Fortællinger kan tryllebinde eleverne. Hør gode råd til, hvordan man gør her.

Fem gode råd om den mundtlige fortælling

Fortællinger engagerer og motiverer elever. Derfor er der god grund til, at lærere bruger de fortælletekniske greb, når de underviser. Men hvordan kan lærerne bringe fortællingen ind i undervisningen? Det har Mads Haugsted, tidligere lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, et bud på. Han har analyseret en lang række eksempler på danskundervisning i praksis og skrevet bøger om, hvordan lærere kan bruge den mundtlige fortælling til at formidle, og han er ikke i tvivl om, at mundtligheden i folkeskolen er klemt. Fortællingerne er blevet skriftlige. Men med simple kneb kan den mundtlige fortælling motivere elever, som ellers er svære at fange.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Mundtlige fortællinger fylder forbavsende lidt i undervisningen. Der er nærmest ikke noget undervisning i mundtlighed. Mange er ikke bange for at sige noget, men det er ikke det samme som mundtlighed. Man skal have en genre og ruste eleverne til at blive dygtige argumentører og meningsskabere«, siger Mads Haugsted.

Fortællinger tryllebinder eleverne

1. Tag udgangspunkt i eleverne

Eleverne oplever fortællinger hele tiden. De bruger timer på at se og lytte til fortællinger på YouTube. Lad dem opbygge fortællingen om sig selv.

»Der er en dannelsesdel i fortællingen. Man bliver et bedre menneske ved at have et forhold til fortællingen. Vi opbygger fortællinger om os selv, og det er også en måde at forstå fortællinger på. Jeg er den, jeg er, og det er jeg i kraft af det, jeg fortæller dig. Man bliver simpelthen et mere livsdueligt menneske ved at have styr på fortællingen«, siger Mads Haugsted.

2. Tænk i fortællemodeller

Teatrets dramaturgi er brugbar, når læreren skal puste liv i fortællingerne i klasserummet. Fortællemodellerne, som eleverne bliver undervist i, når de skal skrive, er også gode at bygge en mundtlig fortælling op efter.

»Dramaturgiske modeller virker på teater og i film, og de virker også i den mundtlige fortælling. Man sætter scenen. Hvis man ser på berettermodellen, er der en optakt og et klimaks. Det er også den måde, man skruer sin fortælling sammen på. Man skal også vide, hvordan man kommer ud af den. Derfor skal man kende starten, midterdelen og finalen. Alle tre dele har deres virkemidler, og dem kan man træne. Man kan ovenikøbet tage den samme historie og udsætte den for forskellige modeller og lade eleverne se forskellen. Der er masser at hente i de dramaturgiske og retoriske modeller«, siger Mads Haugsted.

3. Tag udgangspunkt i forbilleder

Carl Quist Møller og Niels Hausgaard er eksempler på fortællere, som fanger publikums opmærksomhed. De bygger en fortælling op. Bruger pauser, stemmeføring og betoninger for at holde lytteren fast.

»Tag udgangspunkt i forbillederne. Lyt til dem, som er helt fantastiske til at fortælle, og fokuser på, hvad det er, de gør. Det at fortælle er selvfølgelig en evne, nogle har, men der er også en del teknik, som i høj grad minder om de grundhensyn, man tager, når man beskæftiger sig med teater. Det er noget med at skabe en scene, pause - antyde noget og lade tilhørerne tænke sig til resten«.

4. Brug reklamens virkemidler

Reklamer bliver ofte brugt i undervisningen. Men i stedet for at have en kritisk tilgang til tv-reklamer kan man bruge dem til at analysere fortællingens kraft.

»Kig på reklamer, og lav en pragmatisk analyse. I stedet for at forholde sig kritisk til reklamen kan man forholde sig til, hvad det er, reklamen gør, der sælger produktet. Eksempelvis hvad fortællingen om den gamle fabrik er, og hvorfor den fortælling sælger produktet«.

5. Fortæl vittigheder

Vittigheder er en kort fortælling med en pointe. Og vittigheder er en fortælling, som motiverer eleverne.

»Vittigheden er jo i virkeligheden en folkelig fortælleform. Kort, med pointe og frem for alt med en teknik, eleverne kender: begyndelsen, selve historien og den vigtige og ofte uventede pointe«.