Den såkaldte Ormestenen er rejst i Solbjerg som et mindesmærke for Genforeningen i 1920

Lærer: Selv i den mindste by kan lokalhistorien vække eleverne

En forsvunden kirke, den sorte død, Ormestenen - og elevernes egne huse. Tina Vittrup fik en aha-oplevelse, da hun tog sine elever på Tour de Lokalhistorie i den lille by Solbjerg ved Aarhus. Det har hun tidligere end ikke overvejet i de 10 år, hun har været historielærer på Solbjerg Skole.

Publiceret Senest opdateret

15 kilometer sydvest for Aarhus ligger Solbjerg. En undseelig østjysk by, som den slags er flest, med knap 5.000 indbyggere, to supermarkeder, en sportshal og en skole - Solbjerg Skole - hvor Tina Vittrup i 10 år har været historielærer på mellemtrinnet.

I den tid har hun intet tidspunkt overvejet, at den lille by skulle indeholde noget, der var relevant at bruge i undervisningen. Men i forbindelse med Solbjergs 150 års-jubilæum tog lokalarkivet kontakt til skolen.

Oprindeligt med tanker om at lave en temadag på arkivet, men i løbet af en række møder udviklede ideerne sig i retning af et længere undervisningsforløb for Tina Vittrups elever i den lille bys lokalhistorie. Det forløb er læreren så småt ved at være igennem. Og hun er ikke i tvivl: Det har været en øjenåbner.

”Eleverne er helt vilde med det og siger selv, de kunne have brugt meget længere tid. Undervisningen i historie kan godt blive lidt abstrakt for dem. Man kan virkelig mærke, at det gør noget godt for deres engagement at kunne komme ud konkret at se de ting, man snakker om. Stå det samme sted, som deres forfædre gjorde. Og genopleve det hele, hver gang de bevæger sig rundt i byen”, siger Tina Vittrup og tilføjer:

”Og det er rart som lærer engang i mellem at få input andre steder fra. Jeg kunne ikke have gjort det uden arkivet. Jeg har også lært en masse”.

Den forsvundne kirke

Forløbet startede med et oplæg fra læreren om byen og dens sognes historie. Herefter gik turen til lokalarkivet, hvor eleverne i grupper fik tildelt et hus i Solbjerg Hovedgade, hvis historie de skulle kortlægge ved hjælp af arkivoplysninger.

”Der var selvfølgelig valgt nogle med lidt kød på. Men bagefter hjalp de frivillige eleverne med også at slå deres egne huse op. Det var virkelig et hit. Selv blandt dem, der bor i nybyggede huse”, siger Tina Vittrup.

Herefter gik turen fra arkivet og ud i bybilledet for at besøge husene. Under besøgene på arkivet havde læreren dog bemærket, at der lå plancher om udgravningen af et fundament til en kirke, man mener er opført mellem år 800 og 1000.

”Så der gik vi også hen og snakkede om ’den forsvundne kirke’ helt tilbage fra vikingetiden. Man har aldrig fundet bopladsen. Den snakkede vi om, hvor kunne have ligget. Man ved ikke, hvorfor kirken blev revet ned, men en teori er, at den er nedlagt i forbindelse med, at pesten på et tidspunkt i løbet af middelalderen har udryddet hele byen. Jeg skal love for, det var noget, de kunne bruge til noget”, siger Tina Vittrup.

Ruten gemt i vandre-app

Et andet sted i byen kunne eleverne se en mindesten fra Genforeningen i 1920, og på den måde blev der gennem konkrete steder skabt kronologi i historien for eleverne, med deres egen by som scene, fortæller Tina Vittrup. I denne uge er planen at afslutte forløbet med gamle sagn fra området, som skal opføres som små skuespil.

Forløbet skulle også have indeholdt en tur på en mark med en metaldetektor. Desværre blev landmanden, der ejer marken, syg på dagen. Aftalen står dog ved magt og vil ligesom resten af undervisningsmaterialet blive overdraget til Tina Vittrups kollegaer. Bibliotekets personale har også lavet en rute i appen Woop. Den tager cirka halvanden time at nå igennem og beskriver flere historiske steder i Solbjerg

”Forløbet blev markant mere omfangsrigt, end jeg havde regnet med. Det tager selvfølgelig noget tid at lave. Og det er ikke fordi, vi har for meget forberedelsestid. Men nu kan jeg overdrage det hele til mine kollegaer, som kan bruge det igen og igen. Historien bliver jo liggende. Man skal ikke engang ud at sætte poster op til stjerneløb, for det hele ligger i appen, og der er lavet en undervisningsplan for resten af forløbet", siger Tina Vittrup og sender en kraftig opfordring til alle historielærere om at genbruge formlen:

”Det gør eleverne meget mere nysgerrige på historien, som bliver meget mere nærværende for dem, når de undervises ud fra steder, de kan se og genkender fra lokalarkivet. Og kan det lade sig gøre i Solbjerg, kan det lade sig gøre alle steder”.