Udenlandske kollegaer bakker om et samarbejde mellem regering og lærere, siger Anders Bondo.

Bondo: I udlandet ved de godt, at folkeskolen er et fælles projekt

DLFs formand har sammen med den nye undervisningsminister været til et internationalt topmøde om lærerprofessionen i New York. Lærernes kvalifikationer er afgørende for at skabe en god skole, derfor skal de med på råd, var mødets budskab.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Som Arne Duncan [den amerikanske undervisningsminister, red.] selv beskrev det, så har det været et møde af historisk betydning. Det er et temmelig massivt budskab, jeg tager med mig fra det møde. Alle lande bakker op om, at folkeskolen er et fælles projekt, og at lærernes kvalifikationer og efteruddannelse er det afgørende for at kunne sikre en god folkeskole", siger Anders Bondo Christensen.

Besøget satte centrale problemstillinger i dansk uddannelsespolitik på dagsordenen, som blandt andet læreruddannelsen og lærernes rolle i reformer på uddannelsesområdet.

Samarbejdet er vigtigere end partipolitik

Og budskabet blev altså, at skolerne er og bliver et fælles projekt, der kræver et tæt samarbejde mellem regeringen og lærernes fagforeninger.

"Det er en sandhed, der er løftet over partipolitik", siger Anders Bondo Christensen, med klar henvisning til det kuldsejlede samarbejde mellem regeringen og Danmarks Lærerforening.

Bag invitationen til mødet stod USA's undervisningsminister Arne Duncan, OECD's generalsekretær Angel Gurria og formanden for den internationale lærerorganisation Education International Fred Van Leeuwen.

De 25 lande er udvalgt på baggrund af fremgang og gode resultater i Pisa-undersøgelserne, samt gennemførelsen af omfattende reformer for at forbedre resultaterene.

I forhold til det sidste kriterium er Danmark valgt på baggrund af reformerne, der fulgte efter deltagelsen i OECD's 'Review Quality and Equity in Danish Schools - 2004'.