Lærer Bob Bohlbro arbejder blandt andet med udvikling af Højelse Skoles pædagogiske praksis. Han håber, at det nye indkøbssystem giver ham større frihed til selv at vælge digitale læremidler.

Nyt indkøbssystem skal øge lærernes metodefrihed

En ny model for indkøb af digitale læremidler er trådt i kraft. Målet er at give skoler og lærere større valgfrihed og plads til flere leverandører på markedet – og det er der i høj grad brug for, mener lærer.

Publiceret

KORT FORTALT

• 1. oktober trådte en ny model for indkøb af digitalelæremidler i kraft hos Statens og Kommunernes Indkøbsservice (Ski).Indtil videre har systemet navnet »02.40 Digitale læremidler«.

• Indkøb via systemet sker som såkaldte miniudbud, hvor enkommune, skole eller lærer beskriver, hvad man har brug for tilundervisningen, og så kan forlag og andre leverandører byde sigtil, hvis de har et læremiddel, der matcher.

• De tre store forlag Clio, Gyldendal og Alinea er alle med frastart sammen med 18 mindre leverandører af digitale læremidler. Somleverandør må man ikke tidligere have misligholdt en kontrakt meddet offentlige, ligesom det er et krav, at et læremiddel skal væredidaktiseret, for at det kan købes gennem det nye system.

• Nye udbydere kan blive godkendt inden for 10-15 arbejdsdage ihele aftalens levetid. Den dynamiske indkøbsaftale er i førsteomgang sat til at løbe i ti år, men kan i princippet forlænges afSki med et ubegrænset antal tiårige perioder.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når lærer Bob Bohlbro skal planlægge sin undervisning på Højelse Skole, føler han sig begrænset af udvalget af digitale læremidler. Køge Kommune, hvor han arbejder, har nemlig indgået en central aftale med forlaget Alinea om, at alle skoler har Alineas fagportaler til alle fag på alle klassetrin.

»De har sikkert fået et godt tilbud, men det tager metodefriheden fra mig og mine kollegaer. Det bliver læremidlerne, der styrer vores undervisning. Det burde være vores didaktiske valg, der danner grundlag for valg af læremidler«, siger han.

Bob Bohlbro står ikke alene med udfordringen. Sidste år pegede en Deloitte-rapport bestilt af KL på en øget tendens til, at kommunerne fra centralt hold køber digitale læremidler ind til at alle skoler og dermed efterlader lærerne med begrænsede valgmuligheder.

Netop den problemstilling er det ambitionen, at et nyt system til indkøb af digitale læremidler fra Statens og Kommunernes Indkøbsservice (Ski) skal rette op på.

Kommuner køber tvungne kommune-pakker med læremidler 

Miniudbud på læremidler

I det nye system kan skoler og kommuner foretage indkøb via såkaldte miniudbud. Det starter med, at man i en såkaldt opfordringsskrivelse i en portal specificerer, hvilke krav et læremiddel skal leve op til. Herefter kan forlag og andre udbydere, der er tilmeldt indkøbsaftalen, byde ind med deres produkt, hvis de mener, det lever op til kravene.

Miniudbuddene kan omhandle alt lige fra kommunalt indkøb af en fagportal til alle skoler til en enkelt lærer, som efterspørger læremidler til et enkelt undervisningsforløb, forklarer Sisse Thorsbjerg, kontraktansvarlig i Ski. For i princippet kan indkøbene foretages af den enkelte lærer ude på skolen, forklarer hun.

»I praksis vil indkøbene nok være samlet hos en vejleder, et fagudvalg eller hos PLC, når der købes ind på skoleniveau. Nogle kommuner vil måske foretrække fortsat at samle indkøbene centralt. Men vi har med vilje gjort det så fleksibelt som muligt, så man kan organisere sine indkøb, som man lokalt vurderer, det giver bedst mening«, siger Sisse Thorsbjerg.

Der er tale om et såkaldt dynamisk indkøbssystem, hvor forlag og andre leverandører løbende kan kvalificere sig til at komme på aftalen. Her til start har de tre store forlag Clio, Alinea og Gyldendal samt 18 mindre leverandører tilmeldt deres læremidler.

