver forsøg med afgangsprøver i idræt

I dag afholder den første af i alt syv skoler prøve i idræt for 8. og 9. klasse. Prøverne er et led i et forsøg, som skal vise, hvordan eventuelle afgangsprøver i faget kan udføres. Undervisningsminister Christine Antorini har for nyligt efterspurgt undersøgelser om netop prøver i idræt.

Publiceret

Syv skoler deltager i forsøget

Langmarkskolen, Horsens
Bakkeskolen, Fredericia
Bankagerskolen, Horsens
Skjoldborgvejens Skole, Fredericia
Rosenlundskolen, Skovlunde
Stubbekøbing Skole, Stubbekøbing
Søndermarkskolen, Frederiksberg

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I forbindelse med offentliggørelsen af rapporten 'Status på idrætsfaget' i april, meddelte undervisningsminister Christine Antorini, at hun var åben for at se på mulighederne for at indføre afgangsprøver i idræt. Hun efterlyste dog samtidig, at der blev foretaget yderligere undersøgelser på området.

Fra og med i dag vil syv skoler rundt om i landet afholde prøver i idræt som et led i et forsøgsprojekt, der skal hjælpe til at give undervisningsministeren de erfaringer, hun har efterspurgt.

Bag forsøget står Katrine Bertelsen og Pia Paustian, konsulenter ved Kosmos og lektorer på UC Syddanmark.

Prøverne bliver afholdt løbende over de næste uger for elever i 8. og 9. klasse på de syv skoler, og KOSMOS observerer samtlige prøver og foretager desuden både lærer- og elevevalueringer. Al information bliver samlet i en dokumentationsrapport, som skal sendes til undervisningsministeren.

Positive erfaringer med afgangsprøve i idræt

Skal belyse effekterne af prøver Katrine Bertelsen og Pia Paustian foretog sidste år et forsøg med idrætsprøver på en enkelt skole, Langmarkskolen i Horsens.

Ifølge forsøget havde afholdelsen af afgangsprøver positiv effekt på motivation og udbytte for både lærere og elever. Resultaterne blev inkluderet som en del af SPIF-rapporten, der blev udgivet i april i år.

Det nye forsøg skal følge op på erfaringerne fra det forsøg og give et bredere empirisk grundlag for at vurdere effekterne af eventuelle afgangsprøver. Det fortæller Katrine Bertelsen, konsulent ved Kosmos og University College Syddanmark.

"Hovedpointen er, at vi gerne vil belyse, hvad der sker, når man sætter idræt på dagsordenen via en prøve. Hvad gør det ved faget? Vores rapport skal gerne være med til at give ministeriet mere viden om effekterne af eventuelle afgangsprøver," siger hun.

Skoler afholder allerede prøver Kosmos forventer, at rapporten med undersøgelsens resultater kan offentliggøres til august. Allerede nu har flere af de deltagende skoler meldt ud, at de overvejer at gå videre med idrætsprøverne, selv hvis Ministeriet for Børn og Undervisning ikke ender med at indføre officielle afgangsprøver i faget.

Katrine Bertelsen fortæller desuden, at Kosmos har modtaget adskillige henvendelser fra skoler, som allerde afholder prøver i faget uafhængigt af Kosmos-forsøget. "Efter rapporten er der skoler, som har kontaktet os med deres egne erfaringer med at afholde prøver i faget. De prøver er ikke blevet afholdt i samarbejde med os, men deres erfaringer er stadig rigtig interessante for os, for vi vil gerne indfange alle de strømninger, der er på området," siger hun.

Anmeldelse: Status på idrætsfaget 2011