Mange piger med ADHD eller ADD bliver overset eller diagnosticeret langt senere i livet end drenge. For nogle kvinder opdages diagnosen slet ikke. Det sker blandt andet, fordi ADHD og ADD ser anderledes ud hos piger og kvinder end hos drenge og mænd. Konsekvensen er, at alt for mange piger og kvinder mistrives og ikke får hjælp til at leve med deres ADHD eller ADD.

Den problemstilling satte Folketingets ligestillingsudvalg fokus på med et temamøde i tirsdags. Det er således ikke kun centre for specialundervisning for voksne, som mærker en øget tilstrømning af voksne med ADHD. Det sætter sig også spor på Christiansborg.

Formålet med temadagen var at blive klogere på, hvad der kan gøres for at rette op på denne skjulte årsag til mistrivsel. Den svenske læge og psykiater Lotta Skoglund er ekspert på området, og hun lagde for.

”I undersøgelser af sociale forventninger svarer forældre og lærere, at Emil har ADHD, når de bliver spurgt, hvorfor de tror, at drengen har det svært. Men når de skal svare på samme spørgsmål om Anja, siger de, at hendes mistrivsel skyldes, at hun ikke har venner, at hun mangler opbakning hjemmefra, og at hendes mor arbejder for meget. Der er et andet syn på pigers sårbarhed, og derfor går piger med ADHD og ADD under radaren”.

ADHD har psykiske og fysiske konsekvenser

Når piger med ADHD ikke dukker op på de voksnes radar, er der øget risiko for, at de får stress, social udmattelse, klarer sig dårligt i uddannelsessystemet, får lavt selvværd og bliver mobbet. De er også i øget risiko for at blive overvægtige og for at ryge og drikke for meget alkohol. De har også udsigt til en forkortet levetid på otte til 13 år.

”Vi ser unge kvinder med ADHD overalt i det offentlige system, men ingen ser, hvad der ligger til grund til deres problemer. 99 procent af al forskning i ADHD handler om drenge og mænd, men en tredjedel af de ramte er piger og kvinder”, sagde Lotte Skoglund.

Mange kvinder bliver diagnosticeret med ADHD, når deres barn har fået diagnosen. En af dem er Betina Mozart. Hun var inviteret til at holde oplæg om sit liv med ADHD.

”Jeg kunne ikke se formålet med at gå i skole. Alligevel sad jeg pænt stille, for min frygt for at få skældud var større end trangen til at bevæge sig. Men jeg blev tit smidt uden for døren, fordi jeg var for længe om at finde mine blyanter og bøger frem. Det var hårdt for en sød pige med fletninger”, fortalte Betina Mozart.

Hun var dygtig til at spille musik i skolen.

”Kunne man ikke have brugt det til at motivere mig?”

Man skal være heldig for at få hjælp

I timerne tegnede Betina Mozart ofte, eller hun så ud af vinduet.

”Jeg har spurgt min gamle lærer, om jeg ville være bonet ud i dag med den viden, vi nu har om ADHD. Det svarede hun ja til, men jeg ville ikke have fået hjælp, for der var fire drenge i klassen med langt større problemer. Det var ikke nok, at jeg blev beskrevet som indlæringstung og ugidelige”.

Betina Mozart blev mor som 20-årig, og da hun blev udredt som 34-årig, gik det op for hende, hvorfor hendes liv ofte var et kaos.

”På det tidspunkt havde ADHD-foreningen et projekt for voksne ny-diagnosticerede, som jeg var heldig at komme med i. Det blev min redning, for der sad andre, som turde sige, hvad de ikke kunne finde ud af. Men det er ikke meningen, at man skal være heldig for at få hjælp”, sagde Betina Mozart på temamødet.

I 2012 kom hun i praktik hos ADHD-foreningen, og der arbejder hun stadig.

”ADHD-foreningen er en almindelig arbejdsplads, men den formår at indrette sig, så jeg kan være der. Jeg har et fleksjob, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis jeg var blevet mødt som barn og unge, havde jeg måske haft et ordinært job”, sagde Betina Mozart.

Hvad kan politikerne gøre for kvinderne

Ligestillingsordfører Trine Bramsen (S) tog initiativ til temamødet, og hun indledte spørgerunden med en erkendelse.

”I udvalget har vi lige bevilget penge til forskning i drenge og mænd med ADHD, selv om der i forvejen alene forskes i dem. Men hvad har kvinder med ADHD brug for fra os politikere? Er det vigtigst at geare samfundet til at håndtere mennesker med ADHD, eller er det at hjælpe kvinder med ADHD til at forstå sig selv”, spurgte hun.

Lotta Skoglund ville ønske, at der var et enkelt svar, men hun pegede alligevel på, at det vigtigste er, at der udbredes viden om, hvad ADHD er.

”ADHD er en alvorlig tilstand, som kan være dødelig i visse grupper. Man kan leve godt med sin ADHD i arbejdslivet, men der er stadig meget stigma om diagnosen”, sagde den svenske forsker.

Betina Mozart pegede på, at begge Trine Bramsens elementer er vigtige.

