På landets skoler arbejdes der på højtryk med at udvikle nye måder at arbejde med børn med særlige behov på. Det stigende antal børn og unge, der mistrives i deres skoletilbud, kalder på nye praksisformer, der i højere grad tilgodeser alle elever. Parallelt med denne opgave er skolens praksis over de seneste år blevet præget af styring og krav om resultater. Disse to opgaver med både at skulle løfte alle børn og favne alle børn kan synes uforenelige. Men noget tyder på, at mellemformer kan være et bud på en vej at gå.

I Aarhus Kommune er målet at skabe stærkere og mere mangfoldige fællesskaber i de almene klasser. Målet er ikke at lukke specialtilbud, men at flere børn skal have bedre mulighed for at udvikle sig, trives og lære i deres almene miljøer. Forskning viser nemlig, at når vi lykkes med at skabe positive og værdige deltagelsesveje for børn med særlige behov i almenmiljøet, så øger vi deres chancer for succes senere i livet.

Arbejdet med mellemformer ser forskelligt ud på de enkelte skoler, men tager afsæt i Pædagogisk Psykologisk Rådgivnings (PPR) børnesyn: ”Børn gør, hvad de kan. Det er de professionelle, der kan gøre noget andet”. Dette lyder umiddelbart som en erklæring om endnu mere arbejde til lærerne, men børnesynet står ikke alene.

I Aarhus indgår skolerne i et treårigt rul, hvor de samarbejder med PPR om at udvikle deres egne mellemformer. Opgaven vil i en periode kræve en arbejdsindsats, men på den lange bane skal arbejdet med mellemformer gerne mindske flere af de udfordringer, som pædagogisk personale i dag står med. Ved at anvende specialpædagogiske metoder i almenmiljøet bliver det nemlig muligt at arbejde på et mere forebyggende plan med skolens miljø.

Resurser ind i klassen

På Lystrup Skole er arbejdet med mellemformer bygget op omkring et team med fem af skolens ansatte, der fungerer som resursepersoner ind i arbejdet med mellemformer. I samarbejde med skolens lærere arbejder de med det, der kan udfordre i en klasse. Tommy Sjøner og Dorthe Jessen er begge lærere på skolen og har samarbejdet med teamet. Tommy Sjøner indledte et samarbejde, da tre klasser skulle sammenlægges til to. Dorthe Jessens klasse var præget af uro og elever, der var kede af at komme i skole. Begge lærere oplevede, at teamet tilbød en kvalificeret sparring omkring klassen.

”Jeg er dygtig til at se, hvad der er på spil, men jeg ser selvfølgelig ikke alt. Så dét, at en resurseperson var med til at se, hvad der skete i undervisningen, gav en sparring efterfølgende, der var vildt god”, fortæller Tommy Sjøner.

På baggrund af sparringen har Tommy Sjøner, Dorthe Jessen og teamet inkorporeret specialpædagogiske tilgange til gavn for alle eleverne og samtidig iværksat tiltag for enkeltelever i klassen.

Tommy Sjøner fremhæver arbejdet med at skabe et fælles sprog og et rum til at tale om det, der udfordrer, som en stor succes. Han oplever, at det har haft en helt særlig effekt på klasserummet og på børnenes samspil med de voksne:

”Det er magisk at opleve børn blive forstået”.

Dorthe Jessen fortæller:

”Jeg synes, det er fedt, at man tænker ind i, at resurserne skal ind i klassen. På længere sigt tror jeg, det er givet rigtig godt ud”.

Hun har især været glad for de ekstra hænder og det arbejde, der er lagt i at understøtte en god relation mellem kernelærere og forældre. Lone, der er resurseperson, siger:

”Det gælder i allerhøjeste grad om at være en medspiller for lærerne. De skal opleve, at vi er sammen om indsatsen”.

Tommy Sjøner og Dorthe Jessen fortæller, at deres samarbejde med teamet er utrolig hjælpsomt, og at det skaber arbejdsglæde hos dem, fordi børnene i højere grad trives. Tommy Sjøner kalder det for en ”mirakelkur”, selv om det kræver hårdt arbejde at ændre sin praksis: ”Det er et sejt træk. Men det virker”.

Co-teaching på Beder Skole

På Beder Skole ser arbejdet med mellemformer anderledes ud. Dorte Obel, der er lærer på skolen, beskriver, at man her arbejder målrettet på at inkludere de elever, der før blev taget ud af klassen: ”Al støtte til vores elever er omstruktureret på den måde, at vi har co-teaching på alle klassetrin”.

Dorte Obel er en af de lærere, der co-teacher i udvalgte lektioner. Hun beskriver, at man i indskolingen har co-teaching med pædagoger og lærere, mens det i udskolingen er to lærere. På den måde kan begge lærere bidrage til den fagfaglige undervisning. Dorte Obel fortæller, at skolen fortsætter med at udvikle deres co-teaching, og at tiden hertil øges. Begejstringen har nemlig været stor hos lærerne, men også hos eleverne: ”Både de, der har haft vanskeligheder, og de, der er ret dygtige, har sagt, at det var en lettelse for dem at have to lærere på og arbejde i små grupper”.

I løbet af skolens første år med mellemformer kan Dorte Obel se, at en mere inkluderende praksis spreder sig som ringe i vandet på skolen. Hun tilføjer: ”Jeg tror, det er kommet for at blive”.

Samarbejdet med PPR

Bag skolernes arbejde med mellemformer er et praksisnært samarbejde med PPR. I den treårige periode får PPR og skolerne ekstra resurser til samarbejdet. Formålet er, at skolerne og PPR sammen bliver dygtigere og med hinanden lærer nye måder, hvor PPR bidrager til at sparre med skolens personale om, hvordan de kan arbejde med skolemiljøet, så det kan give deltagelsesveje for mange flere børn. Ved at etablere et mere forebyggende samarbejde mellem skolerne og PPR er håbet, at børnenes behov bliver mødt i deres klasser, og at færre børn udvikler svære vanskeligheder.

Men hvordan opleves samarbejdet med PPR fra lærernes perspektiv? Dét at få en god start ser ud til at have betydning for lærerne. Mens Lone Thomsen fra Lystrup Skole siger, at ”introduktionen til mellemformer fra PPR var helt fantastisk”, fortæller Dorte Obel fra Beder Skole om begyndelsen af samarbejdet: ”Til at starte med var det jo angstprovokerende, at PPR skulle komme og se vores undervisning. Men jeg synes, de har været fantastiske. Vi har haft et rigtig godt samarbejde”. Lone Thomsen understreger desuden vigtigheden af PPR’s ekspertise: ”PPR kommer med en anden slagkraft. Når der kommer nogen udefra, og det bliver præsenteret på en anderledes måde af nogle eksperter, er det rigtig godt givet ud”.

Mellemformer indefra

Mellemformer i Aarhus Kommune er ikke et one size fits all-koncept. De to skoler arbejder forskelligt med mellemformer, men har noget vigtigt til fælles: Brugen af specialpædagogiske metoder og dét at trække flere forebyggende kræfter ind i klasserne er med til at skabe mere ro og bedre trivsel i klassemiljøet. Fælles for skolerne er desuden, at lærerne i høj grad er medudviklere af den nye mellemformspraksis, og at arbejdet finder sted i et tæt og udviklende samarbejde med andre kolleger og PPR.

Endelig understreger interviewene en vigtig pointe, der er centralt for, at mellemformer skal lykkes, nemlig at lærerne oplever, at deres arbejde med mellemformer fungerer, giver arbejdsglæde og gør en forskel i deres hverdag.