Teach First-kandidaterne og de studerende på den ordinære fire-årige læreruddannelse går på de samme professionshøjskoler, men ikke på samme tidspunkt af dagen. Lærerstuderendes Landskreds er bekymret for enhedstanken.

Lærerstuderende vil af med de akademiske konkurrenter

Det skal være slut med, at akademikere via Teach First-programmet kan snuppe lærerjobbene for snuden af lærere, der har været igennem fire års læreruddannelse, mener Lærerstuderendes Landskreds. De studerende vil have handling fra uddannelsesministeren og professionshøjskolerne.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Personer med akademisk baggrund har siden 2015 kunnet  starte lærergerningen fra dag ét samtidig med, at de uddanner sig som lærer på merit via organisationen Teach First Danmark. 

Det har ifølge Rasmus Holme Nielsen, der er forperson for Lærerstuderendes Landskreds, haft flere skadevirkninger. Derfor ser han ingen anden mulighed end at forsøge at lukke foretagendet:

"I forsvaret af vores profession må vi bede ministeren om at kigge grundigt på det her og tilskynde, at man lukker Teach First Danmark".

Samtidig vil han gerne opnå en reaktion fra professionshøjskolerne, der tager del i uddannelsen af Teach First-lærerne.

Men det skal han ikke regne med. Rektor for Københavns Professionshøjskole og formand for Danske Professionshøjskoler Stefan Hermann roser foreningen Teach First Danmark for at tiltrække lærerkræfter i tider, hvor meget undervisning i folkeskolen dækkes af ikke-uddannede vikarer.

"Noget af det, man må rose Teach First Danmark for, er, at det er lykkedes dem at tiltrække dygtige bachelorer og kandidater fra universiteterne, som gerne vil lærergerningen, men måske ikke har mod på at starte forfra. Den rekruttering har de gjort rigtig dygtigt".

Teach First-uddannelsen fylder 150 ECTS-point og varer to år sammenlignet med den ordinære læreruddannelse, der varer fire år og omfatter 240 ECTS. Undervisningen for Teach First-lærere foregår på  Professionshøjskolen Absalon og Københavns Professionshøjskole. Men Teach First-lærere får undervisning på andre tidspunkter af dagen end de ordinært lærerstuderende.

Aftale om akademikere i lærerjob skaber forargelse 

LL: "Enhedstanken går fløjten"

Rasmus Holme Nielsen begrunder først og fremmest ønsket om en lukning med, at Teach First-lærerne kommer ind fra siden med akademiske uddannelser og ikke er en del af 'enhedstanken'.

"I Danmark bliver lærerstuderende en del af en enhedstanke, når de går på studiet og lærer af at være sammen med folk, kommer med forskellig baggrund. Det er så grundlæggende - særligt for lærere, der kommer ud i folkeskoler, hvor sammensætningen er meget divers - både for elevgruppen og kollegialt", siger han og tilføjer:

"Jeg er bange for, at den enhedstanke går fløjten, hvis man giver for lang snor til de elitebaserede projekter som Teach First".

Men foreningen Teach First Danmark oplever, at Teach First-lærerne i folkeskolen har et godt fællesskab med de lærere, der kommer med andre baggrunde.

"Vi oplever et stærkt kollegialt fællesskab mellem lærere fra Teach First Danmark og andre lærere på skolerne, og de indgår i et positivt arbejdsfællesskab på skolerne", siger kommunikationschef hos Teach First Danmark, Thomas Alexander Hoelgaard og fortæller, at flere af Teach First-lærerne er aktive i Danmarks Lærerforening som tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter.

Stefan Hermann genkender heller ikke frygten for, at sammenholdet og fællesskabet blandt lærerstuderende og sidenhen skolelærere lider skade af de forskellige uddannelsesindgange.

"Det er to forskellige grupper, der kommer med vidt forskellig baggrund. Men det er også godt, at de får undervisning de samme steder og på den måde kobler sig på miljøet. Det er på ingen måde en isoleret uddannelse".

Teach First-lærerne får mentorsparring med erfarne lærere, ligesom de deltager i workshops og en seks ugers intensiv sommerskole inden undervisningsstart.

Men deres uddannelse på professionshøjskolerne er finansieret af nøjagtig det samme størrelse taxameter, som en almindelig lærerstuderende udløser, og derfor er der de samme resurser til undervisningen på de uddannelsesformer, forsikrer formand for Danske Professionshøjskoler, Stefan Hermann.

Kommet for at blive: Teach First-lærere er stadig i folkeskolen

A- og B-hold

Lærerstuderendes Landskreds er også bekymret for, at lærerne på lang sigt bliver opdelt i A- og B-hold, når de underviser på skolerne. Dels kan han være bekymret for de kommende læreres chancer på jobmarkedet, og dels frygter Rasmus Holme Nielsen, at lærere med Teach First-baggrund bliver valgt til fordel for de ordinært uddannede, når der skal uddeles attraktive arbejdsopgaver:

"Jeg er bange for, at de bliver mere attraktive, når der skal uddeles opgaver fra lederne på lærerværelserne. Vi ser samtidig lavere optagelsestal på den ordinære læreruddannelse for andet år i træk. Og vi frygter, at den ordinære uddannelse bliver udvandet, fordi man som lærerstuderende vil overveje, hvilken uddannelse man helst vil tage".

I en evaluering, som Professionshøjskolen Via har gennemført for Teach First Danmark, vurderer ingen af de 32 adspurgte skoleledere, at de nye lærere fra Teach First Danmark er dårligere end andre nyuddannede lærere målt på en række lærerfaglige parametre. 

Enighed: Læreruddannelsen tiltrækker for få

Trods uenigheden om Teach First-lærernes berettigelse i lærergerningen er alle parter enige om, at indtoget af organisationer som Teach First Danmark skyldes, at læreruddannelsen tiltrækker alt for få studerende.

"Folkeskolen mangler lærere med en tilstrækkelig viden om didaktisk og pædagogisk viden - og her er merituddannelsen og Teach First Danmark gode greb", siger formand for Danske Professionshøjskoler, Stefan Hermann.

Thomas Alexander Hoelgaard fra Teach First Danmark stemmer i:

"Teach First Danmark har ikke været og skal aldrig være den mest almindelige vej til at arbejde i folkeskolen. Det skal den ordinære læreruddannelse være. Men det er også et faktum, at den p.t. ikke opfylder behovet alene".

Lærerstuderendes Landskreds har forsøgt at få kontakt til uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen for at drøfte mulighederne for at lukke Teach First Danmark.