Kvalitet skal vægte højere end pris

Ifølge Ski-aftalen skal kvalitet altid vægte minimum 51 procent og prisen maksimalt 49, når kommuner eller skoler vælger, hvilket af de tilbudte læremidler de i sidste ende vil købe. Men hvad betyder kvalitet så? Det er i høj grad op til køber, forklarer Sisse Thorsbjerg.

Ski har udvalgt seks parametre: indholdskvalitet, brugervenlighed, differentiering, omfang, læringsniveau og lærerstøtte. Man må som skole eller kommune ikke tilføje parametre, og man skal vælge mindst ét kriterium. Kommunen eller skolen har til gengæld ret frit spil til at definere, hvad man lægger vægt på, under hvert kriterium.

»Det er en fri, men meget anderledes måde at købe ind på. Målet er, at det i højere grad bliver de didaktiske krav, der bliver styrende for indkøb af digitale læremidler, frem for hvad det forlag, man plejer at købe ind hos, tilbyder«, siger Sisse Thorsbjerg.

Nye krav til lærerne

Bob Bohlbro mener, at ideen med det nye indkøbssystem overordnet er god. Men han kan godt være nervøs for, at det kan blive en meget bureaukratisk proces, der ikke helt passer til lærerlivet.

»Systemet kommer til at stille nogle helt nye krav til lærerne. Det lyder også, som om man nærmest skal have en perfekt tilrettelagt årsplan klar fra skoleårets start, så man i god tid kan lægge de læremidler, man skal bruge til sine forløb hele året, i udbud. Sådan arbejder lærerne ikke i virkeligheden. Der ved man sjældent, hvad man får brug for, før man har taget hul på et forløb«, siger han.

Blog: DLF kan være svaret på et stort IT-problem 

Sisse Thorsbjerg medgiver, at der er tale om en markant anderledes måde at indkøbe digitale læremidler på, som nok vil kræve noget tilvænning i starten.

»Men vi har som en integreret del af systemet, at man får både vejledning og skabeloner til en grovskitse til kravsspecifikationen. Her vælger man overordnet, hvad der er det vigtige, som læremidlet skal kunne, og så kan man finjustere bagefter efter behov. Vi opfordrer også til, at man deler sine kravsspecifikationer med hinanden«, siger Sisse Thorsbjerg.

Opbakning fra forlag og it-vejledere

Tidligere på året måtte KL suspendere en stort anlagt forsøgsordning, der skulle give lærere i ni kommuner frit valg på digitale læremidler gennem en såkaldt flatrate-model. Det skulle foregå ved, at kommunerne betalte et fast beløb, og så ville pengene i slutningen af året blive delt ud til forlagene, alt efter hvor meget deres læremidler er blevet brugt. En model, man kender fra blandt andet musiktjenesten Spotify. Forsøget er dog foreløbig skrinlagt, da der ikke var nok forlag, der ønskede at deltage.

KL annullerer udbud af millionforsøg med digitale læremidler 

Ifølge formand for Danske Undervisningsforlag Cliff Hansen bakker forlagene op om den nye dynamiske indkøbsmodel fra Ski. Den kan både afhjælpe kommunernes udbudspligt på området, være med til at skabe et mere alsidigt marked og øge lærernes metodefrihed, påpeger han.

»Men det foregår efter en model, hvor forlagene kan sælge læremidlerne som samlet pakke, og hvor der samtidig er fokus på, at kvaliteten - ikke prisen - i meget højere grad end i flatrate-modellen skal være det vigtigste parameter«.

I Danmarks it-vejlederforening har formand John Kles­ner ligeledes positive forventninger til den nye indkøbsmodel.

»Man ser gerne, at brugen af læremidlerne stiger, jo tættere indkøbet kommer på lærerne, der rent faktisk skal anvende dem i praksis. Aftalen giver klart en større fleksibilitet, men den er ret bastant, og der er nogle åbne spørgsmål. Vi vil følge udviklingen med spænding, når modellen tages i anvendelse«, siger han.

Riisager advarer: Monopol på læremidler kan skade skolen