Tusinder trodsede snevejr og stiv kuling på Store Torv i Aarhus

Marionetdukker og hoppeøvelser til demo i Aarhus

Demonstrationen i Aarhus blev indledt af studerende som spillede uhyggelige Corydon-marionetførere med snor i Michael Ziegler. Trods sne og stiv kuling var der god stemning og masser af fremmødte.

Offentliggjort Sidst opdateret
De studerende lavede marionetdukkemach med Freedom Fighters
Måske er det tid til at stifte et nyt parti, lød det fra ÅLF's formand Søren Åkjær

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Det har været den mest fantastiske demonstration, jeg har været til i mine mange år i ÅLF. Jeg kan ikke tælle så mange mennesker, men hele Store Torv fra domkirken og ned til Lille Torv var fyldt", fortæller Martin Lauritzen fra Aarhus Lærerforening. Lærerstuderende Aarhus og gruppen Fremtids Fighters havde iscenesat en hel gruppe af marionetførere iført corydonmasker, der styrede Zieglermaskerede tropper.

"Når Antorini og Corydon siger til KL, at hvis I ikke får de her ændringer på plads, så kan vi ikke få vores reform, så minder det for mig om, da Corydon sendte sms'er til SAS-medarbejderne. De blander sig i noget, de ikke skal blande sig i. Det ville vi gerne illustrere ved at bære corydon- og Zieglermasker og spille marionetter", fortæller Sarah Bruun, der sidder i LL's forretningsudvalg.

Tusinder demonstrerer foran Christiansborg for lærerne

ÅLF efterlyser et nyt politisk parti Formand for Aarhus Lærerforening Søren Aakjær gav i sin tale udtryk for sin skuffelse med de politikere, han selv har været med til at stemme ind i Folketinget. Han føler sig snydt. "Hvem have troet, at det skulle være en socialdemokratisk ledet regering, der ville lægge op til et opgør med den danske model. Mange af os befinder os i en situation, hvor vi ikke længere har et sted at sætte krydset, hvis ikke kursen lægges om. Måske er det på tide at starte et nyt parti? Et parti, der vil samarbejde med fagbevægelsen om løsningerne. Et parti, der værner om samfundets svageste. Et parti, der vil stå for en ordentlig fordelingspolitik. Et parti, der respekterer, at det er arbejdsmarkedets parter, der ved ligeværdige forhandlinger laver overenskomsterne på det danske arbejdsmarked". Han håber, at regeringen vil sadle om. "Da jeg underviste i samfundsfag, fortalte jeg mine elever om den danske version af demokrati og "den danske model". Jeg har fortalt, at vi i Danmark søger konsenssus via samtale og forsøger at undgå konflikt. Jeg har fortalt, at den danske model giver medarbejderne tryghed og samfundet velstand. Jeg er stolt af at være dansker med denne baggrund. Det er disse grundpiller i vores danske samfund, der nu pilles ved. Det er dybt alvorligt. Denne overenskomst kan få historisk betydning. Jeg håber inderligt, at regeringen vil sadle om og lade overenskomsten gå sin gang. Jeg vil gerne fortsætte med at være stolt over at være dansker!", lød det fra lærernes formand i Aarhus.

 

Støtte til den danske model

Søren Dahl var konferencier til demonstrationen, og for at hjælpe de mange fremmødte med at holde varmen, satte han hoppeøvelser i gang mellem talerne. I Aarhus var Frie Skolers Lærerforening, Uddannelsesforbundet, Gymnasieskolernes Lærerforening, Handelsskolernes Lærerforening, Dansk Magisterforening og Danmarks Lærerforening medarrangører af  demonstrationen og endnu flere forbund støtte op og havde folk blandt demonstranterne. Flere af medarrangørernes formænd holdt taler. Sigrid Jørgensen fra Gymnasielærerne efterlyste respekt og anstændighed fra modparten "Man skal ikke bilde mig ind, at Anders Bondo ikke har forsøgt og stadig forsøger at forhandle sig til rette med modparten. Anders Bondo overholder alle spilleregler, men igen er den danske model trådt under fode. Politikerne blander sig lystigt i debatten - det er respektløst og uanstændigt. I går stod der at læse i avisen, at der var "Mystik om tæt samarbejde mellem KL og regeringen". Der er ingen mystik, det er åbenbart, at politikerne har sendt den politisk ønskede dagsorden direkte ind i forhandlingsrummet. Hvor er respekten for den danske model?" Og FOA's Dennis Kristensen efterlyste realitetsforhandlinger, som ikke bare dækker over lysten til at slå på pæne folk. "Trangen til at "slå løs på pæne folk" rammer i denne omgang lærere og undervisere. Næste gang bliver det de øvrige offentligt ansatte. Det må stoppes, hvis den danske model skal overleve. Vi skal ganske enkelt have denne regering til at droppe køllen og i stedet få aggressionerne ud af kroppen ved at knokle med græsslåmaskiner på græsplæner. Nogen burde tage initiativ til en landsindsamling til en græsslåmaskine, så finansministeren kan slå sin plæne i stedet for at "slå løs på pæne folk"".