Anmeldelse

Samtaler, der bygger bro

Tydelige guidelines til bedre samtaler

Velskrevet, velredigeret, vellykket – disse tre ord beskriver i kort form, hvorfor man som professionel samtalepartner bør skynde sig at få læst Jacob Folke Rasmussens ”Samtaler, der bygger bro” – med undertitlen ”En guide til fagprofessionel samtalepraksis”.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er fagbøger, man læser, fordi man skal, hvorefter man glemmer alt om dem igen. Så er der fagbøger, man bliver optaget af under læsningen, men som hurtigt kommer til at samle støv såvel i hjernevindingerne som på bogreolen. Og så er der en gang imellem en blændende fagbog, som man kan blive ved med at tage frem, bladre i, tænke over, hente hjælp og inspiration i. En sådan er ”Samtaler, der bygger bro”.

Fakta:

Titel: Samtaler, der bygger bro

Forfatter: Jacob Folke Rasmussen

Pris: 300

Sider: 216

Forlag: Akademisk Forlag

Med broen som metafor guider Folke Rasmussen gennem syv kapitler læseren over de ”broer”, der forbinder os med vores samtalepartnere, og kaster lys på de faldgruber, som vi – uanset hvor meget vi øver os – ofte vil være tilbøjelige til at havne i, når først samtalen er i gang.

Folke Rasmussen placerer sig teoretisk på et narrativt/poststrukturalistisk grundlag, men en af bogens væsentlige styrker er, at den tager udgangspunkt i og let kobles med (egen) praksis. Fortælleteknisk begynder hvert kapitel med en bro over to modpoler, der kan være til stede eller opstå i en samtale.

Eksempelvis handler kapitel seks om ”Når noget går skævt”, og modpolerne er her ”Jeg synes, det er min skyld” og ”Jeg synes, det er den andens skyld”. Kunsten er at finde vejen mellem de to poler, der kan forbinde os med vores samtalepartner(e) og bygge bro over de vanskeligheder, der måtte være opstået.

I kapitlet beskæftiger Folke Rasmussen sig med spørgsmål som: Hvad er det, der gør, at vi er så gode til at slå os selv i hovedet med det, vi ikke fik gjort, det, vi kunne have gjort bedre, og så videre? Og hvad er det, der gør, at vi (indimellem) stiller så høje og ensartede krav til, hvordan man er en god skoleelev, bistandsklient, mor, lærer? Undertegnede anmelder synes i hvert fald, der er stort potentiale i pointen om, at det helt gennemsnitlige indimellem er godt nok – og med det på plads bliver der også bedre plads til og mulighed for at tilgive både sig selv og andre, når det indimellem ikke er det perfekte møde, det perfekte resultat, der kommer ud af vores anstrengelser.

”Man kan tale om denne forventning (om at hvis man er dygtig nok, sker der ikke fejl og uhensigtsmæssig udvikling) som en samfundsmæssig diskurs, der præger mange relationsprofessioner. Det viser sig blandt andet ved, at der i forbindelse med en uhensigtsmæssig udvikling ofte bliver kigget bagud i journaler og handleplaner for at finde det tidspunkt, hvor nogle fagpersoner svigtede eller overså noget. Det er selvfølgelig godt at være opmærksom på, om en faglig indsats har været optimal. Men tænkningen kan kamme over, så den ender i en forestilling om, at hvis blot vi er tilpas opmærksomme og grundige, så kan vi navigere uden om alle uhensigtsmæssigheder og sikre en optimal udvikling. Med den fortælling bliver det en nærliggende tanke, at når noget går galt, så må det skyldes, at nogen har overset noget eller på anden måde svigtet” (side 154).

Mon ikke andre end undertegnede kan nikke genkendende til dette?

Bogens store styrke er det visuelle billede af broen, der går mellem de to poler inden for hvert tema – det støtter hukommelsen og identifikationen i læsningen. Den er redigeret stramt og skrevet i et sprog, der hverken taler op eller ned til læseren, men rammer tydeligt og præcist ind i de problem- (eller måske rettere muligheds-) felter, vi står med på daglig basis, når vi skal planlægge og gennemføre samtaler i vores professionelle virke.

Afslutningsvis bør bogens sidste afsnit om skriftlig kommunikation fremhæves som uhyre anvendeligt – en regulær ”how to”-guideline i at få tænkt sig om, inden man farer i tastaturet, som helt sikkert vil fremme den fremtidige kommunikation mellem to parter, der ser forskelligt på tingene.

”Samtaler, der bygger bro” har potentiale til at blive en ny klassiker i vejledningslitteraturen.