”Det hænger sammen, men det er vigtigt, at vi får en forståelse af, hvad det betyder, at vi vejer og måler børn i skolen. Jeg er empatisk og god til at følge regler, men det får man ikke karakterer for, og derfor fik jeg et lavt selvværd”.

Stille piger er behagelige

Betina Mozart havde forberedt sig ned i mindste detalje til temamødet.

”Det kræver energi. Jeg ville gerne have taget en lang uddannelse, men så kunne jeg ikke passe mit hjem. Jeg kunne hverken læse på nedsat tid eller få hjælp derhjemme. Jeg har altid skullet passe ned i en kasse, for der har aldrig været en kasse, som blev tilpasset mig”, sammenfattede hun.

Trine Bramsen ville også vide, hvorfor kvinder med ADHD lever otte til 13 år kortere end andre.

”Er der mange selvmord blandt kvinder med ADHD? Eller er det hormonerne, som spiller ind”, spurgte hun.

”Der er øget risiko for selvmord”, svarede Lotta Skoglund. ”Og for traumeulykker. Men den største årsag er dårlig livsstil, fordi kvinder med ADHD ikke får opbygget rutiner for kost, motion, søvn, work balance life og struktur i livet”.

Formand for ligestillingsudvalget Ida Auken (S) ville vide, om det ville være lettere for lærere at spotte piger med ADHD, hvis der kommer en større forståelse for, at udviklingsforstyrrelsen rammer begge køn.

”Vil lærerne så være opmærksomme på, at det kan skyldes ADHD, når piger ikke kan koncentrere sig”, spurgte hun.

Så enkelt er det ikke, mente Lotta Skoglund.

”Vi misser også piger med lav iq. Det er et generelt problem, at vi synes, piger er behagelige, når de er stille”, svarede hun.

Der går alt for lang tid med at få hjælp

ADHD-foreningen har længe ventet på etfokus på piger og kvinder med ADHD.

”Forskning fra Aalborg Universitet viser, at der går fem til syv år, fra et barn begynder at mistrives, til det bliver henvist til udredning. Så når folk spørger, hvorfor kun 37 procent med ADHD består folkeskolens afgangsprøve, forstår jeg godt hvorfor”, indledte direktør Camilla Ganzhorn.

Hun er selv bisidder for en familie, hvis barn ikke har været i skole længe. Barnet kan først komme til udredning om halvandet år. Alligevel gør skolen ingenting i ventetiden, fortalte hun

”Vi har 4.000 rådgivninger om året, og vi hører fra folk, som skal vente på at få hjælp. De føler sig dovne, sjuskede og udenfor, fordi de ikke kan leve op til de forventninger og rammer, vi sætter op. Men hvis de lærer at mestre deres ADHD, får de at vide, at det er ok, at de er, som de er. Diagnosen er ikke en løsning, men den gør os klogere. Alligevel gør vi alt får lidt som samfund for at hjælpe kvinder med ADHD”, sagde Camilla Ganzhorn.

En 32-årig kan blive presset af en ny situation

Vi skal væk fra holdningen om, at børn med ADHD skal lære at opføre sig ordentligt, fremhævede Kirsten Callesen, som er psykolog med speciale i ADHD.

”Det er unfair at dømme andre for at have en anderledes hjerne, for det kan de ikke gøre for. I stedet skal vi indrette institutioner og skoler, så de kan rumme neuro-divergente børn, for når mange unge med ADHD har svært ved at uddanne sig, er det ikke deres skyld. Det er vores ansvar”, forklarede hun.

Hvis politikerne skal sætte ind, er der så et sted, det er godt at begynde, spurgte Ida Auken.

”Skal vi for eksempel have særligt fokus på piger i 12 til 14 års alderen og deres lærere”, lød hendes spørgsmål.

ADHD-foreningens direktør vil være ked af at sætte alder på.

”Det handler om at se den enkeltes udfordringer. Om man er fem eller 32 år, er ikke afgørende. Skolen kan have gjort det godt for den 32-årige, men pludselig står hun i en situation, hun ikke kan magte. Vi skal se på, hvad der er svært for den enkelte”, svarede Camilla Ganzhorn.

Samfundet har ikke råd til konsekvenserne

Kirsten Callesen kaldte det et dilemma, at mange først får stillet dianosen, når de er i mistrivsel.

”Jeg har talt med mange børn, unge og voksne, som først er blevet udredt, når de er i mistrivsel, men det handler ikke om at sætte en diagnose på deres udfordringer. Det afgørende er at sætte ind med støtte, og et tidligt tegn på ADHD er, når et barn er irriterende. Når hun ikke kan sidde stille, men løber rundt og igen har glemt madpakken. Hendes hjerne har brug for, at miljøet omkring hende bliver tilpasset”, sagde ADHD-specialisten og pegede på, at samfundet ikke har råd til alle de konsekvenser, der følger med, når ADHD ikke bliver opdaget.

”Derfor skal vi sætte tidligt ind med støtte”, sagde Kirsten Callesen.

Du kan se hele debatten her.