Skolerne har brug for en form for midternormal, de kan måle deres egne elevers præstationer op imod, sagde Claus Hjortdal (tv), da han for nylig var i panel på en konference om nytænkning af de nationale test.

Skolelederforeningen om testopgør: Brug for 'pædagogisk værktøj' og 'national standard'

I Skolelederforeningen glæder formand Claus Hjortdal sig over undervisningsministerens beslutning om nytænke de nationale test. Men skolelederne har brug for at kunne måle deres elevers præstationer op mod en form for national standard, understreger han.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"På skolerne har vi behov for et pædagogisk værktøj, så vi kan identificere udfordringer hos eleverne, og så vi har en føling med, hvor vi er i forhold til den nationale standard", siger han på Skolelederforeningens hjemmeside.

Det betyder for ham, at der skal være et ensartet testsystem på alle skoler, og at man bruger testene jævnligt. De nuværende test måler ikke sikkert nok, er han helt enig i, men han opfordrer regeringen til at afvente den evaluering, som forventes at ligge klar først på 2020 og så inddrage eksperter og organisationer i beslutningen om, hvad der skal ske fremover..

"Man har villet for meget med de nationale test. De har både skullet fungere som et evalueringsværktøj på skolerne samt som en afrapportering til politikerne om, hvordan det står til på skolerne. De bør i stedet udelukkende være et internt måle-, vurderings- og identifikationsredskab, som skolerne kan benytte til at følge med i eleverne progression. Det vil i sidste ende hjælpe eleverne til at blive dygtigere", siger Claus Hjortdal.

Rosenkrantz-Theil: Helt ny erstatning for de nationale test